Ilden brænder stadig i kroppen på 71-årige Abelone Asingh. Gennem et langt liv som socialrådgiver har hun kæmpet for mennesker, som var havnet i nærmest uløselige problemer. Efter 18 år som beboerrådgiver i Gellerup går hun nu på pension. Her fortæller hun om et arbejdsliv som menneskers sidste livline.
“Rollen som beboerrådgiver er den ypperligste måde at være socialrådgiver på!”
Abelone Asingh ser på én med et insisterende blik. Vi sidder på hendes farvestrålende kontor, hvor kærligheden til Sydamerika viser sig i de klare røde, gule, grønne og blå farver, alt er malet i. Det her er Abelones sted. Og beboernes.
Med en formidabel udsigt ned ad Karen Blixens Boulevard i baggrunden møder hun her beboerne med venlighed og hjælper dem med stort og småt.
Som erfaren socialrådgiver kender hun det offentlige system til mindste detalje, og det kommer borgerne til gode. Hun er ansat i Det Boligsociale Hus, og der er ingen tvivl om, hvem hun arbejder for. Hun er altid på beboernes side.
“Jeg er beboernes advokat i alle spørgsmål, og de ved, at de kan stole på mig. Så føler de sig trygge – og så åbner de op. Tryghed er det vigtigste i relationen mellem mennesker.”
Med Hanne Reintoft og Tine Bryld på skuldrene
At være socialrådgiver er for hende ikke bare et job, men en identitet. Gennem et langt liv har hun kæmpet for de svageste borgere i samfundet. Været deres livline, når alt andet virkede uoverkommeligt. Hun har smidt, hvad hun havde i hænderne, når de for eksempel havde brug for en bisidder til et møde hos kommunen.
“Det har været vigtigt at kunne følge med dem til møder i forvaltningen og være deres vidne. Samtidig har jeg ofte kunnet hjælpe med til, at beboeren har forstået systemet bedre – og systemet har kunnet få et mere nuanceret billede af det enkelte menneske.”
Hun fortæller, at hun “har Hanne Reintoft på den ene skulder og Tine Bryld på den anden”. Det er to fyrtårne i den danske socialrådgiver-verden, som gennem en generation råbte højt i offentligheden om uretfærdigheder og menneskelig mistrivsel i en del af samfundet, som landets beslutningstagere sjældent kendte til.
Abelone Asingh har det på samme måde. Ofte indigneret og frustreret på samfundets vegne – men først og fremmest klar til at hjælpe, hvor hun kan.
Hun den troværdige bisidder, som lytter til mennesket, der sidder foran hende, gennemgår et uforståeligt brev i e-boks, ringer myndighederne op for at afklare en misforståelse eller forsøger at få en afdragsordning med telefonselskabet.
Hun ved aldrig, hvornår hun er nødt til at handle på noget, og derfor er telefonen ofte åben, også når de fleste andre mennesker holder fri.
“Nogle gange må man slippe, hvad man har i hænderne, og besøge en beboer. Der er nogle mennesker, som sjældent kommer ud, og for hvem det er meget privat at mødes med mig,” forklarer hun.
Det har gjort hende til et anker i mange menneskers tilværelse. Én man altid har kunnet komme til. Et menneske man har følt sig tryg ved.
“Jeg bliver altid så rørt, når jeg ser tilbage på min socialrådgiver-tid, og mindes alle de helt fantastiske mennesker jeg har haft den store glæde at møde. De har jo været med til at gøre mig til den, jeg er. Det gør mig så ydmyg – den største respekt for det overlever-gen alle disse skønne mennesker besidder.”
Hun har gennem årene fået et nært forhold til mange af beboerne – og mange har fortalt, at de er kede af, at hun stopper:
“Havde det ikke været for dig, havde jeg ikke været i live i dag”, har én sagt til mig.”
Afgørende med det personlige møde
Ansøgninger om opholdstilladelser, boligstøtte, gældsanering…. Som beboerrådgiver møder man mange forskellige udfordringer, hvor en løsning kan være afgørende for en families vé og vel. I de første år kunne hun ligge søvnløs over, om hun nu havde husket det hele, når hun for eksempel skulle hjælpe med en opholdstilladelse. Efterhånden fik hun en viden og et overblik, der ofte har været afgørende.
“Vi har altid fundet løsninger ved at være kreative: Det er ikke altid, det er de løsninger, der står beskrevet i bøgerne. Men det skaber tryghed og tillid at kunne tage fat om problemerne, hvor de er. Jeg har blandt andet en familie, der er kommet hos mig gennem 22 år. Jeg kender også børnene godt, og de råber “Hej Abelone”, når de får øje på mig henover kasserne i supermarkedet.”
Hun fortæller om en anden familie, hvor moderen blev alvorligt syg. Familien flyttede ind i en lejlighed etagen over beboerrådgivningen, så hun i den periode kunne være tæt på familien og blandt andet gå med til udredninger.
“Jeg fandt ud af, hvad det var, hun havde med i sin bagage. Det har ofte været afgørende at kunne beskrive folks livshistorie for sagsbehandlere eller sundhedsmedarbejdere, som ikke har haft tiden til at sætte sig ind i det.”
Hun beskriver situationer, hvor medarbejdere i socialforvaltningen har været klar til at træffe en afgørelse uden kendskab til personerne bag sagen, og hvor det personlige møde så har ændret beslutningen.
“Det er vigtigt med oplevelsen af det hele menneske. Jeg husker en sagsbehandler, som jeg fik inviteret med på hjemmebesøg hos en kvinde, som var på vej mod et afslag på førtidspension. Efter besøget stod sagsbehandleren og græd på parkeringspladsen. Hun var nu overbevist om, at kvinden skulle have den pension.”
