Gellerup Højskoles første sommerhøjskole er i fuld sving i lokalerne på Gudrunsvej 82. Deltagerne har sunget højskolesange, haft morgensamling og meget mere. Højskolen kører hele ugen med tre spændende linjefag og andre aktiviteter. Blandt andet bød mandagens program på en fodboldkamp mod de lokale helte fra ACFC.
Grimfest er nu klar med det samlede program for festivalen på Grimhøjvej d. 4.-6. august. Blandt andre spiller Dopha, som lige har taget Roskilde Festival med storm. Du kan læse anmeldelsen her. Du kan købe dags- eller partout-billet til Grimfest via dette link.
Vores Brabrand skrev forleden om en gåtur, Tyreleddet, i True Skov lige syd for landsbyen True. Henrik Andersen fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv fortæller nu historien bag navnet Tyreleddet. I True Landsby havde man en bytyr, som bønderne delte, og den gik i en særlig indhegning. Så blev tyren på skift overladt til bønderne, og det var typisk anledning til et større drikkegilde i lokalområdet.
Brabrand IF Håndbold fyldte i går en hel bus med unge håndboldspillere, som i de kommende dage deltager i den internationale turnering Partille Cup i Göteborg. Stemningen er i top i gruppen, inden kampene går i gang i dag.
Alle kan være med, når Brabrand Boligforening og Aarhus Kommune lørdag d. 3. september inviterer til Løb Mellem Husene, hvor man kan løbe eller gå gennem Gellerups bypark, Joops Have. Løbet afsluttes med en hyggelig byfest med lækker mad, kolde forfriskninger, boder og masser af underholdning.