En af Brabrands aktive og farverige personligheder, Poul Kastrup, er her ikke mere. Poul Kastrup døde i sidste uge efter længere tids sygdom. Han blev 65 år.
Poul Kastrup var lærer af hjertet. Han elskede at undervise og være med til at skabe muligheder for børn og unge. Både i folkeskolen og på idrætsanlægget havde han med sin pædagogiske og sociale tilgang stor betydning for mange børn og unge.
I de senere år var han tilknyttet Søndervangskolen, men valgte i forbindelse med den nye skolereform at gå på efterløn. Han oplevede, at det med de nye rammer for lærerne blev for svært at arbejde, som han gjorde.
Poul Kastrup var et kendt ansigt overalt i Brabrand Idrætsforening. Især som spiller og træner i fodboldafdelingen, men i de senere år også som tennisspiller. Han nød at hygge sig med gode venner på anlægget i Hans Broges Bakker, indtil sygdommen tvang ham til at stoppe.
Idræt var Poul Kastrups store interesse gennem hele livet. Han havde flair for mange forskellige idrætsgrene og har udover fodbold og tennis også dyrket bordtennis, badminton og petanque.
Han kunne have drevet det vidt, men det var ikke Poul Kastrups mening med idrætten. Det var samværet, der betød noget.
”Han var ikke en anmassende person – men var utrolig hjælpsom, kærlig og forstående. Han forstod at omgås alle typer mennesker. Og dem som kendte ham ved, at han var der for dem 100%,” fortæller hans bror, Per Kastrup.
Poul Kastrup var en særlig støtte for sine forældre, sin bror Per og hans børn Stefanie, Nina, Lisa i deres sygdom, understreger Per Kastrup. Han lærte dem matematik og var i det hele taget altid til stede, når de havde brug for det.
”Uldsokken”
Selvom mange regnede Poul Kastrup som indfødt Brabrand´er, blev han faktisk født i Nyborg. Men familien flyttede hurtigt til Aarhus og endte i Brabrand i 1963.
På det tidspunkt var Poul Kastrup allerede begyndt at spille fodbold i Skovbakken, men han skiftede hurtigt til Brabrand IF, hvor han var aktiv det meste af livet – først som spiller og siden som træner.
Han afsluttede sin karriere på toppen – i form af det legendariske fodboldhold, 5. holdet. Holdet huserede i en årrække i serie 6. Et år var holdet så ”uheldig” at rykke op i serie 5, men det kunne spillerne ikke overskue og fik så lov til at fortsætte i serie 6.
Masser af sjove historier udsprang fra holdet, og Poul Kastrup var i stand til at formidle dem med stort overskud og humor. Det skete i den faste klumme i ugeavisen, hvor han optrådte under navnet ”Spy van Uldsok”.
På fodboldholdet havde Poul Kastrup et af sine utallige øgenavne, ”uldsokken”, efter at han på et tidspunkt bar uldsokker i fodboldstøvlerne. Navnet ”Spy” fulgte ham helt tilbage fra folkeskolen.
Tævede fortsat alle i casino
For cirka et år siden modtog han den triste besked: Han havde ALS, en sygdom der rammer de motoriske nerveceller i hjerne, hjernestamme og rygmarv.
”Fra det tidspunkt har livsværdien nok været begrænset for Poul. Med den sygdom kan det være svært at finde livets positive sider – men det lykkedes faktisk for ham. Og han kunne fortsat tæve alle i vennekredsen i casino”, siger Per Kastrup.
Poul Kastrup forsøgte udadtil at holde facaden, mens sygdommen gjorde det stadig sværere for han blandt andet at komme op og ned af trapper. I fredags d. 27. september døde han i sit hjem.
Poul Kastrup mindes ved en højtidelighed på lørdag d. 5. oktober kl. 11.30 i Vestre lille kapel på Vestre Kirkegård.