
Paw Simon Krogh er blevet et af omdrejningspunkterne for ”Det nye Brabrand”, der oser af energi og igangsætningslyst. Vi tog en snak med den 46-årige iværksætter om nogle af de projekter, han brænder mest for. De handler især om trafikken gennem Brabrand.
Paw Simon Krogh er en af drivkræfterne i arbejdsgruppen ”Brabrand på skinner”, der forsøger at få genåbnet en togstation – eller i det mindste få regionaltoget til at standse i Brabrand. Desuden er han meget aktiv i Brabrand IF, hvor han blandt andet er med i den gruppe, der arbejder på at få en kunststofbane på anlægget på Engdalsvej.
Dette interview kom især til at handle en del om det lokale engagement, der kommer til udtryk i de mange projekter, han i de sidste par år har engageret sig i. Han kan ikke selv helt sætte fingeren på, hvor det engagement i lokalområdet kommer fra, eller hvornår det viste sig for alvor.
”Jeg har jo blandt andet arbejdet på Lego og har også været konsulent i et par år med hele verden som min arbejdsplads. Det er nok modstykket til det liv. Jeg kan rigtig godt li´ alt det, der er tæt på, og de mennesker der omgiver én i det daglige.”
”Der er en masse kvaliteter i det lokale. Man møder eller hilser på en masse mennesker igen og igen. Nogle vil måske synes, at det er lidt provinsielt? Det ved jeg ikke, om det er… Det er i hvert fald super hyggeligt.”
Paw Simon Krogh holdt for nylig åbningstalen for årets Brabrand Kulturuge, hvor han yderligere beskrev sit engagement i Brabrand. Talen kan læses her.
Biltrafikken en voksende plage for bydelen
Hvis Paw Simon Krogh kunne vælge ét emne, der skulle have særlig opmærksomhed i den kommunale valgkamp i Brabrand – hvad skulle det så være? Ja, så bliver det i virkeligheden til to emner.
Det ene er et problem, han har arbejdet med i en årrække uden at komme nærmere en løsning. Det andet er et udviklingsprojekt, der taler til hans virkelyst og iværksættertrang.
”Jeg er meget optaget af at få gjort noget ved biltrafikken her i Brabrand. Den store mængde gennemkørende trafik er virkelig en plage for vores område. For Brabrand er det måske det allervigtigste emne. ”
Og så sukker han dybt. Det er en problematik, han har været engageret i de sidste 12-13 år. Han var med i den første trafikgruppe i Brabrand tilbage omkring 2003-2004 og har deltaget i møder med kommunens vejchef, skiftende rådmænd osv., uden at der er sket det store.
Faktisk er situationen kun blevet værre. Eksempelvis noterer han sig, at trafikken ad Søskovvej nu har rundet 7000 biler i døgnet. De fleste er gennemkørende på jagt efter en genvej fra det sydlige Aarhus og ud på motorvejen.
”Silkeborgvej deler Brabrand op, og der er ret få passager, hvor man kan krydse den. Hvis de passager så sander til, fordi der kører 4-5000 biler i døgnet, så har vi problemet. Og når det så ikke en gang er lokal trafik…”
Han lægger ikke skjul på sin frustration over gennem årene at være blevet mødt med en del løfter om bedring – men ikke meget handling. Trods motorvejen og anlægget af Genvejen er den heftige trafik gennem Brabrand ikke blevet afhjulpet. Tværtimod bliver den stadig tættere.
Brabrand på skinner
Men frustration er ikke en følelse, Paw Simon Krogh føler sig ret godt tilpas med – så det passer ham egentlig bedre at bruge kræfterne på et nyere projekt, som der er meget positiv energi omkring i øjeblikket: Brabrand på skinner.
Gruppen er nedsat af Brabrand-Årslev Fællesråd og omfatter foruden Paw Simon Krogh en række andre lokalt interesserede. Målet er at være med i debatten om letbanens fase 2, der efter planen skal gå til Brabrand. Men endnu højere på gruppens dagsorden står at få skabt en hurtig togforbindelse mellem Brabrand og Aarhus midtby.
”Hvis man kunne få toget til at holde i Brabrand, vil det kunne gøre en kæmpe forskel for både lokalområdet og Aarhus som sådan. Der er så mange muligheder. Ikke bare vil folk i Brabrand kunne komme lettere og hurtigere ind til byen, men folk i Aarhus vil også kunne komme den anden vej og bruge de fantastiske omgivelser, vi har herude.”
Han er godt klar over, at det ikke er en sag, der kan afgøres i Aarhus kommune. Men en lokal politisk opbakning vil være vigtig, når beslutningen skal træffes andre steder, bl.a. med afsæt i Banestyrelsens analyse af, om et togstop i Brabrand vil være samfundsmæssigt rentabelt.
Paw Simon Krogh håber, at der meget snart kan blive igangsat en lokal brugerundersøgelse, der kan vise, hvor bred interessen er for at tage toget, hvis det stopper i Brabrand.
Brabrand på Skinner har holdt sit første arbejdsmøde og er i gang med at lægge en plan for, hvordan gruppen bedst bruger sine kræfter i arbejdet for en fast togforbindelse.
Lokalavisen bragte for nylig et fint portræt af manden, som voksede op i Gellerup, blev
iværksætter – solgte sin virksomhed Solitwork med over 30 ansatte og nu bruger næsten al sin tid på projekter på hjemmebanen i Brabrand. Læs det hvis du har tid.