I dag er sidste chance for at stemme i konkurrencen om, hvem der skal kåres som Byens Bedste i en række kategorier. I konkurrencen Byens Bedste Familieoplevelse er Æblehaven nomineret sammen med en række andre vidt forskellige oplevelser. Caféen ved Brabrand Sø samler mange børnefamilier til forskellige aktiviteter kombineret med den flotte udsigt over søen. Og i kampen om at blive Byens Bedste Ildsjæl er Maryan Hayir nomineret. Hun er en af lokalområdets store ildsjæle, som blandt andet er aktiv i foreningen Aarhus Afro, forkvinde for skolebestyrelsen på Kløverskolen og er en del af bestyrelsen for Skole og Forældre Aarhus. Du kan stemme i konkurrencen via linket her.
Fodboldklubben Vatanspor tog i aftes endnu en fin skalp i pokalturneringen, da holdet hjemme på anlægget ved Sødalskolen slog Nr. Sundby fra danmarksserien med hele 4-1. Det var ellers gæsterne, der kom foran i første halvleg, men 10 minutter efter pausen udlignede topscorer Mustafa Husseinzada, og midt i halvlegen blev det 2-1 til Vatanspor ved Abduljabar Cumar. Trods en del indskiftninger lykkedes det ikke Nr. Sundby at ændre slagets gang – og til sidst scorede Mikkel Bach yderligere to gange for Vatanspor.
Hen over sommeren har Holmstrupgårds unge været med til at give gymnastiksalen et stort brush-up. De har været med i processen omkring valg af farver og motiv, så den nye udsmykning passer godt til rummet. Resultatet er en lys, indbydende og inspirerende gymnastiksal, som institutionens personale og unge glæder sig til at tage endnu mere i brug.
Efter en stille sommerperiode er der snart igen liv i Folkehuset Brabrand. Mandag d. 17. august kl. 13-15 hygger stedets brugere og gæster sig igen med banko (8 spil), samt amerikansk lotteri, kaffe/the og kage i pausen. Deltagelse i arrangementet koster 70 kr. For det beløb får man bankoplader, lotteri og kaffe og kage. Læs om arrangementet her.
Sammen med Gellerup Basket inviterer den tidligere basket-stjerne Charlie Burgess og Off Court Collective d. 16. august til en gratis fællesskabsdag på Kløverskolens basketballbane. Dagen er skabt for at samle børn, unge og familier på tværs af alder og baggrund omkring noget positivt og inkluderende. “For os handler det ikke kun om basketball, men om at skabe trygge fællesskaber, rollemodeller og steder, hvor unge mennesker kan føle sig set, hørt og troet på,” fortæller Off Court Collective.



