Nina Rodevad, Voldbækvej, har haft et begivenhedsrigt liv og oplevede blandt andet starten og afslutningen på 2. Verdenskrig på nærmeste hold i København. Mandag d. 13. august fyldte hun 100 år og samlede venner og bekendte til fødselsdagsfest i Fælleshuset ved Lokalcenter Brabrand.
”Jeg er så glad for at bo her i Brabrand”, udbryder Nina Rodevad som det første, næsten inden vi har begyndt vores samtale. 70 år er det blevet til her i bydelen, der er vokset voldsomt, siden hun med sin mand kom til fra Nordjylland.
”Vi kendte alle i Brabrand dengang. Det gør jeg ikke mere. Der er bygget så meget her gennem årene, og Brabrand er blevet så meget større, end byen var dengang.”
Hun er morgenmenneske og har været oppe siden kl. 6. Som med dagens øvrige gøremål i lejligheden klarer hun det meste selv.
”Det går fint, og jeg klarer mig uden hjælp. Jeg er faldet nogle gange, men har heldigvis endnu ikke brækket noget.”
Hun tager ofte selv mad op af fryseren og varmer det, men benytter sig også af tilbud fra lokalcentrets køkken, når de har mad på menuen, hun godt kan li´. Så bliver maden som regel bragt over til hende.
”De vil jo gerne have at man kommer derover og spiser. De kan jo ikke leve, hvis der ingen kommer i cafeen, og man er jo lidt bange for, at de må holde op. Men jeg kan godt li´ at spise herhjemme.”
Glæden ved at komme ud
Hun lider af gigt i knæene, hvilket gør det smertefuldt at stå og gå. Det har været en lettelse at få en kørestol. Hun kommer fint rundt i lejligheden og kan også selv bevæge sig i kørestolen de få hundrede meter over til aktiviteter i lokalcentret. Men hun lægger ikke skjul på, at det er hårdt for armene selv at skulle rulle af sted. I det hele taget er hun ærgerlig over at få begrænset sin bevægelsesfrihed.
”Jeg kan jo heller ikke gå på trapper mere, og det betyder, at der er nogle konfirmationer og andre fester, jeg ikke kan være med til. Det er jeg ked af, for jeg kan jo stadigvæk godt lide komme ud”, siger hun med den karakteristiske nordjyske sprogtone. Den er stadig umiskendelig trods de mange år i Brabrand.
Nina Rodevad fortæller med stor entusiasme om de mange aktiviteter, hun stadig deltager i. Blandt andet har hun i en årrække haft jævnlige ophold på Saxild Strand.
”Jeg håber, at jeg snart kan komme til Saxild igen. Der er virkelig så skønt. Der er så dejlig mad, skønne værelser, og man kan se ræve og hjorte uden for vinduet.”
Født i Pandrup i Vendsyssel
Hun er født og opvokset som enebarn i Pandrup, men flyttede væk fra hjemstavnen allerede som 18-årig for at begynde på sygeplejehøjskole i Stege på Møn. Så kan man næsten ikke komme længere væk fra Vendsyssel.
Senere flyttede hun til Gentofte, hvor hun arbejdede på en fødeklinik. Yderligere uddannelse til jordmoder førte hende til en privat fødeklinik i Bredgade i København, hvor hun i nogle år var med til at bringe mange spædbørn af kendte familier til verden.
Kong Christian græd af glæde
Mens hun boede og arbejdede i København, oplevede hun 2. Verdenskrig og besættelsestiden i årene 1940-45.
”Jeg kan tydeligt huske, da tyskerne indtog København. Der havde været sådan et spektakel om natten. Næste dag havde jeg fridag, og da jeg gik ned i Bredgade, så jeg, at tyskerne indtog den engelske ambassade. Jeg stod så på gaden og så at det skete”, fortæller hun.
Nina Rodevad har mange minder fra krigens tid. Det var svære år at være ung i København. Alt var mørkelagt om aftenen, og det var forbudt at gå ud. Hun havde gode bekendte i nærheden, og de fandt i stedet sammen i lejlighederne.
Også krigens afslutning husker hun tydeligt. Kl. 19 den 4. maj blev det i radioen bekendtgjort, at de tyske styrker i Danmark havde overgivet sig.
”Alle løb ud på gaden i Bredgade, hvor jeg boede, og der var fyldt på gader og stræder. Der var kun få meter hen til Amalienborg, hvor alle stimlede sammen. Den gamle Kong Christian kom ud på balkonen, og jeg kan huske, at han græd af glæde.”
”Jeg har haft et godt liv”
Nina Rodevad fortæller levende og med glød i stemmen om de mange oplevelser. Hun kan huske det meste i detaljer, men er alligevel lidt ærgerlig, når et enkelt navn glipper.
”Jeg får 18 piller til morgen og aften, og de går ud over hukommelsen. Det irriterer mig, for ellers kan jeg huske alt.”
”Men jeg vil ikke tænke på, at jeg nu er blevet så gammel, for jeg har haft et godt liv og har oplevet så mange ting. Jeg har ikke noget til gode.”
Kom til Brabrand i 1948
Hun boede syv år i København, og det var svært at holde kontakten til familien hjemme i Vendsyssel. Hun var hjemme 10 dage om sommeren, det var alt, og som enebarn var hun især savnet af moderen.
”Jeg kender dig kun som barn”, sagde min mor til mig. Det var svært for hende, at jeg var så langt væk hjemmefra.”
Hun søgte derfor om ansættelse på fødeafdelingen på Kommunehospitalet i Aalborg og fik jobbet. Nu kunne hun rejse med bussen hjem til Pandrup en dag om ugen, når hun havde fri.
Mens hun var i Aalborg, mødte hun sin kommende mand, Hugo. De blev gift og søgte i 1948 mod Aarhus. Der var en ledig byggegrund på Donsvej, der den gang hed Lindeallé.
Hendes mand var udlært elektriker og arbejdede hos Bruun & Sørensen.
”Alle kendte hinanden i Brabrand dengang. Hovedgaden var fyldt med butikker, og man kendte dem, der havde dem. Der var guldsmed, skomager og en slagter. Det var alle tiders slagterbutik. Da Bilka og City Vest kom, måtte rigtig mange af dem lukke. Det var synd for de mennesker. Også købmanden måtte lukke.”
Stadig aktiv i Brabrand Husmoderforening
De adopterede Jens i 1950 og to år senere også Carsten. Desuden fødte hun nogle år efter sønnen Jan.
Da børnene kom, holdt hun op med at arbejde, som det var almindeligt dengang. Hun passede børnene og hjemmet og var aktiv i Brabrand Husmoderforening, hvor hun i øvrigt stadig er aktivt medlem.
”Da min mand døde, var jeg alene i huset i nogle år. Men for ni år siden besluttede jeg at flytte og fik lejligheden her ved lokalcentret. Det var jo nærmest bare at springe over hækken.”
Søndag var hele familien samlet fra det meste af landet til 100 års fødselsdag i Brabrand. Og på selve dagen, mandag d. 13. august, var alle venner og bekendte inviteret til åbent hus i Fælleshuset, Voldbækvej 62.
