
Skuespiller, instruktør og kulturel iværksætter Chadi Abdul Karim bygger med performance-studiet AIWA AIWA i Gellerup bro mellem kunstformer, mennesker og samfundslag. Fredag fik Chadi Abdul Karim overrakt Årets Applaus 2025 for at skabe dialog om identitet, ophav og fælles fremtid.
I løbet af bare to år har skuespiller og instruktør Chadi Abdul Karim formået at skabe debat med sine teaterstykker, bl.a. “Novembervejr” og “Gud bevare Danmark” og er blevet en markant, vigtig og nødvendig stemme i det århusianske scenekunstlandskab.
“Med Årets Applaus hylder vi i dag en person og en organisation, som insisterer på dialogen. På at lytte. På at bygge bro,” lød det fredag eftermiddag, da Chadi Abdul Karim modtog en af Scenekunstens Priser 2025 ved en festlighed hos Performing Arts Platform i Aarhus.
“Det er tiltrængt i en verden, der kan føles som en trykkoger. Hvor konflikter eskalerer, naboer bliver fjender, og frygten vinder over nysgerrigheden. Vi trækker os tilbage til det velkendte, fordi det føles trygt. Og netop her i det spændingsfelt arbejder modtageren af “Årets Applaus” for at gøre en forskel,” lød det i juryens tale ved overrækkelsen.
Chadi Abdul Karim og hans performance-studio får prisen for at være en stemme, der forbinder kunstformer, mennesker og samfundslag.
“AIWA AIWA har en klar mission om at skabe teater og formidling, der både underholder, oplyser og bidrager til samfundsdebatten. I tæt samarbejde med Gellerup Art Factory skaber AIWA AIWA rum for kunstnerisk udfoldelse og kulturel udveksling,” sagde Christian From fra priskomiteen i sin tale.
“Både gennem AIWA AIWA’s egne forestillinger og værtskab for gæstekunstnere. Her fortælles historier, der udfordrer fordomme og bygger bro mellem kulturer. Hver forestilling er en invitation til at se verden gennem nye øjne og opleve den transformative kraft i kunsten og i dialogen.”
Skaber lytterum
Juryen fremhævede den seneste forestilling, “Gud bevare Danmark”, hvor Chadi Abdul Karim i samarbejde med musiker Nicolaj Rosengreen “forener musikkens resonans med det talte ords hårde realitet”.
Resultatet er blevet en rå, ærlig og musikalsk fortælling om et barn, der er kulturelt spredt for alle vinde – en eksistentiel kamp for at finde rødder i en ny jord, blive voksen og ikke glemme, hvor man kommer fra.
Forestillingen fortæller om smerten ved at forlade et land, man elsker, men knap husker, for at vokse op i et land, man først skal lære at afkode – hvis man ellers får lov.
“Selv med den palæstinensiske undertrykkelse som tungt bagtæppe formår Chadi og hans team at åbne døren og lukke os ind. Forestillingen dikterer ikke sandheder; men skaber et lytterum. Det åbner for en nødvendig, svær dialog om identitet, ophav og fælles fremtid. Den insisterer på, at der ikke findes dumme spørgsmål, så længe intentionen er oprigtig,” lød det i talen.
AIWA AIWA tør tage fat i de tungeste emner, blandt andet også i forestillingen “Novembervejr”, hvor publikum inddrages i, hvordan det føles at være midt i en svær depression med selvmordstanker.
Også her blev den kunstneriske vision omsat til konkret demokratisk deltagelse.
“Lad os blive inspireret af AIWA AIWA og af modet til virkelig at se hinanden. Det er sådan, vi bevarer Danmark – og verden – sammen,” lød det fra priskomiteen.
Nødvendigt at fortælle sårbare historier
I følge mediet Iscene modtog Chadi Abdul Karim prisen med stor glæde prisen og understregede, at “det er vigtigt at tale om ting, der er svære at tale om”.
Han fortalte blandt andet om sin seneste forestilling Gud bevare Danmark:
“Jeg har aldrig før oplevet en forestilling, der har fået så mange voksne, arabiske mænd til at tudbrøle,” sagde han i følge Scene med et glimt i øjet.
“Jo mere, vi åbner op og tør fortælle de sårbare historier, jo mere, vil verden åbne op,” afsluttede han sin takketale.
