Inden Dronning Margrethe bliver fejret i Gellerup lørdag middag, har hun besøgt Store Torv, hvor direktør i Aarhus City Forening, Claus T. Bech, overrækker hende en buket margueritter skabt i glas. Buketten er skabt af glaskunstner Annie Hjorth, Engdalsvej.
Annie Hjorth har eksperimenteret sig frem til de udtryksfulde glasmargueritter bestående af to sæt kronblade. Hvert kronblad er udskåret separat og brændt hver for sig i mange omgange med en lag-på-lag hånddrysset frøstand, som er gul på forsiden og med en grønlig naturlig bagside.
Buketten består af 10 hvide og 5 transparente blå blomster, der hver symboliserer et tiår af dronningens regentperiode.
Blomsten er lavet i et mosaik-lignende design, udskåret i de mange kronblade og fremstår til slut med dybde, idet de to blomsterkranse sammensættes til sidst, og en enkel og fleksibel stilk i aluminium monteres i en lille spiral på bagsiden.
”Blomsten er blevet til en lille glasskulptur, som er helt sin egen. Den visner ikke og trives både inde og ude i al slags vejr. Tilmed har den fået en kunstnerisk kant, der er en dronning værdig,” skriver Annie Hjorth om resultatet, der både er naturtro og samtidig har fundet sit eget unikke udtryk.
Der er anvendt en 4.000 år gammel glasfusing-teknik, der er omsat til et nutidigt stærkt og varigt – men også skrøbeligt – udtryk. Lag på lag er margueritterne brændt i glasovnen i mange omgange, hvor varmen hver gang spiller med og er medskaber af uforudsete virkninger.
Glassets transparens giver sjæl og dybde, og værket skifter udtryk, når lyset leger med og skaber refleksioner.