Den tidligere direktør-villa ved den gamle Jaka-fabrik har stået tom i mange år, men i løbet af få uger ventes renoveringen at gå i gang. A. Enggaard A/S har fundet en køber til villaen, og salgsprisen endte et godt stykke over de 999.000 kroner, Danbolig inden den lukkede budrunde havde sat som udgangspunkt.
Artiklen er redigeret og tilføjet salgsprisen.
30 lukkede konvolutter med bud på den tidligere direktør-villa lå på bordet, da køberen af villaen skulle findes. Forinden havde der været en meget stor interesse for villaen, og da der søndag d. 10. marts var åbent hus, dukkede næsten 500 mennesker op.
”Nogle af buddene lå under den million kroner, der var udgangspunktet, og der kom også en del bud, der lå et stykke over det beløb. Det endte med en pris, som sælger er meget tilfreds med”, siger ejendomsmægler Bjarke Ankjær, som har stået for salget.
Da det var en lukket budrunde, ønsker han ikke at oplyse, hvad salgsprisen blev, eller hvem køberen er. Men han regner med, at der ikke går lang tid, før den nye ejer går i gang med at renovere villaen.
Lokalplanen fastslår, at det arkitektoniske udtryk skal fastholdes med facadematerialer og farveholdning som oprindeligt. Da man i dag bruger andre materialer, end man gjorde den gang, skal kommunen formentlig godkende renoveringen.
”Jeg tror, køberen går i gang meget snart. Jeg vil dog tro, at man afventer en afklaring fra Aarhus Kommune angående byggeriet, og der kan godt gå et par uger, inden det er på plads”, siger Bjarne Ankjær.
Den 225 kvadratmeter store villa ligger på en 1468 kvadratmeter stor grund med en fantastisk udsigt over hele Brabrand. Ifølge lokalplanen må der opføres yderligere 50 kvadratmeter boligareal, som i form, materialer og farver skal passe ind i den oprindelige arkitektur.
Tilføjelse:
Vores Brabrand er efter udgivelse af artiklen kommet i besiddelse af en såkaldt budjournal, en liste med de enkelte bud i anonymiseret form. Man kan således se de enkelte bud, men ikke hvem der har afgivet buddene. Det fremgår af budjournalen, at fem af de 30 afgivne bud ligger over tre millioner kroner. Det højeste bud lød på 3,77 millioner kroner.
Læs mere: