Allan Fisker knokler i sommervarmen. Den 74-årige klunser har fået humøret tilbage. Renovering af boligblokken i Gellerup havde tvunget ham ud af den lille lejlighed og det 300 kvm store kælderrum, hvor han sorterer og reparerer brugte ting, inden det sendes ud som nødhjælp – eller gives væk til folk, han møder på sin vej.
”Du mangler vel ikke en god klinge til en sav? Eller et skaft til en hammer? Hvad med cykellygter?”
Allan Fisker kigger ud over et mindre bjerg af ting og sager, der for det ukyndige øje kan ligne kasseret ragelse. Og det er det sådan set også. Men Allan Fisker kan se værdierne i ragelset. Det meste kan genbruges. Og brugte batterier og metalstykker sorteres og afleveres.
Hen over sommeren har han mange gange om dagen kørt op ad Gudrunsvej med sin cykeltrailer tungt læsset med genbrugsting. Den tidligere cykelkælder, han i flere år har brugt til at sortere og pakke ting til Letland og Ukraine, skulle tømmes, fordi blokken skal renoveres, og han skulle af samme grund flytte ud af sin halvandet-værelses lejlighed.
Det gjorde ham stresset og ked af det. Men Allan Fisker er blevet godt modtaget på Janesvej 43, hvor det nye kælderrum ligger, og hvor de hjerteligt kalder ham for ”Toveshøjs Tingfinder”.
Allan Fisker er godt selskab. Han fortæller livligt i en flydende strøm om sin hverdag og glæden ved at finde ting, der er brugbare og kan komme andre til gavn. Han nyder at kunne gøre en forskel ved at hjælpe andre – om det så er med en venlig bemærkning eller en brugt men funktionsdygtig cykellygte.
”Jeg har et rigt liv”, fastslår han med et insisterende blik – der suppleres af et muntert glimt i øjet og et glad grin.
”Jeg er jo kun en klunser”
I over 20 år har han hvert år sendt en container fuld af brugt tøj og sko, legetøj og værktøj til Letland. Igennem årene er det blevet til tusindvis af kasser til en værdi af flere millioner kroner.
Tingene blev solgt i Letlands hovedstad Riga, og indtægterne har været med til at finansiere oprettelse og drift af et børnehjem. Han besøgte selv børnehjemmet i 2002 ”og fik en stor klump i halsen, da jeg så det”.
Allan Fisker blev i 2001 udnævnt til Årets Østjyde for sit store arbejde, og året efter fik han ”Årets Holdningspris”. Han er meget stolt af begge titler, og diplomerne har fået hæderspladser på væggen i det nye kælderrum i Toveshøj.
Priserne har bragt ham stor medie-opmærksomhed og givet ham mulighed for at fortælle om sit arbejde og sin mission.
”Jeg er jo kun en klunser, der går i containere og roder. Så er det da flot at blive inviteret ind i loger for at tale. Jeg kan huske, at jeg blev inviteret til et julearrangement i en dameloge. Så er man lidt beklemt. Jeg er ikke vant til at komme så fine steder, så jeg havde taget mit bryllupstøj på.”
Fyldte kasser fra gulv til loft
Det kostede i alt omkring 25.000 kr. at sende en skibscontainer til Letland med genbrugsting. Tidligere betalte han selv fragten med penge, han fik bl.a. for salg af metal til genbrug.
Nu afhentes de mange pakkede kasser af genbrugsbutikken Smukt og Brugt på Møllevangs Alle, der så står for transporten, nu udelukkende til Ukraine. I det nye kælderrum står allerede fyldte kasser stablet fra gulv til loft. Han går og venter på, at de skal blive hentet, så han kan få lidt mere plads.
”Jeg får også en del arabisk tøj, men det går til Syrien og Irak. Jeg får selvfølgelig også noget tøj, der ikke dur. Det bliver pakket i klare poser til Frelsens Hær, der får 5 kroner kiloet. Det bliver tit til 10 poser på en uge, så det bliver alligevel til penge”.
I Gellerupparken ved alle, hvem Allan Fisker er, og han er vellidt af Brabrand Boligforenings personale og efterhånden også af de fleste beboere. Jævnligt cykler han en tur rundt til områdets containergårde og finder mange forskellige ting, der er blevet smidt ud, men som i hans øjne er brugbare.
Det meste flytter han på sin cykeltrailer, som han har påmonteret en bredere aksel, så den kan bære et tungere læs.
Ting kan repareres og få ny værdi
Mange beboere i Gellerupparken har vænnet sig til, at de bare kan stille sækkevis af ting uden for Allan Fiskers dør i stedet for selv at smide dem ud. Det er han træt af, for det giver ham en masse ekstra arbejde med at sortere og smide ud. Men der er også gode, brugbare ting imellem.
