
Måske har du hørt om teaterforestillingen “Gud bevare Danmark”, der blev vist nogle få gange i Gellerup i april? Nu er skuespiller, instruktør og forfatter Chadi Abdul Karim tilbage med den personlige og poetiske forestilling om at finde sig sig selv – og retten til at være sig selv.
“Tusind tak til Chadi Abdul Karim og Nikolaj Rosengreen for en dybt rørende og tankevækkende forestilling, der gav os et ærligt og stærkt indblik i følelser, frustrationer og identitetsspørgsmål – om dét at være palæstinenser og minoritet i Danmark.”
Sådan lød en ultra-kort anmeldelse fra én af dem, som oplevede en af de første præsentationer af forestillingen “Gud bevare Danmark” på den intime scene hos Gellerup Art Factory.
Andre har fortalt, at forestillingen gjorde et dybt indtryk på dem – som et indblik i hvordan det føles at være dansk-palæstinenser og forsøge at finde sig selv i en verden, som kan opleves som sort-hvid.
Chadi Abdul Karim fortæller, at hans efter sin foregående hudløse forestilling om depression og selvmord, Novembervejr, ønskede at tage fat på et andet emne, der kan være svært at tale om.
“Gud bevare Danmark” er en musikalsk teaterfortælling om Mansur. En dreng født i Danmark med palæstinensiske rødder. Det er en fortælling, der spænder over generationer: En fars vrede, en mors sorg, et barns tvivl – og en voksen mands forsøg på at skabe mening midt i kaos i sin søgen efter svar på nogle af livets store spørgsmål,” skriver Chadi Abdul Karim om forestillingen, hvor også musiker Nikolaj Rosengreen medvirker.
Forestillingen trækker på hans egne oplevelser som dansk-palæstinenser, men også på de konflikter vi ser rundt om i verden – og hvordan de kan splitte lande, venskaber og familier ad.
“Stilhed føles som det sikre valg”
Herhjemme i Danmark kan det lige nu føles farligt, at sige noget som helst. Nogle forholder sig tavse af frygt og andre bliver kaldt ekstremister fordi de nægter at vende blikket væk, mener Chadi Abdul Karim, som selv oplever tavsheden:
“Jeg har aldrig set så mange mennesker være bange for at tale. Folk skriver til mig i privat beskeder, men tør ikke dele offentligt. “Gud bevare Danmark” er udover en teaterforestilling også et forsøg på at bryde denne tavshed og berøringsangst. Det er min måde at sige: “Du er ikke alene. Du må gerne føle noget. Du må gerne stille spørgsmål.”

Som med sin første forestilling, Novembervejr, handler det om, at gøre de mørkeste rum i os til et sted, vi faktisk tør gå hen – sammen, forklarer han.
“Jeg bliver ved med at lave teater, fordi det stadig er et af de få steder, hvor vi kan samles og være ærlige. Uden at skulle vælge side. Uden at skulle pakke os selv ind i korrekthed,” siger han.
“I en tid hvor ord er blevet farlige, føles stilhed som det sikre valg, og sådan må det ikke være i et land der betragter ytringsfriheden som en af de største danske værdier. Jeg vil bruge kunsten og ytringsfriheden til at sige det, mange går med i kroppen – men ikke tør tale åbent om.”
Du kan opleve “Gud bevare Danmark” i dagene 23.–28. maj hos Gellerup Art Factory, Karen Blixens Blvd. 23, 8220 Brabrand (indgang v. Gellerup Bibliotek). Spilletid: 50 minutter + Q&A med publikum. Billetter á 100 kr. kan bestilles her.
Læs også:
“Jeg elsker et land, der ikke elsker mig tilbage – hvad gør jeg?”