Gennem næsten 40 år har Bo Barker Jørgensen, Brabrand, været en central person i forskning i mikroorganismernes liv dybt nede i havbunden. Den nye viden er med til at ændre vores forståelse af liv, og hvordan havets kemi og klodens klima ændrer sig.
73-årige Bo Barker Jørgensen kunne godt vælge at tage den lidt med ro og nøjes med at spille tennis et par gange om ugen i Brabrand Bakker og hygge lidt med børnebørnene.
Men det bobler stadig i ham efter at være med til at finde svar på nogle af de mange store spørgsmål, der endnu er ubesvarede, når det gælder vores alle sammens jordklode: Hvad er det, der foregår dybt dernede, hvor vi tidligere troede, at alt liv var forsvundet?
Gennem de fleste af sine mange år som forsker har han stået i spidsen for udviklingen af en ny type forskning, biogeokemi, hvor man har prøvet at forstå, hvordan mikroorganismer driver vigtige processer og styrer stofkredsløb.
”Når man skal forstå livet dybt nede i havbunden, er der virkelig brug for at kombinere alle de tre fagområder, som er omfattet af faget biogeokemi, nemlig biologi, geologi og kemi. Vores forskning undersøger, hvilken slags liv der findes i den iltfri verden. I den dybe biosfære, dvs. livet i undergrunden, har vi fundet det største sammenhængende økosystem på Jorden, befolket af massevis af mikroorganismer, hvoraf langt de fleste er ukendte for videnskaben”, forklarer han engageret.
Bo Barker Jørgensen skulle d. 31. marts have fortalt tusindvis af danskere om det ukendte liv i dybhavet i Aarhus Universitets serie af foredrag om naturvidenskab, men foredragene blev som så meget andet aflyst under corona-nedlukningen. Det er nu planlagt, at foredraget i stedet holdes d. 3. november.
Så foreløbig må han i stedet forsøge at forklare sammenhængene for en journalist, som ikke ved ret meget om hverken mikrobiologi eller geologi.
Var leder af internationalt forskningstogt
Han er uddannet mikrobiolog og havbiolog og blev tidligt en internationalt anerkendt forsker, der i 1992 blev headhuntet som direktør til at opbygge et nyt Max Planck Institutfor Marin Mikrobiologi i Bremen.
Da han i 2007 kom tilbage til Aarhus Universitet, opbyggede han som leder Center for Geomikrobiologi, på basis af forskningsbevillinger fra Danmarks Grundforskningsfond og det tyske Max Planck Selskab.
Bo Barker Jørgensen stod i 2002 sammen med en amerikansk kollega i spidsen for det første internationale boretogt med det formål, at skabe ny viden om livet dybt nede i havbunden. 50 teknikere og forskere var om bord, da man i det østlige, tropiske Stillehav borede dybt ned i havbunden for at tage kerner op og studere deres mikrobiologi.
I disse kerner kunne man samtidig gå tilbage i Jordens historie og se, hvordan klimaet og oceanerne har udviklet sig gennem de sidste tyve millioner år.
”Det var virkelig et gennembrud i forståelsen af livet dybt nede under havbunden. Det har været en stor overraskelse at opdage, at halvdelen af alle havets mikroorganismer trives dernede under hidtil ukendte livsbetingelser.”
Liv i 122 graders varme
Under havbundens overflade i dybhavet er der ingen ilt, og der lever ingen dyr – det er mikroorganismernes verden. De lever af døde alger og dyr, hvis organiske rester begraves dybt ned i havbunden. Livet dernede foregår i slowmotion hvor bakterierne har generationstider på op til flere tusinde år.
Jo længere man kommer ned i havbunden, jo højere er temperaturen. Som en tommelfingerregel stiger temperaturen 25 grader pr kilometer.
I laboratoriet har man fundet ud af, at den øvre temperaturgrænse for mikroorganismer er 122 grader. Nede i havbunden er den ”kun” 80 grader, da bakterierne ikke har tilstrækkelig energi til at klare de højeste temperaturer. Det betyder, at dybdegrænsen for liv er omtrent 3 kilometer nede i havbunden. Det er hidtil lykkedes af påvise levende bakterier ned til 2.5 kilometers dybde i nogle 25 millioner år gamle kulaflejringer.
”Man kan undre sig over, at der stadig kan være mere at spise for alle de mikroorganismer, men deres livsprocesser er ekstremt langsomme. Det har jeg personligt stadig svært ved rigtigt at forstå.”
