Nagin Ravand er en af de mange, der holder foreningslivet i gang i Brabrand – oven i en travl hverdag på Langkær Gymnasium. Hun knokler i 3.g for et højt gennemsnit, hun har brug for til at komme ind på drømmestudiet på Tandlægehøjskolen. Alligevel siger hun ja til masser af frivilligt arbejde i Gellerup.
Du kan næppe møde ret mange 18-årige piger i Batman-trøje. Det kunne faktisk også have været Superman-trøjen, en Adidas træningstrøje – eller en traditionel afghansk klædedragt. ”Men det er Batman-dag i dag”, siger Nagin Ravand med et smil.
Hun kan lige nå et interview i klub-lokalet på Dortesvej, inden hun skal videre til teori hos køreskolen inden i byen. Det er historien om hendes hverdag. Hun kan lige nå det.
”Jeg er altid lidt stresset. Men det går”, ler hun.
Sammen med veninden Maymanat Asgari har hun været i både de lokale og landsdækkende medier på det sidste. De to har i fodboldklubben ACFC klaret, hvad ikke ret mange andre klubber magter: At få en masse piger til at spille fodbold.
To gange om ugen møder over 30 piger op til træning på kunststofbanen midt i Gellerup. Forleden spillede de den anden turneringskamp på udebane i Ry. Stoltheden lyser ud af Nagin: Pigerne fra ACFC vandt 6-2.
”Det gik 10 gange bedre end i den første kamp, hvor vi tabte. Alle skal jo lige lære, hvad det vil sige at spille kamp. Mange er jo helt nybegyndere. Og vi trænere skal lære, hvordan vi får pigerne til at spille som et hold”.
Pigerne tog veninderne med
Det hele startede for knap tre år siden, da klubbens formand stoppede hende, da hun var på vej ned gennem Gellerup på vej til bussen. Om hun ville hjælpe med at træne en flok fodboldpiger?
”Det kunne jeg vel godt overskue. Jeg brænder jo selv for fodbolden og har haft rigtig mange glæder ved at spille. Det vil jeg gerne være med til at give videre til pigerne.”
Jeg føler mig utrolig meget hjemme her. Man kender jo alle, så det er faktisk ligesom at være hjemme hos min familie. Folk er så modtagelige og åbne.
De startede med at hive fat i nogle af de piger, de i forvejen kendte og bad dem møde op. De tog nogle veninder med fra opgangen. Så var der da nogen fra starten. Pigerne blev grebet af det og blev ved med at møde op. Og hver gang havde de en veninde med, som også kunne tænke sig at være med.
De to trænere kæmpede med de samme ting som andre trænere slås med: At få spillerne til at komme til tiden, at holde op med at pjatte og fokusere på fodboldtræningen. De har begge spillet fodbold i Brabrand i en del år og trækker på al deres erfaring derfra.
Der kom stadig flere piger til, og det blev nødvendigt at dele pigerne op i to grupper efter alder. De to trænere fandt yderligere et par hjælpetrænere i deres vennekreds.
I begyndelsen spillede pigerne kun fodbold en gang om ugen. Men nu er der udvidet til to gange. Og Nagin Ravand og Maymanat Asgari har sågar også holdt deres første forældremøde. Det lykkedes efter endnu mere benarbejde at få mange forældre til at møde op og høre pigernes planer med træning og kampe.
Glæden ved at bo i Gellerup
Hvad er du især glad for ved at bo her?
”Jeg føler mig utrolig meget hjemme her. Man kender jo alle, så det er faktisk ligesom at være hjemme hos min familie. Folk er så modtagelige og åbne.”
Så trygt og godt har det ikke altid været i Nagin Ravands liv. Hendes familie stammer fra Afghanistan, som de flygtede fra i 1997. Nagin blev født i Iran, der var det første land, familien kom til. Da hun var tre år, lykkedes det familien at komme til Danmark. De boede i Aalborg i nogle år, inden de i 2012 kom til Gellerup.
”Jeg føler, at vi har et utrolig stærkt fællesskab her, på trods af alt det, man hører i medierne. Der er sikkert også et godt fællesskab i andre områder. Men jeg føler, at det er specielt her i Gellerup. Uanset hvad klokken er, kan man møde nogen man kender.”
