
Snørebåndsspisning, risposekast, ansigtsmaling og følekasser, man kan stikke hånden ned i. Torsdag var der igen skolefest på Sødalskolen med spisning i klasserne og hyggelige boder organiseret af eleverne selv. Desuden var der dans og sang af skolens elever.
Når der er sommerfest på Sødalskolen, minder skolen på Louisevej lidt om en landsbyskole, hvor de fleste kender hinanden. Gangene summer af liv, og alle snakker med alle på tværs af store og små årgange.
Sådan var det også denne torsdag, hvor skolens aula gradvist blev fyldt op af elever og forældre, som hastede ind ad døren – mange direkte fra arbejde – for at nå alle festlighederne.
“Skolefesten er en god gammel tradition på Sødalskolen, og den holder vi selvfølgelig fast i. Spisningen i klasserne er et vigtigt element. Det er med til at styrke klassefællesskaberne,” sagde skoleleder Anne Katrine Kusk.
“Eleverne har forberedt de mange boder gennem det meste af dagen. Mange af børnene går virkelig meget op i det. For nogle er forberedelserne næsten lige så vigtige som selve festen,” sagde hun.

Piger fra 3z lagde for med en fælles dans til taktfaste klapsalver fra det efterhånden talstærke publikum. Også 6. årgang kunne præsentere en dans, før alle begav sig i retning af klasselokalerne for at spise den mad, forældrene havde medbragt.
En summen af stemmer strømmede ud fra hver af klasselokalerne, hvor børn og voksne de fleste steder sad tæt og spiste sammen, før det var tid for eleverne og deres mindre søskende til at gå rundt og besøge de mange boder, mens forældrene drak kaffe og spiste kage.
Og til allersidst var det tid til festens overraskelse: En optræden af Sødalskolens aktuelle sangstjerne, Chanel fra 4. årgang, som for nylig optrådte for sine jævnaldrende fra hele Aarhus på klubbernes OMG! Festival hos Grimfest.
