I går kl. 17.00 holdt sanger, terapeut m.m. Mogens Warming foredrag på Veteranhjem Aarhus med titlen “Træk vejret bedre” om bevidst vejrtrækning. “Hvis du har lyst til at være med, så skynd dig at skrive dig op i kommentarfeltet. Det er gratis at deltage,” lød invitationen for et par uger siden i Facebook-gruppen Brabrand Beboerne, og kurset var i løbet af et par timer fuldstændig fuldtegnet. Men da kurset så skulle afvikles i går, mødte kun få af de tilmeldte op. Du kan dog senere læse om Mogens Warming gode pointer her på Vores Brabrand.
Fredag kl. 12.00-13.30 byder Livsværkstederne på bålhygge og vinterstemning i Toveshøjhaven, der ligger ved stien for foden af Hasle Bakker. Kom og få varmen ved bålet og vær med til at hygge med omelet, brød og kaffe,” skriver Livsværkstederne i invitationen. Du kan komme til haven fra Janesvej ad stien øst for Stensagerskolen.
Vores Brabrand var sammen med medier fra hele Danmark med, da Gravercentret ved DMJX torsdag åbnede et digitalt forum, hvor lokale og regionale journalister og redaktører kan inspirere, rådgive og støtte hinanden i forhold til undersøgende journalistik. Blandt oplægsholderne var Jyllands-Postens graverjournalist Morten Pihl, der blandt andet har vundet tre Cavling-priser, og Danni Paulsen, journalist på ugeavisen Din Avis Aarhus Onsdag, som også har gennemført en række fine undersøgende projekter, bl.a. om havnesagen i Aarhus.
Vores Brabrand har i denne uge været fordoblet, da 14-årige Nikolaj Thorsen har været erhvervspraktikant på redaktionen. Billedet er taget på tirsdagens årsmøde i Samvirket i Gellerup, Toveshøj og Skovgårdsparken, hvorfra Nikolaj skrev sin første historie på Vores Brabrand. Desuden har han skrevet en række kortere tekster til både Vores Brabrand og Gellerup.nu.
Brabrand IF Håndbolds herrer i 3. division måtte i weekenden indkassere det tredje nederlag efter oprykningen i vinterpausen. Denne gang var holdet på besøg hos Thorning i det midtjyske, og Brabrand led endnu et ét-måls-nederlag. 23-24 lød cifrene på. Brabrand ligger nederst i rækken uden points efter tre runder.
Brabrand Divisionsfodbold har netop fået en ny samarbejdspartner i form af Aarhus Revyen. Samarbejdet har til formål at skabe synlighed blandt revyens følgere fra området her i Vestbyen. Til forårets første kampe vil det være muligt at vinde billetter til Revyen. Der er planlagt 17 forestillinger fra d. 7. april til d. 9. maj, som kan ses i Hermans, Tivoli Friheden.
Onsdag aften brugte Aarhus Byråd lang tid på at diskutere de planlagte nedrivninger i Gellerup. Der var stor uenighed blandt partierne. Enhedslisten foreslog en permanent afslutning på nedrivningerne i Gellerup, Toveshøj og Bispehaven. “Nedrivningerne er dybt uretfærdige og hjerteløse,” udtalte Isabella Heilmann (EL). Direkte modsat Enhedslisten er Venstre. “Vores boligminister siger utvetydigt, at kommuner og boligorganisationer har en pligt til at fortsætte,” sagde Christian Budde, politisk leder (V). Du finder historien her.
Gellerup Kirke må desværre sige farvel til kirkemusikeren Niels Bo Emgren. Niels har fundet nyt arbejde som organist ved Bryrup Kirke og Vinding-Vrads pastorat. Kirken ønsker Niels Bo ønskes alt det bedste i hans nye arbejde og er ved at finde en dato, hvor der kan siges ordentligt farvel og tak. Foto: Thomas Mikkelsen.