Ud fra eksperimenter har man kunnet måle organismernes stofskifteprocesser og hermed få en idé om, hvor hurtigt de kan gro. Man har beregnet sig frem til generationstider fra 10 år og op til mange tusinde år.
”Livet går ganske simpelt ekstremt langsomt dernede. Der er stort set ingen aldringsproces. Hvis bare de har energi, kan organismerne forblive i live, med mindre de bliver angrebet af virus.”
I øvrigt fortæller Bo Barker Jørgensen, at også hjemme i de danske farvande skal man kun nogle få meter ned i havbunden, før livsbetingelserne begynder at ligne det, man møder i dybhavet.
Men hvorfor er det nu interessant for os?
Han forklarer, at det for det første er interessant at finde ud af, hvor grænserne går for livet på jorden. Hvor dybt nede i havbunden findes der liv, og hvilken slags liv er det?
Og så hjælper forskningen på bunden af havene med til at forstå de globale stofbalancer på jorden. Det er især interessant nu, hvor klimaforandringerne bliver mere og mere tydelige.
En stor del af den kuldioxid, vi sender op i atmosfæren, optages af de mikroskopiske alger i oceanerne og synker ned til havbunden, når de dør. Dernede findes Jordens største reservoir af organisk kulstof, og det spiller en nøglerolle i det samlede kredsløb, forklarer Bo Barker Jørgensen.
”På langt sigt bliver atmosfærens iltindhold reguleret af det organiske materiale i havbunden. Det vi nu ser, er en ændring af atmosfærens kuldioxid. Men det betyder dog ikke, at iltindholdet i atmosfæren er i fare”, understreger han.
”Der skal også være tid til tennis”
Da Center for Geomikrobiologi’s bevilling for to år siden sluttede, havde Bo Barker Jørgensen egentlig besluttet at gå på pension. Men institutlederen foreslog, at han i stedet fortsatte som professor og blot gik ned i arbejdstid.
Det betyder, at han som 73-årig kan fortsætte sit forskningsarbejde og være med til at søge penge til nye forskningsprojekter.
”Der er stadig store åbne spørgsmål, som det er vigtigt at få undersøgt. Også personligt er det spændende for mig at arbejde videre med disse spørgsmål, men jeg har et mere afslappet forhold til mit arbejde nu, hvor jeg også tager mig mere tid til min familie og børnebørn”.
”Jeg arbejder videre med forskningen, fordi jeg synes, det er sjovt og interessant. Så længe, det kan fungere, som det gør, og er så produktivt, så er det rigtig fint. Men der skal også være tid til tennis et par gange om ugen og andre interesser.”
Tennisklubben i Brabrand Bakker har gennem årene spillet en stor rolle for familien, og Bo Barker Jørgensen er stadig en aktiv del af veteran-afdelingen Seniorserven.
Han er stadig på universitetet de fleste hverdage (når der ikke er corona-epidemi) og nyder de nye betingelser, hvor han kan arbejde i det omfang, der passer ham. Samtidig kan han følge levende med i instituttets arbejde, hvor han kan glæde sig over, at flere af hans tidligere studerende nu er ansat som professorer.
Det kommende projekt, han er involveret i, skal undersøge metan-kredsløbet i havbunden. Sammen med kolleger fra Aarhus Universitet og Syddansk Universitet planlægger de at sejle på forskningstogt i sommeren 2021 til et område øst for Bornholm og har forhåndsbooket Aarhus Universitets forskningsskib Aurora.
Om Bo Barker Jørgensen
Han er opvokset i København og kom til Århus da han skulle skrive specialeprojekt på universitetet. I 1973 flyttede familien til Tranebærkæret i Brabrand, hvor han og hans hustru, Inga, stadig bor.
I 1992 blev han ansat som direktør i Tyskland ved det nydannede Max Planck Institut for Marin Mikrobiologi i Bremen. Da familiens to drenge sluttede i gymnasiet, bosatte han sig sammen med sin kone og datter i Bremen, mens de to sønner blev boende i huset i Brabrand.
I 2007 rejste han og Inga hjem til Aarhus, hvor han startedeet nyt grundforskningscenter ved Aarhus Universitet, Center for Geomikrobiologi. Centret er meget velrenommeret og har arrangeret store internationale konferencer. Den næste afholdes i september 2021.
