Det nytter altid at engagere sig – vi kan alle gøre en lille forskel. Sådan lyder det fra Anne Lund fra Engdalsvej, som selv i 1970´erne var med til at ændre debatten om atomkraft. Her får du historien om, hvordan det velkendte symbol med den smilende sol blev til.
Det er et af de mest kendte politiske symboler overhovedet. Den glade, røde, smilende sol med de velkendte ord ”Atomkraft? Nej tak”. Det blev verdens stærkeste udtryk for modstanden mod atomkraft. Og er det stadig.
I april 1975 blev symbolet, der internationalt er kendt som The Smiling Sun, designet af den 21-årige aktivist Anne Lund i dialog med andre aktivister i OOA, Organisationen til Oplysning om Atomkraft.
Her, knap 49 år senere, har Vores Brabrand mødt Anne Lund, som bor på Engdalsvej i Brabrand, til en snak om aktivisme og personligt engagement. Hun er fortsat engageret i verden omkring sig og er en aktiv del af Danmarks Naturfredningsforenings arbejde for bynatur og biodiversitet.
”Jeg tænker det nok på den måde, at alle kan gøre en lille forskel. Vi kan gøre det i forhold til vores daglige små og store valg. Når vi gør lidt, så kan det rykke meget. Det rykkede jo faktisk noget dengang,” siger hun.
Anne Lund afviser, at den smilende sol var dét afgørende moment, der stoppede atomkraften i 1975:
”Det var det ikke. Det var en meget bred bevægelse, der gjorde den store forskel i en kombination af stærk modstand og godt politisk arbejde. Det var grundigt underbygget og dokumenteret, alt hvad der blev lagt frem. Der var sagligt hold i det,” understreger hun.
Men alligevel ses den smilende sol af mange som et symbol på en folkelig modstand, der var i stand til at samle mange på tværs af politiske skel.
”Vi ønskede en samtale”
Anne Lund var ung studerende på økonomi-studiet på Aarhus Universitet, da debatten om atomkraft i foråret 1975 tog til. I nogle kredse i udlandet var modstanden massiv, nærmest militant, mens Anne Lund var en del af den fredelige men ikke mindre ihærdige OOA.
”Vi kunne se, at modstanden var voksende i befolkningen. OOA var netop startet, og der var stor fokus på, at modstanden mod A-kraft ikke skulle kapres af et politisk parti. Det skulle være bredt,” fortæller hun.
I januar 1975 var der kun ganske få aktive, men i det følgende år voksede engagementet nærmest eksplosivt, og masser af mennesker meldte sig som deltagere i arbejdsgrupper.
Anne Lund havde nogle måneder forinden været i praktik i Sverige og havde set, at forskellige grene af den svenske modstandsbevægelse havde to symboler – en knyttet næve og en gravid kvinde med neutronbaner. Hun tænkte, at ingen af dem var gode symboler på modstanden.
”Det skulle ikke handle om frygt, skræk og rædsel. Ved at vise, at der var et positivt alternativ, kunne vi appellere bredt. Det skulle være et symbol, som midaldrende kvinder ville gå med på deres pæne beigefarvede frakke,” forklarer hun.
”Attituden skulle være spørgende. Vi ønskede en samtale. Man skulle kunne svare pænt nej tak. Pænt og høfligt. Det var den proces, vi ønskede.”
Hun gik længe og tænkte over, hvordan et logo for bevægelsen kunne se ud, og hun sad derhjemme og tegnede forskellige ideer og skitser.
Hun viste skitserne til en anden aktiv i bevægelsen, Søren Lisberg, som bakkede det enkle udtryk op, og foreslog at det straks skulle præsenteres Aarhus-lokalgruppen af OOA.
”Jeg er ikke grafiker, så det første var meget ubehjælpsomt. Men en uddannet reklametegner, Lene Hvidtved Larsen, viste, hvordan solen kunne tegnes.”
Resten er historie, kunne man sige.
Ikke noget kvik-fix
Anne Lund ser i dag mange årsager til, at modstanden mod a-kraft på det tidspunkt blev så markant. Blandt andet var der efter et stort udslip af stoffet pvc i Italien forståelse for, at miljøproblemer let kunne vokse sig store.
Og så havde alle også oliekrisen i 1973 i frisk erindring. Skulle afhængigheden af olie nu erstattes af en ny afhængighed?
”Det var nok også en kombination af miljø-bevidsthed og en skepsis over for udsigten til et højenergi-samfund med et stort ressource-forbrug. Og så spillede det radioaktive affald, risikoen for udslip og for spredning af a-våben selvfølgelig en stor rolle.”
Anne Lund er stadig modstander af atomkraft som energikilde:
”Det ser ud til, at mange flere nu synes, at det er en god idé med a-kraft set i lyset af klimakrisen, som de fleste nu erkender. Men med den nuværende teknologi, affaldsproblemet og de store sikkerhedsproblemer, der stadig er, mener jeg bestemt ikke, at atomkraft er noget kvik-fix. Atomkraft betyder ikke, at vi bare kan fortsætte med at leve, som vi gør nu. Vi er nødt til at ændre vores livsstil. Vi må også se det globalt,” tilføjer hun, ”atomkraft er ikke nogen god idé i lande med korruption og med risiko for krig.”
”Rigtig mange gør det godt”
Da Anne Lund skulle i gang med at skrive sit speciale, stoppede hun i OOA. I en årrække opholdt hun sig i Grønland, inden familien slog sig ned i Brabrand.
Hun er nu som 70-årig stadig engageret i frivilligt arbejde – nu som nævnt i Danmarks Naturfredningsforenings indsats for mere bynatur og øget biodiversitet.
”Nu er der en bred opmærksomhed på, at vi står midt i en omfattende klimakrise. Men biodiversitets-krisen er ikke så synlig. Lige pludselig vil vi opdage, at arterne forsvinder. Vi behøver bare at se, hvad der sker lige nu i Aarhusbugten.”
Hun henvender sig sammen med andre aktive blandt andet til virksomheder og opfordrer til, at de udvikler deres grønne områder i retning af at fremme biodiversitet.
”Jeg har arbejdet med i tre år nu, og det er helt tydeligt, at der i den periode er sket et skift i virksomhedernes holdning. Og det samme ser vi med Aarhus Kommunes arealer og private haver. Der er rigtig mange, der arbejder på det og gør det godt,” Siger Anne Lund.
”Når vi gør lidt, så rykker det meget.”
Logoet med den smilende sol blev i 2003 en del af Nationalmuseets samlinger, og også i Den Gamle By i Aarhus kan du møde symbolet. Du kan læse mere om symbolet her på hjemmesiden The Smiling Sun.
