Far og søn. Helge og Michael Jørgensen. Malermestre i Brabrand gennem mange år. Onsdag d. 24. oktober fyldte Michael 50 år, og Vores Brabrand samlede dem begge til et fælles interview om at drive virksomhed i lokalsamfundet. Den altid optimistiske og muntre, Helge, og den mere forsigtige slider, Michael Jørgensen.
De har begge boet og levet i Brabrand næsten hele deres liv. Helge flyttede til Annettevej med sin familie, da han var 11 år og er blevet i Brabrand. Michael har i en kort periode boet lige på den anden side af Ringvejen, inden han kom ”hjem” igen.
”Jeg lever jo mit liv, hvor jeg bor og er både privatperson og professionel malermester hele tiden. Det er egentlig ikke noget, jeg aktivt har valgt, det var bare sådan, det blev. Men i dag kunne jeg ikke drømme om at bo andre steder,” siger Michael.
”Ja, det har du arvet fra mig. Jeg har heller aldrig haft mere end fem minutter på arbejde,” svarer Helge.
Helge Jørgensen har en meget stor bekendtskabskreds i Brabrand og resten af Aarhus efter et langt liv som selvstændig, men også med frivilligt arbejde i menighedsrådet, Brabrand Erhvervsforening, Socialdemokratiet og Rotary.
Også Michael har gennem årene involveret sig meget i lokalsamfundet, først og fremmest som træner i Brabrand IF´s fodboldafdeling. Det betyder, at kunderne som regel er tæt på.
”Det arbejde, vi laver, skal kunne tåle, at vi møder kunderne hver dag. Man skal kunne gå i Rema og handle uden at skulle dukke sig bag en af reolerne, når man ser en kunde i butikken,” forklarer Michael.
I løvens stjernetegn
Michael Jørgensen husker, når han var med sin far ude og handle, og de utallige gange måtte stoppe og snakke med dem, de mødte i butikken. Det kunne blive lange indkøbsture.
Både far og søn har evnen til at kunne snakke med alle mennesker. Men når man kigger nærmere efter, er de alligevel forskellige. Helge er som andre, der er født i løvens stjernetegn, fuld af selvtillid og ofte festens midtpunkt. Michael er af natur en smule mere tilbageholdende.
”Man kan se, at far er løve, når vi for eksempel er til fest. Inden der er gået fem minutter, har han sørget for at gøre sig bemærket. Allerede inden kokken har sagt værsgo, har han været oppe ved buffet´en”, siger Michael.
”Jeg har aldrig selv følt det på den måde. Men det siger folk godt nok…”, svarer Helge.
Optimisten og realisten
De snakker lidt frem og tilbage om forskelle og ligheder. De er enige om, at de på masser af punkter egentlig er ret forskellige. For eksempel nævner Michael faderens ukuelige optimisme. Den slår for eksempel igennem, når de spiller Onsdagslotto sammen. Det er længe siden, de har vundet noget – men Helge er altid helt sikker på, at denne gang kommer den store gevinst.
”Skuffelsen varer så kort. Jeg ærgrer mig kun i få minutter og glæder mig allerede til, at næste gang så vinder vi”, forklarer han.
”Far er en fantastisk optimist, der sommetider glemmer at være realist. Jeg er realisten, der somme tider glemmer at være optimist”, siger Michael.
De søvnløse nætter
Den optimistiske tilgang var også karakteristisk for Helges første år med malerfirmaet. Han var altid sikker på, at det nok skulle gå. Og når det kneb, ja, så kunne man altid køre ud og få en snak med de faste kunder og samarbejdspartnere. Så skulle der nok vise sig nogle opgaver.
Michael lægger ikke skjul på, at han af natur bekymrer sig mere om fremtiden, og han har gennem tiden haft betydeligt flere søvnløse nætter end faderen, hvor han har spekuleret over virksomhedens fremtid.
”Vi har begge oplevet både op- og nedture i firmaet. Far var rigtig dygtig til at gå ud og finde opgaver, når der var lavvande. Men forskellen er nok, at jeg har oplevet nedturene som barn og ung og i mit voksenliv har gjort alt, hvad jeg kunne for at beskytte min familie mod dem.”
”Nej, der er ikke helt så meget spænding i dit firma som den gang, jeg startede”, bemærker Helge.