Arbejdede med traumatiserede flygtninge
“Jeg er jo fra den gamle ordning!”
Sådan lyder det ind i mellem fra Abelone, når hun præsenteres for nye administrative procedurer og andre bureaukratiske besværligheder. Dem er hun ikke en stor fan af.
Hun lægger ikke skjul på, at hun helst var foruden de konsekvenser af at være en del af en større arbejdsplads som Det Boligsociale Hus.
“Jeg er stadig den samme – og jeg tænker stadig, at det er beboerne der er mine arbejdsgivere. Det er dem, jeg arbejder for!”
Allerede mens hun læste til socialrådgiver, blev hun engageret i arbejdet for mennesker, som havde måttet forlade deres fædreland og forsøge at finde fodfæste i en ny kultur.
Sammen med et par studiekammerater tog hun til Chile og lavede et projekt om de mennesker, som var vendt tilbage efter diktaturets fald i det latinamerikanske land. Og hendes interesse for Latinamerika og især Chile er fortsat gennem årene.
Hjemme i Danmark kom hun til at arbejde med traumatiserede flygtninge, blandt andet bosniere og kosovo-albanere, som behøvede støtte, efter at de havde måttet forlade deres borgerkrigsramte lande.
“Det var rigtig spændende at være socialrådgiver på den måde. Vi havde mulighed for at understøtte familierne hele vejen rundt, hvor vi kunne se, at de havde brug for hjælp. Det var en stor fordel for familierne. I dag sidder der typisk bare en økonomi-sags-person, som kun forholder sig til deres økonomiske situation.”
Hun har også været en del af regionens lokalpsykiatri i Åbyhøj, og det var en periode, hvor hun lærte Gellerup nærmere at kende.
Var ansat af beboerne
Hun havde et godt samarbejde med beboerrådgiver i Gellerupparken, Jens Høgh, og fik i 1998 hvisket i øret, at der ville blive opslået endnu en beboerrådgiver-stilling.
I Gellerupparken var det afdelingsbestyrelsen, der drev beboerrådgivningen, og Abelone Asingh og Jens Høgh var derfor ansat direkte af beboerne. De havde til huse i en stor lejlighed på Gudrunsvej, hvorfra de hjalp og støttede beboerne i Gellerupparken, Skovgårdsparken, Holmstrup, Thorsbjerg og Odinsgaard.
“Der var en anderledes frihed, end jeg oplever i dag. Vi skulle ikke bruge tid på mange møder men kunne i stedet bruge tiden på vores arbejde – at snakke med folk og forsøge at hjælpe dem. Vi var helt selvkørende og kunne gøre nogle ting, man måske ikke havde lært på den sociale højskole, men som vi mente, beboerne havde brug for.”
“Og Jens og jeg havde et fantastisk samarbejde. Vi kunne både grine og skændes – nærmest som om vi var mand og kone. Lejligheden var en fantastisk ramme om beboerrådgivningen. Beboerne dukkede bare op og sad i lejlighedens store stue og ventede. Der kunne sagtens være lang kø, og kl. 18, når vi skulle hjem, sad der ofte stadig en gruppe somaliske kvinder, som hyggede sig sammen, inden de skulle hjem til mand og børn.”
“Ubærligt at mennesker skal være så fattige”
Som nævnt er det utallige ting, hun som beboerrådgiver har hjulpet folk med gennem årene.
“Men det er blevet utrolig svært at hjælpe folk med opholdstilladelser. Før kunne man beskrive nogle af de udfordringer, folk havde, og få en dispensation. Det kan man overhovedet ikke mere, og mange får nu afslag på ansøgninger om permanente opholdstilladelser og statsborgerskab,” siger hun.
Men det helt centrale er økonomien. Masser af mennesker i Gellerupparken lever på et absolut minimum, og selv ganske små ting kan vælte læsset.
“Økonomi har altid været svært herude – især efter at vi fik kontanthjælpsloftet. Jeg fatter ikke, hvordan folk kan få det til at løbe rundt. Jeg har den dybeste respekt for dem. Jeg ved slet ikke, hvordan de mennesker klarer sig, når de måned efter måned mangler penge til de faste udgifter. Så kan selv en telefonregning blive et kæmpe problem.”
Hendes vigtigste råd, når husholdningskassen er tom, har altid været: Betal din husleje. Det vigtigste er at have et sted at bo.
“Det er så fortvivlende at opleve. At vi har sådan en underklasse, hvor mange børn lever under fattigdomsgrænsen. Jeg har folk, som kommer og fortæller, at de ikke har penge til madpakker til børnene. Der er intet i køleskabet.”
Vi kommer til at tale om den nye kontanthjælpsreform, som Abelone Asingh vurderer vil gøre det endnu svære for mange mennesker i Gellerupparken at klare hverdagen.
“Det er så ubærligt, at folks skal være så fattige. Det er meget ydmygende for folk. Jeg sidder lige nu med ansøgninger om hjælp til at få en uge i et sommerhus, og det er helt utroligt at opleve, hvor få penge, nogle mennesker skal leve for.”
Hun ser dog også positive tegn – blandt andet at flere mennesker bliver visiteret til fleksjob, der betyder at de får mulighed for at tjene et mindre supplerende beløb.
“Selv nogle få timer om ugen kan hjælpe, når man er så trængt, som nogle af de her mennesker er.”
Abelone Asingh holder afskedsreception d. 27. marts kl. 15-17 i beboerhuset Laden, Edwin Rahrs Vej 6B, hvor alle er velkomne.
