I aftes indtog de dygtige dansere fra Black Top Team Mellemrummet foran Gellerup Bibliotek. Her leverede de en workshop i dans og hip hop for de deltagende børn. Workshoppen var en del af husvært Randa Radwans arbejde for at gøre Mellemrummet til et hyggeligt mødested. Foreløbig er stedet åbent hver tirsdag og torsdag frem til kl. 20. Foto: Randa Radwan.
Det første af de to pokalopgør mellem Brabrand IF og AGF er nu fastlagt. Det kommer til at foregå onsdag d. 2. december kl. 13.30. Kvartfinalen afvikles over to kampe, og nu har Brabrand IF fået Aarhus Kommunes ord for, at klubben må afvikle kampen på deres græsbane, hvilket ellers ikke er tilladt i december. “Vi har fået lov af kommunen, men står selv med ansvaret inden kampen og skal også stå for genopretning af banen og deraf følgende omkostninger,” fortæller sportschef i Brabrand IF, Andreas Rasch-Christensen til Stiften. Returkampen på AGF’s hjemmebane spilles i weekenden 12./13. december.
I eftermiddag kl. 16.00-17.30 inviterer Det Boligsociale Hus, Brabrand Aarslev Kirker og Folkehuset Brabrand foreninger, institutioner, virksomheder og borgere i 8220 Brabrand til at deltage i planlægningen af den kommende Klimahandledag, som finder sted torsdag den 29. april 2027. “Formålet er at samle lokalsamfundet om handling, inspiration og fællesskab omkring grøn omstilling. Vi ønsker at vise, hvordan små og store initiativer sammen kan gøre en forskel,” skriver arrangørerne. Mødet foregår i Folkehuset Brabrand.
Er du til fællesspisning og bål, byder foreningen Natur Retur på begge dele i eftermiddag og aften kl. 16.30-20.00. Det foregår i bålhytten Vildstedet, der ligger ved naturcenter Sølyst, og alle tager én grøntsag med, mens arrangørerne sørger for brænde, køkkenting og basisvarer. Tilmeld dig her.
Kløverskolens 0. og 1. klasse var tirsdag på efterårstur til Naturcenter Sølyst, hvor børnene hyggede ved bål, var kreative, legede og hilste på får, geder, høns og kaniner. “Det var en skøn tur på en dejlig efterårsdag,” lyder det fra skolen.
Folkehuset Gellerup inviterer til Mortensaften med Mad og Meninger i Samlingshuset ved Gellerup Bibliotek tirsdag den 10. november kl. 17-19. “Kom og spis med – og snak om folkeminder og legender – og mød måske nogle nye naboer. Menuen er and og alt det, som hører sig til. Og der er æblekage til dessert,” skriver folkehuset. Prisen for det hele er 50 kroner. Folkehusets brugere kan tilmelde sig ved mandags-cafeen på mandag den 2. november. Ellers skal du skrive til Helle Hansen på sms 2783 2782 og fortælle, hvor mange I kommer.



