Camilla Dayyani har en iransk far og en dansk mor og rummer selv forskellige kulturer i sig. Med foreningen Bazarjazz ønsker hun at skabe musikalske kulturmøder – og på søndag d. 21. november kan du i Gellerup Kirke opleve resultatet af mødet mellem forskellige kulturer og musikalske genrer.
Den 46-årige jazz-sangerinde kan sagtens fylde sine dage ud med musikundervisning på Aarhus Musikskole, Den Danske Scenekunstskole og Aarhus Musikkonservatorium – suppleret med koncerter i forskellige sammenhænge. Men hun har mere på hjerte.
Med foreningen Bazarjazz vil hun med musikken som omdrejningspunkt bringe forskellige kulturer sammen – og på søndag d. 21. november står hun bag en helt særlig musikalsk oplevelse i Gellerup Kirke:
Til denne aften har hun sammensat et 10-mands orkester bestående af en jazzkvartet, en strygekvartet og to persiske musikere. På programmet er musik skrevet af Camilla Dayyani selv under et ophold i Iran i begyndelsen af 2020.
Hermed forenes iranske og danske musiktraditioner, men også jazzen spiller med, og det samme gør den europæiske klassiske musiktradition. I teksterne er det et møde mellem Piet Hein og den iranske digter Rumi, og Karen Blixen møder den kendte kvindelige iranske poet Forough Farrokhzad.
”Kulturerne mødes inden i mig og kommer ud i et samlet udtryk, nøjagtigt som min identitet lidt efter lidt har fundet sig et ståsted midt i det hele,” forklarer Camilla Dayyani.
Da hun ønsker, at aftenen skal handle om det flerkulturelle møde, er hun gået i samarbejde med Grænseforeningen, der netop har erfaringer med at operere i og mellem det danske og det tyske. Derfor vil repræsentanter for Grænseforeningen også bidrage til aftenen i Gellerup Kirke.
”Det er lige præcis det, der rører sig i mig – at det er en rigdom at have en flerkulturel baggrund. Sådan har det egentlig altid været for mig, men jeg tror, at mange kæmper med det, og oplever en splittelse i forhold til at rumme de forskellige kulturer og finde en hel identitet. Det vil jeg gerne hjælpe til med”
Både på Aarhus Musikkonservatorium og i Aarhus Musikskole arbejder hun med projekter, hvor musikken er med til at skabe forbindelser mellem forskellige kulturer. Det sker blandt andet med rejser til områder som Palæstina, Mali og Afghanistan, hvor danske musikere møder kolleger og får oplevelsen af at skabe musik sammen – ofte uden at man taler det samme sprog.
Ville inddrage sine persiske rødder
Hun er vokset op med musik, har sunget i kor, spillet violin og begyndte senere at spille i bands og skrive sange.
Hun mødte tidligt den mand, hun senere blev gift med, violinisten Tue Lautrup. Han var musiker, og hun lærte ad den vej den professionelle verden at kende. Hun boede et år i Paris, hvor hun tog sangtimer, og da hun vendte hjem, lykkedes det at komme ind på musikkonservatoriet.
Parret fik børn tidligt, og det passede i den sammenhæng fint i familielivet, at Camilla Dayyani underviste meget. Der var dog også tid til at skrive og udgive musik, og hun har gennem årene udgivet fire albums. Det sidste udkom i 2013, og hun har i længere tid gået og overvejet, hvad det næste skulle være.
”Jeg havde længe tænkt, at jeg skulle forsøge at inddrage mine persiske rødder mere i musikken. Jeg er primært jazz-sangerinde, men det har trængt sig på i mig at få samlet trådene.”
Samspil med store danske jazz-navne
Hendes arbejdsliv er i dag en spraglet buket af opgaver. Hun er musikalsk engageret i adskillige sammenhænge – lige fra moderne jazz i Camilla Dayyani Group til Sangskattekisten, hvor hun optræder med børnesange som ”Hjulene på bussen” og ”Tommelfinger”.
Fælles for det hele er, at hun optræder sammen med nogle af de dygtigste musikere i Danmark, blandt andre Uffe Steen, Thomas Sejthen, Thomas Clausen, og Mads Bærentzen.
Som nævnt er hun blandt andet ansat på Aarhus Musikskole og er i den forbindelse kapelmester for initiativet World Music Center. I den sammenhæng har hun været med til at starte orkesterprojektet Muziba, hvor børn og unge fra Aarhus Vest spiller musik fra Mellemøsten.
”Mens jeg har været i Gellerup, har jeg opdaget, at der foregår utrolig mange gode ting i området. Der er et meget aktivt og inddragende foreningsliv. Men jeg har også oplevet, at der nok mangler det næste niveau, hvor professionelle kunstnere kan inspirere i lokalområdet. Det vil jeg gerne bidrage til.”
Her er hun gentagne gange stødt på Martin Hornstrup, som er organist i Gellerup Kirke og initiativtager til fyraftenssang og projektet Alsang i lokalområdet. Hun kom med i programgruppen bag det meget succesfulde Alsangs-arrangement og blev en del af det orkester, der var kernen i arrangementet.
Håber på indspilning af album
Undervejs opstod ideen til Bazarjazz: En musikforening med en særlig kærlighed for samspillet mellem jazz og musik fra forskellige egne af verden.
”Det egner jazzen sig fantastisk til. Det er en nysgerrig genre, der gerne interagerer med andre genrer eller kunstarter. Min idé er at skabe koncerter, der både indeholder noget genkendeligt og noget nyt, som folk ikke har hørt før.”
Blandt Bazarjazz´ første aktiviteter var en hel festivaldag på Gellerupscenen i juli 2021, hvor hun blandt andet præsenterede en af verdens bedste jazz-guitarister, Lionel Loueke, som en del af Aarhus Jazz Festival.
Koncerten søndag aften i Gellerup Kirke har fået titlen ”Mine Miniaturer”. Den gentages samme sted dagen efter. Mens arrangementet søndag aften er offentlig for et bredt publikum, er koncerten dagen efter først og fremmest for gymnasieklasser.
Hun håber, at musikken til koncerten senere kan udgives på et album, og at der i 2022 vil blive mulighed for yderligere koncerter.
Søndag d. 21. november kl. 19.30: “Mine miniaturer” – koncert i Gellerup Kirke med Camilla Dayyani og et 10 mandsorkester bestående en strygekvartet, en jazzkvartet og to persiske musikere. Billetprisen er 180,-, dog 150,- for medlemmer af Bazarjazz. Du kan købe billetter her.