Brabrand Boligforening har netop ansat Jens Martin Møller som ny projektchef. Han kommer fra rådgiverbranchen og fuldender direktionen, der ligeledes vil bestå af den nye administrerende direktør Kristian Würtz og administrationschef Susanne Witting.
Kristian Würtz er i dag rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse og tiltræder 1. januar 2022, mens Susanne Witting i 2014 blev ansat som administrationschef. Den sidst ankomne, Jens Martin Møller, kommer fra WSP Danmark, hvor han er afdelingschef i Byggeri Vest. Han tiltræder stillingen i Brabrand Boligforening senest 1. februar 2022.
”Vi var spændt på, om vi kunne tiltrække de rigtige kræfter, og det er gået over al forventning. Vi har haft det privilegium at kunne sætte et nyt hold, der matcher de opgaver og udfordringer, vi står overfor. Der er både prestigeprojekter, større renoveringer, byudvikling og boligsociale indsatser, der kræver kompetente kræfter, vedholdenhed og konduite,” siger Keld Albrechtsen, formand for Brabrand Boligforening.
”Vi har stor tiltro til, at vores nye direktion er gearet til de forestående udfordringer og også formår at udnytte de gode medarbejderressourcer, der allerede er i organisationen.”
Ansættelsesudvalget fortæller, at det især har vægtet Jens Martin Møllers erfaring med projektledelse, driftsrådgivning, bygherrerådgivning og ikke mindst personaleledelse.
Jens Martin Møller har en stor erfaring med at styre større projekter, herunder kontrakter, tid, økonomi, udbud og lovgivning, og så har Jens Martin den force, at han har arbejdet med bygherrerådgivning og kender til den almene sektor.
”Valget faldt på Jens Martin, fordi han først og fremmest kan sit kram og ved, hvad det vil sige at sidde for bordenden, og han ved også, hvad det vil sige at sidde på den anden side af bordet som rådgiver. Han har bred erfaring fra byggebranchen og har en grundlæggende forståelse for beboernes udfordringer,” siger boligforeningens formand.
Store projekter venter
Der venter den kommende projektchef udviklings- og renoveringsprojekter til en samlet værdi af fire mia. kr., som skal forvaltes over de næste ti år.
”Vi står lige nu over for en række renoveringer, og så har vi de to store helhedsplaner i Gellerupparken og Toveshøj, hvor vi for alt i verden ønsker, at udførelsen bliver håndteret så professionelt som muligt, så vores beboere får det bedst mulige forløb, og resultatet bliver noget, vi kan være stolte af,” siger Keld Albrechtsen og fortsætter:
”Her er vi helt trygge ved, at det er Jens Martin, der er ved roret. Vi glæder os meget til at få Jens Martin med i direktionen. Vi har stor tiltro til hans brede vifte af kompetencer.”
Jens Martin Møller er uddannet bygningsingeniør. Efter studiet har han arbejdet i en lang årrække hos Cowi, hvor han startede på byggepladserne og senere blev bygherrerådgiver og leder for op til 120 medarbejdere. Jens Martin kommer oprindeligt fra Herning og bor i dag i Skæring med sin kone og tre børn.
Artiklen er baseret på en pressemeddelelse fra Brabrand Boligforening.