Hårde år som malersvend
Helge ville egentlig gerne have været arkitekt. Det krævede en håndværksmæssig baggrund, og Helge valgte derfor at blive maler. Men da han blev gift tidligt og der var barn på vej, måtte han opgive drømmen om at blive arkitekt.
Han sled i de første år hårdt i det som malersvend, ind til kroppen begyndte at gøre modstand. Han indså, at en udvej kunne være at stifte sit eget firma, og i 1974 blev det en realitet.
Det var opgangstider i 70´erne, da Helge startede som selvstændig, og der var masser af opgaver, især hos byens boligforeninger.
Boligforeningerne er stadig gode kunder, men i dag er kundekredsen langt bredere. Blandt andet har Helge og Michael Jørgensen nu mange private kunder.
Virksomheden har i dag 10 ansatte plus Michael Jørgensen og hans kone Susanne, som tager sig af regnskab og administration.
Lærlingen måtte tage over
Michael havde som så mange andre børn først en drøm om at blive f.eks. brandmand eller politimand. Men da disse drømme ligesom var ”overstået”, var Michael fast besluttet på, at han ville være maler som sin far.
Egentlig ville han have været i lære hos en anden malermester, men endte ad omveje alligevel i 1985 som malerlærling i sin fars firma og måtte tidligt i en periode overtage planlægning og ledelse, mens hans far lå på sygehuset. Det var ikke let for alle ansatte at tage imod ordrer fra en lærling, men Helge gav besked fra sygesengen, at sådan måtte det være.
Op gennem 1990´erne begyndte Michael at hjælpe sin far mere og mere med den daglige planlægning, og i 1996 var det naturligt for dem at indlede et generationsskifte. Virksomheden blev omdannet til et aktieselskab d. 1. januar 1997, hvor Michael ejede 75%. I 2006 overtog han også de sidste 25%.
Fik erhvervslivets ridderkors
I 2005-2006 modtog Helge og Michael Jørgensen Aarhus Kommunes integrationspris, og året efter var der mere hæder, da de modtog Netværksprisen, også kaldet Erhvervslivets Ridderkors. I begrundelsen lød det blandt andet:
Virksomheden har vist sig som socialt ansvarlig i mere end 30 år, baseret på ejernes personlige engagement. Man har blandt andet formået at skabe en meget rummelig arbejdsplads, hvor ni ud af 22 ansatte har anden etnisk baggrund end dansk, og har ligeledes gjort plads til andre grupper og medarbejdere med nedsat erhvervsevne.
”Det har ikke været et bevidst valg fra vores side at ansætte folk med anden etnisk baggrund. For os var det vigtigst at have kvalificerede medarbejdere, og så har vi ikke været så optaget af deres baggrund. Det vigtige var, at de kunne arbejde sammen med andre,” forklarer Michael.
De har været glade for anerkendelsen, men understreger, at priserne dog aldrig har kastet ekstra arbejdsopgaver af sig.
Mester og reservefar
Gennem årene har Helge og Michael Jørgensen formået at give mange unge en god start på arbejdslivet. De fleste kaldte Helge for ”Mester”.
En af dem, Bünyamin Simsek, kom op til Kommunalvalget 2017 på besøg i virksomheden på J.P. Larsens Vej. Her fortalte han om, hvor meget det havde betydet for ham at blive ansat som værkstedsdreng og penselvasker. Han betegnede Helge Jørgensen som sin reservefar.
”Jeg forsøgte dengang at få Simsek til at blive socialdemokrat. Så det er ikke alt, der er lykkedes for mig,” smiler Helge.
”Jeg kan godt male, men…”
Helge har fortsat sin daglige gang i virksomheden på J.P. Larsens Vej. Han henter gerne en spand maling eller kører andre ærinder. Og så sørger han for at få samlet penge ind til den ugentlige gang onsdagslotto.
”Vi har altid arbejdet godt sammen. Vi kan sagtens skændes, så det brager. Men en halv time efter er det glemt”, fortæller Michael.
De kan begge grine af, at det gennem årene er Michael, der har lavet hovedparten af arbejdet, mens Helge, blandt andet på grund af svigtende helbred, tidligt fik en mere tilbagetrukket rolle.
”Men omvendt må man sige, at far har knoklet meget mere fysisk i sin tid som malersvend. Jeg kan dog godt male, men det går ikke så hurtigt. Til gengæld bliver det pænt.”