”Folk får ikke tingene repareret, og så smider de dem bare ud. Det er sjovt at finde en anvendelse for ting, som folk smider væk. Når jeg ser en ting, tænker jeg på, om der er nogen, jeg kan glæde med den. Kan den bruges til noget? Ofte har folk ikke selv tænkt på det. Men det hele kan afsættes.”
Han kan selv reparere det meste. En skovl, nogen har smidt ud, saver han skaftet over på – så er der skaft til to håndhammere. Og stænger til persienner? Hvis man skærer dem over, får man da ikke en finere blomsterpind, forklarer Allan Fisker.
Tænker på børnene i Letland og Ukraine
Gode venner bliver forsynet med advarselstrekanter til bilen. Det samme gælder cykellygter. Folk smider dem ud, når batterierne skal skiftes, forklarer han.
”Jeg har givet rigtig mange cykellygter væk. Især til unge mennesker. Det er forfærdeligt, hvis de bliver kørt ned.”
For Allan Fisker er det i sig selv en oplevelse at hjælpe.
”Der er virkelig mange, som spørger mig, hvorfor jeg gør det, jeg gør, og så forklarer jeg, at det blandt andet er, fordi jeg ved, hvad det vil sige at være fattig. Det er børnene og de fattige i Letland og Ukraine, jeg tænker på, når jeg går og klunser.”
Kampen mod kræften
Han er vokset op i en fattig familie, der boede tæt ved Grindstedværket, få meter fra et spildevandsbassin fyldt med kviksølv. Han var selv smed dér i seks år, ”men da jeg faldt bevidstløs om og spyttede blod, stoppede jeg.”
Sygdommen har flere gange haft sit tag i Allan, men han har hver gang formået at ryste det af sig.
”Jeg har haft kræft nogle gange, blandt andet i næsen, og har fået stråler for det. Jeg har også fået fjernet noget af øret. Jeg går lige nu og venter på et par prøver. Der er en lille knude, de har taget nogle prøver af. Men jeg går ikke og spekulerer på det. Jo mere man spekulerer, jo mere syg kan man blive. Så er man da for alvor færdig…”
Sammen med en af sine døtre har han skrevet et stykke papir, hvor der står, hvor nøglerne skal afleveres, når den dag kommer. Og at han vil kremeres. Familien skal sejle en tur til Samsø, og så skal asken kastes ud dér.
”Jeg ønsker at gøre en forskel. Det er mit motto”
Han står op hver dag klokken 8 og går i gang med dagens arbejde. Ofte ringer telefonen tidligt på formiddagen, når beboere i området har nogle ting til Allan. Så springer han på cyklen og kører ud og henter dem. Undervejs stopper han i containergårde og rydder op – og finder brugbare ting. Ofte glemmer han klokken og sorterer tøj til kl. 2 om natte.
Allan Fisker er klar over, at han er en rollemodel i lokalområdet, og han opfordrer alle til også at se, hvor man kan gøre en forskel. Der er altid noget, man kan gøre. Brug en fridag på at hjælpe en enlig mor. Invitér din nabo med ud at handle. Tag dig tid til at lege med nogle børn. Sig tak til buschaufføren, når han venter på dig.
”Jeg ønsker at gøre en forskel. Det er mit motto. Jeg roser børn, der putter ting i skraldespanden i stedet for bare at efterlade det på bordet, hvor de sad.”
Allan Fisker læner sig frem og ser insisterende på én:
”Man kan altid sige noget positivt. Det betyder så meget for andre mennesker. Et smil og lidt venlighed kan forandre en dag. Jeg så en pige en dag. Det var ikke en af de piger, man ellers vil lægge mærke til. ”Dit smil gør dig smuk”, sagde jeg til hende. Og da jeg så, hvor glad hun blev, syntes jeg det smil var blevet endnu smukkere.”
”Omsorgssvigt er det store problem”
”Jeg ser det, som ingen andre ser. Jeg vinker og smiler altid til små børn. I dag bliver børn ikke set så meget. De drenge, der render rundt og laver uro her i Gellerup, det er børn, der ikke er blevet set. De er ikke blevet taget med i svømmehallen, de har ikke siddet og læst med deres mor og far. Omsorgssvigt er det store problem her. Så hjælper det ikke, at man bryder gode bygninger ned. Det handler om indstillingen i det enkelte menneske.”
Allan Fisker er kritisk over for dele af Helhedsplanen og de voldsomme forandringer, der tvinger familier ud af deres lejligheder.
”Hvis folk gentagne gange presses ud og må flytte fra deres hjem, så rammer det nogle mentalt! Et hjem er en tryghedsbase!”
Han sammenligner Gellerupparken med en kolonihave:
”I en kolonihave ville man fjerne ukrudtet og lade de gode ting stå. Man ville ikke tage en dybdeplov og pløje det hele væk. Så er der garanteret stadig ukrudt i det alligevel.”
