
Det kniber med at finde de lidt over to mia. kr., det koster at etablere letbanens etape 2. Derfor har Rambøll for Aarhus Kommune lavet et katalog af mulige besparelser på anlægsprojektet. Blandt andet vil man kunne spare godt 395 mio. kr. ved at afkorte letbanen, så den stopper ved Nordgårdhallen i Gellerup.
Aarhus Kommune mangler ca. 1,7 mia. kroner for at kunne finansiere etableringen af letbanens etape 2 mellem Spanien og Brabrand, herunder indkøb af tog og etablering af et nyt togdepot.
”Når jeg kigger på letbanens etape 2, ser det rigtig svært ud. Det svarer til, at vi de næste mange år skal kanalisere stort set alle midler til fremkommelighed over mod letbanen,” sagde rådmand for Teknik og Miljø, Nicolaj Bang, da han midt i maj fremlagde en statusrapport for den grønne mobilitetsplan, Aarhus Byråd har vedtaget.
Udmeldingen fik også den socialdemokratiske borgmester Anders Winnerskjold til udtrykke tvivl om projektet.
Byrådsmedlem for SF, Liv Gro Jensen, har efterfølgende stillet en række spørgsmål om projektets økonomi, bl.a.:
Hvor meget billigere vil letbanes etape 2 blive, hvis den sidste del af etapen, hvor der ikke bor så mange mennesker, ikke etableres nu, men kan tilføjes efterfølgende, når/hvis der kommer en ny Brabrand Station som en del af den nye Silkeborgbane?
Teknik og Miljø svarer, at det faktisk er undersøgt af ingeniørfirmaet Rambøll allerede i begyndelsen af 2024. Som en del af besparelseskataloget er der belyst en afkortning, hvor letbanens etape 2 stopper ved henholdsvis Hasle Torv, Nordgårdhallen i Gellerup eller ved City Vest.
Hvis etape 2 stoppes ved Hasle Torv, vil der kunne spares hele 863,4 mio. kr. Den løsning kan Rambøll dog slet ikke anbefale:
“Besparelsen er en meget stor forringelse, da den vil fjerne et af de helt centrale oprindelige formål med projektet, som er betjening af Gellerup. Midttrafik vurderer, at der ikke kan laves en hensigtsmæssig trafikplan, hvor man tilnærmelsesvist kan opnå samme besparelser som opnås ved betjening af Gellerup,” skriver Rambøll.
“Giver trafikmæssigt god mening”
Hvis projektet i stedet stoppes ved Nordgårdhallen, forventes en besparelse på 395,4 mio. kr. Hvis projektet stoppes ved City Vest, kan der spares 270,8 mio. kr.
“Besparelsen er en forringelse, da der ikke bliver letbanebetjening af en ny station på hovedbanen i Brabrand. Der bliver samtidig ikke umiddelbar direkte forbindelse mellem letbanen og bustrafikken på Silkeborgvej,” skriver Rambøll i sparekataloget.

Med besparelsen opretholdes dog det centrale oprindelige mål om betjening af Gellerup, lyder konklusionen. Og langt størstedelen af den planlagte tilpasning af busnettet kan også gennemføres med denne afkortning.
“Etapen vil derfor trafikplanmæssigt fortsat give god mening,” lyder Rambølls vurdering.
I sparekataloget understreges det, at hovedformålet med forlængelsen fra Gellerup til en ny station i Brabrand er at skabe forbindelse til standsende regionaltog.
Gevinsten ved forlængelsen vil derfor afhænge af statens beslutninger om betjening af den ny station.
Rambøll understreger, at overvejelser om en forlængelse fra en endestation ved Nordgårdhallen til en ny Brabrand Station – og de nødvendige arealreservationer – foreløbig kan fastholdes med henblik på, at man senere kan træffe beslutning om denne strækning.
Skærver frem for græs
Rambøll har også set på andre besparelsesmuligheder. For eksempel at strækningen mellem City Vest og Brabrand Station etableres som enkeltsporet strækning i stedet for en tosporet strækning. Ved Brabrand Station vil man dog fastholde to spor ved stoppestedet.
Dette forslag vil dog kun give en besparelse på 25,1-30,1 mio. kr.
Hvis man vælger at etablere strækningen langs Silkeborgvejmed såkaldt ballasteret spor (skinner på sveller i skærver) frem for slap track (spor anlagt i græs) vil det give en besparelse på 23 mio kr.
Det er endnu ikke afklaret, hvilken vej Aarhus Byråd vil gå for enten at finde de manglende 1,7 mia. kr. eller at skære i det planlagte anlægsprojekt.
Læs også:
Dårlige udsigter for letbane til Brabrand: Mangler finansiering på 1,7 mia. kr.