Vi snakker lidt om fornemmelsen af sikkerhed. Hun føler sig tryg ved at gå i kvarteret om aftenen, også selvom også hun ved, at der har været skyderier i området. Der er jo det med bandekonflikten. Fordi jeg er frivillig her i acfc – omgås alle
”Fordi jeg er frivillig i ACFC og kommer her hver dag, kender jeg alle. Jeg føler mig tryg, fordi jeg ved, at jeg ikke er alene. Der er lys i alle lejligheder. Man møder folk på gaden. Man føler, at der er hjælp at hente, uanset hvilke problemer, man har. Der bor så mange folk med forskellige egenskaber og styrker. Jeg ved, at de altid er klar til at støtte eller hjælpe hvis man har brug for det.”
Hun nævner selv et dagligdags eksempel. Hvis hun er for sent på den til skole og har svært ved at nå bussen – så kommer der en venindes mor forbi, og hun stopper og tager én med.
Det er små ting, der alligevel fylder meget i fornemmelsen af at føle sig hjemme.
Ud over at være træner for pigerne i ACFC kan man møde de to 18-årige piger Nagin og Maymanat i mange andre sammenhænge i Gellerup. De var vagter til koncerten med Tim Christensen under Eutopia teaterfestival i august. Og da klubberne i området en uges tid senere inviterede til grillfest, var de to piger naturligvis også blandt dem, der serverede mad. Det er sådan, det er: Når man i forvejen er frivillig og kender mange, bliver man også spurgt om at hjælpe til.
Føler du dig mest knyttet til Gellerup eller til Brabrand-området som sådan?
”Jeg er nok mest gelleruper”, siger Nagin Ravand efter en tænkepause.
”Det er alt det her omkring, som jeg kender så godt. Det er det, der fylder mest i min hverdag. Men når jeg tænker på skole og alt det, så er det selvfølgelig hele Brabrand. Men det er ikke der, jeg tilbringer det meste af min tid . Det er lige her, i Gellerup.”
Hvad kunne gøre dit lokalsamfund til et endnu bedre sted?
”Hvis nu alle de her konflikter var afskaffet… at man fik ordnet det. Som person tænker jeg ikke så meget over de ting. Men jeg kan godt forstå de personer, som ikke tør gå ud alene. Når man hører alle de historier. Hvis man fik det stoppet i stedet for bare at snakke om det. Så ville det være meget bedre at bo her.”
Ellers har Nagin Ravand ikke meget at klage over. Hun synes, at området er på vej til at blive ”et super fedt sted” efter at helhedsplanen er næsten gennemført.
”Det er blevet så lækkert et område med så mange muligheder.”
Ønske om et værested for unge
Hun har dog to ønsker til fremtiden i Gellerup:
”Det kunne være rigtig fint, hvis folk var lidt mere inddraget i de ting, der sker her omkring.
For eksempel Eutopia festivalen. Der var mange, der ikke var klar over, at det foregik. Det kunne være fint, om man kunne få flere til at være en del af det. Ikke kun dem, der i forvejen er med i det meste. Man kan nogle gange godt føle sig som en ret lille gruppe.”
Hun ønsker ikke kun at opfordre arrangørerne til at informere bedre, men også at beboerne i Gellerup tager mere del i arrangementerne, når de er der.
Endelig ønsker hun, at der i området var et værested for unge mellem 16 og 25 år. Et sted hvor de unge kan samles, lave lektier sammen eller bare sidde og hygge sig. Hvor man kan komme og gå, som man vil.
”Jeg var ovre i Trillegården forleden, og der har de sådan et sted ovenpå kulturhuset. Det ligger sammen med biblioteket. De unge kunne komme og få hjælp til lektierne, og der kom også nogle ældre. Ude i Rosenhøj har de også sådan et sted. Jeg tror, det ville være attraktivt for de unge med sådan et sted. Nogle ville måske undgå at komme i problemer. De kan komme og snakke med andre og sådan. Det ville være virkelig fedt.”
