Når Netto d. 16. december slår dørene op til en helt ny butik på hjørnet af Gudrunsvej og Edwin Rahrs Vej, så bliver det med 25-årige Nicole Kroman som butikschef. Hun har på få år gjort lyn-karriere i Netto trods en adhd-diagnose og en svær barndom og ungdom som anbragt på institution.
”Når du hele livet har fået at vide, at der er nogle ting, du ikke kan, så begynder du at tro på, at de nok har ret. Men det ændrede sig bare fuldstændig, da jeg kom i Netto. Da fik jeg mulighed for at modbevise alle dem, der ikke troede på mig.”
Det fortæller Nicole Kroman i et hjørne af den kommende nye Netto-butik, mens vi forsøger at få tale sammen hen over støjen fra håndværkerne, der knokler for at få butikken færdig til åbningsdagen, der hurtigt nærmer sig.
Med sin placering i det nordøstlige hjørne af Gellerup har den kommende butik fået masser af omtale i medierne. Butikken bliver med sine 900 kvadratmeter en af de større Netto-butikker, og ejeren, Salling Group, har store forventninger til åbningen i Gellerup.
Til at stå i spidsen for den nye butik har Netto valgt 25-årige Nicole Kroman, som har gjort lynkarriere, siden hun for lidt over syv år siden løb den lokale Netto-butik på dørene for at få et job.
Den da 17-årige Nicole stod på det tidspunkt mere eller mindre på gaden, efter at den døgninstitution, hun havde været anbragt på, siden hun var 11, var lukket på grund af konkurs.
Oveni slæbte hun rundt med en adhd-diagnose sammen med en rygsæk fuld af udsagn om, at hun nok ville få det mere end svært i livet.
”Man lærer meget af at være anbragt på en institution, og jeg lærte hurtigt at tage ansvar for mit eget liv. Der er ikke noget der kommer, uden at man kæmper for det. Det var vigtigt for mig at skaffe et arbejde, for det var pengene, der skulle hjælpe mig med at realisere de drømme, jeg havde, om at få en lejlighed,” fortæller hun.
Fik chancen efter flere ansøgninger
Hun havde prøvet forskellige ting, men det fungerede ikke rigtig for hende. Nu satsede hun på den lokale Netto-butik i Hammel, hvor hendes institution lå. Hun havde søgt flere gange men hørte ikke noget. Men en god ven opfordrede butikschef Kristian Skytthe til at give hende chancen.
Hun blev ansat som ungarbejder, sad ved kassen, gjorde rent, satte varer op og alt andet forefaldende arbejde, og souschef Kristian Skytthe så hendes potentiale.
”Det var virkelig fedt, når man har så meget krudt, som jeg havde, og det ellers kun havde været en negativ del af mit liv. Min souschef, Kristian Skytthe, vidste, at min adhd kunne give problemer med indlæringen, men han viste mig tålmodigt alting, og gradvist lærte jeg alt om, hvordan en butik er bygget op,” husker hun.
Butikschef som 20-årig
Hun flyttede til Aarhus og arbejdede blandt andet et stykke tid i Netto-butikken på Silkeborgvej i Brabrand. Hun kom også til Netto i Viby, hvor man manglede en butikschef, og hun fik allerede som 19-årig tilbudt jobbet.
”Først sagde jeg nej. Jeg var nok lidt skræmt over at få alt det ansvar. Det var måske ikke gået op for mig, at jeg faktisk godt kunne klare jobbet. Jeg var nok også tynget af alt det, jeg havde i bagagen og ikke var særlig god bogligt. Men efter at jeg havde stået med butikken i halvandet år som første-assistent, kiggede de egentlig bare på mig og sagde: ”Du driver jo alligevel butikken, så vil du så ikke have en ekstra løn med?””
Så blev hun som 20-årig en af Nettos yngste butikschefer og stod blandt andet med al form for personaleledelse. Hun var chef for 26 medarbejdere. Hele pakken.
Hendes nærmeste chef sagde, at de var lidt bekymrede over, at hun var så ung. Men de valgte at give hende chancen. Det var en stor tillidserklæring, der fik hende til at vokse yderligere. Hun udviklede sig med høj hastighed, blandt andet takket være Salling Groups egen mentor-ordning.
Tryghedsnarkoman
Efter at have været chef for Netto i Viby i fire år, så hun, at virksomheden søgte en butikschef i Gellerup.
”Normalt er jeg meget tryghedsnarkoman, men jeg tænkte, at jeg ville fortryde det, hvis jeg ikke gav det en chance.”
Hvad inspirerede dig til at søge jobbet?
”Det handler nok min egen baggrund. Jeg har selv haft nogle udfordringer i livet, og det at der er en god udvikling i gang i den her bydel – det vil jeg godt være med til. Jeg vil gerne være med til at vise resten af lokalsamfundet, at du ikke skal passe i en bestemt kasse for at kunne begå dig på arbejdsmarkedet.”
Gjort af et særligt stof
Distriktschef i Netto, Kim Stiller Jensen, har været med til at ansætte Nicole Kroman som butikschef i den nye Netto-butik i Gellerup. Han fortæller om Nicole Kroman:
”Når vi skal opbygge en ny Netto-butik i det her spændende område i rivende udvikling, skal man være gjort at et særligt stof. Nicole har alle de faglige og personlige kompetencer, der skal til for at skabe den rigtige kultur i en helt ny medarbejdergruppe,” siger han.
”Det kræver at man kan stå i spidsen for driften, have en flot butiksstandard, og at man kan møde kunderne og blive lokalkendt. Det er vigtigt for Netto, og jeg kan se, at Nicole besidder de kompetencer, så kunderne kommer til at føle, at det er deres lokale butik, de går ned og handler i.”
Kim Stiller Jensen fremhæver især hendes ledelsesstil, der gør at alle medarbejdere er klar til at arbejde efter samme mål.
”Ekstremt mange ansøgninger”
Nicole Kroman er allerede i fuld gang med arbejdet og har ansat de fleste af de cirka 25 medarbejdere, der skal til i den første tid. Senere vil der blive ansat yderligere nogle stykker.
”Vi har fået ekstremt mange ansøgninger, i forhold til, hvad jeg havde forventet. Vi har ansat en god blanding af folk fra lokalområdet og en del, som vil være med til at sætte deres præg på lokalområdet og starte en butik op helt fra bunden,” siger hun.
Hun glæder sig til at arbejde sammen med en sammensat medarbejdergruppe med mange forskellige baggrunde:
”Jeg har jo selv klaret mig på trods af mine psykiske og fysiske diagnoser, og jeg håber, at vi her i butikken kan være med til at bevise, at vi alle er noget værd. Vi kan alle sammen noget, det handler bare om de rigtige omgivelserne, for at du kan udvikle dig.”