Torsdag kl. 17 blev årets Grimfest skudt i gang med et brag af Bogfinkevej fra Aarhus Vest, som havde fået lov til at fejre deres 10 års jubilæum ved at åbne festivalen. Pladsen var på det tidspunkt allerede fyldt med musikglade festivaldeltagere, som var helt med på fællessang til Bogfinkevejs lejrbåls-agtige sange. Fællessangen fortsatte senere, da Anne Linnet på sin 73-års fødselsdag præsenterede en perlerække af hits fra sin lange karriere. Foto: Mike Fuglsang.
Der opstod i nat hul på en vandledning på Engdalsvej, og store mængder vand fossede ned ad stikvejen ved Engdalsvej 87-89. Aarhus Vand har siden kl. 3 i nat arbejdet på at finde hullet og få det lappet – og få kørt de store mængder af grus tilbage på den lille stikvej. De var her kl. 8 i morges stadig i fuld gang.
Fodboldklubben Vatanspor spillede midt i ugen en træningskamp mod danmarksserieholdet Vorup som forberedelse på efterårets kampe i Jyllandsserie 2. Selvom Vatanspor måtte undvære flere spillere, blev det alligevel til en 3-2-sejr over det stærke modstanderhold. “Det giver naturligvis selvtillid, men endnu vigtigere bekræfter det, at vi har en trup med masser af kvalitet og et stort potentiale,” skriver sportschef Osman Eroglu på Facebook. Holdet tager på onsdag kl. 18 hul på sæsonen med en pokalkamp mod endnu et danmarksseriehold, Nr. Sundby.
I eftermiddag kl. 14-17 inviterer Veteranhjem Aarhus til afskedsreception for hjemmets leder i en årrække, Tanja Dahl Therkildsen, som fredag har sidste arbejdsdag. Hun flytter til Samsø med sin mand og har derfor valgt at opsige sit job på veteranhjemmet.



