Hun er en af de ildsjæle, som år efter år har været med til at sætte ting i gang i Brabrand og resten af Aarhus. Selvom Karla Gosvig fylder 80 senere i år, leverer hun stadig en stor frivillig indsats, først og fremmest som formand for Genbrugsland ved Bazar Vest. Hun er en af kandidaterne til Karma-prisen 2020.
Der findes mennesker, der som den naturligste ting i verden engagerer sig i deres omverden og bruger al fritid på at skabe aktivitet og indgå i samvær med andre mennesker.
Karla Gosvig er et af den slags mennesker. Hun har gennem årene været igangsætter for talrige initiativer i Brabrand, blandt andet i og omkring sognegården, hvor hun på 41. år stadig står for en månedlig sangaften. Her møder op mod 50 mennesker den første torsdag i hver måned op og synger sange fra Højskolesangbogen.
Karla Gosvig har ikke kun været aktiv i nærområdet. Hun var en af initiativtagerne til i 1996 som en del af KFUK´s Sociale Arbejde at få etableret Reden i Sjællandsgade – et anonymt være- og rådgivningssted for kvinder, som er havnet i en svær livssituation. Her var hun formand ind til for få år siden.
Desuden har hun været med til at få etableret Hospice Søholm. Som uddannet sygeplejerske kunne hun se, at tilbuddene til de terminalt syge patienter var for dårlige. I samspil med Lis Særkjær, som sad i Aarhus Byråd, lykkedes at få etableret et hospice i Stavtrup, hvor Karla Gosvig i mange år var formand for støttekredsen.
Og nu er Karla Gosvig så nomineret til Karma Prisen, der gives til en person, organisation eller forening, der har ydet en aktiv indsats for at styrke trivsel, tryghed og fællesskab i lokalområdet.
”Det er da dejligt, at der er respekt om det arbejde, vi ældre går og laver, og at det bliver bemærket, at vi bruger vores kræfter på andre mennesker,” siger hun.
Legestue og babysalmesang
Sammen har Karla og Henry Gosvig sat deres præg på Brabrand, siden de i 1968 flyttede til Stadevej i Brabrand.
De engagerede sig begge hurtigt i lokalsamfundet, og var både med i det, der den gang hed skolenævnet ved Engdalskolen, og de var også i en årrække på skift med i menighedsrådet.
Sammen var de aktive i KFUM-spejderne i Brabrand, hvor de tog sig af ulveungerne: 20 sprælske drenge i 7-12-års alderen.
Da sognegården blev bygget, var Karla Gosvig med til at sætte en række aktiviteter i gang i Brabrands nye samlingspunkt Brabrand Kirke. Babysalmesang og legestue i sognegården er blandt de aktiviteter, der kom til at fortsætte i mange år.
”Der kommer jo hele tiden nye behov til. Nu hører vi meget om en stigende ensomhed, og det har vi forsøgt at modgå ved at etablere forskellige former fællesskaber. I mange år troede vi, at det offentlige tog sig af det – men det gør de ikke,” siger Karla Gosvig.
10 år med Genbrugsland
Henry Gosvig tog i 1991 initiativet til at starte Danmissions genbrugsbutik på Hovedgaden i Brabrand, hvor han også i flere år var daglig leder.
Da Olav de Linde i 2009 henvendte sig med muligheden for at åbne en genbrugsbutik ved Bazar Vest, gik Karla Gosvig ind i arbejdet, og hun er stadig formand for Genbrugsland. Det betyder mange timers frivilligt arbejde om ugen.
”På papiret indebærer arbejdet en enkelt vagt i butikken tirsdag eftermiddag. Men så er der pludselig ingen vand i hanerne, eller der er en dør, der ikke kan lukkes. Der er hele tiden ting, nogen skal tage sig af”, forklarer hun.
”Jeg har brug for at være aktiv”
Genbrugsland havde 10 års jubilæum sidste år og kører godt, selvom de frivillige i butikken kan mærke, at en del af kundeunderlaget forsvandt, da en række boligblokke i forbindelse med Helhedsplanen blev revet ned.
”Butikken kører stadig fint, og nu har vi fået nye kunder i de unge fra kollegiet, som lige skal bruge fire tallerkener og to kopper. Det er rigtig sjovt at have så mange forskelligartede kunder, og er helt i tråd med Danmissions ønske om at arbejde i flerkulturelle områder.”
Efter at hendes mand Henry døde for halvandet år siden, bor hun nu alene i andelsboligen på J.P. Larsens Vej. Men hun fortsætter ufortrødent det frivillige arbejde.
”Jeg har åbenbart været skruet sådan sammen, at jeg altid har brugt min fritid på andre mennesker. Jeg kan ikke forestille mig at skulle sidde her i lejligheden og glo. Jeg har brug for at være aktiv.”
Brabrand-Årslev Fællesråd uddeler d. 25. marts årets Karma-pris. Vores Brabrand portrætterer i den kommende tid de nominerede. Foruden Karla Gosvig er det Aage Stokholm, Inge-Marie Hansen og Esben Andersen samt Vores Brabrand. Du kan stemme på en af kandidaterne på fællesrådets Facebook-side.