
Tre herrer spiller billard i et hjørne af cafeen, mens snakken går på kryds og tværs ved bordene. Lokalcentret på Voldbækvej bobler af liv sådan en fredag formiddag. Sådan skulle det gerne blive ved – men det kræver, at der fortsat er folk, som vil tage slæbet med arrangementer og planlægning. I næste uge er der valg til et nyt råd.
Da Bente Kjeldsen i 2004 flyttede til Brabrand fra Risskov, var noget af det første, hun gjorde, at melde sig til brugerrådet på Lokalcentret. Hun har været formand siden, og fortryder det bestemt ikke. Det er af naturlige årsager ikke penge, der driver værket – men glæden ved at være med til at sætte aktiviteter i gang og se dem blive gennemført med succes.
”At se de mange glade mennesker, når vi har haft et arrangement eller været på tur og siger farvel til folk. Det er det hele værd. Det er glæden ved at sætte ting i gang og opleve, at de lykkes”, siger 73-årige Bente Kjeldsen.
Øl- og vinsmagninger
I de senere år er der aldersmæssigt blevet en større spredning blandt lokalcentrets faste brugere. En del yngre seniorer er begyndt at bruge lokalcentret, og det sætter sit præg på aktiviteterne, der nu også omfatter årlige øl- og vinsmagninger og dertil levende musik. Selvom pladsen er trang, bliver der også danset.
Faktisk er lokalcentret på Voldbækvej godt belagt de fleste hverdage. Flere hundrede mennesker kommer ugentligt i centret, og der er et væld af aktiviteter, man kan deltage i, hvis man har lyst.
Engelsk, yoga, kortspil, billard, seniordans, skak, strikkeklub, vævning, zumba, linedance og træning/motion er bare nogle af de aktiviteter, der hver uge fylder centret. Dertil kommer busture, filmklub, bankospil og meget andet. Brugerrådet tilstræber at arrangere en tur eller et arrangement med god underholdning cirka en gang om måneden.
Lokalcenter for alle
”Man hører hele tiden, at folk siger, at lokalcentret kun er for gamle mennesker, og der skal de ikke hen. Men sådan er det jo slet ikke. Der er så mange tilbud her, og der er mange unge seniorer også, som mødes og hygger sig her med lidt frokost og en kop kaffe. Jeg synes virkelig, man snyder sig selv for mange gode oplevelser, hvis man ikke bruger lokalcentret”, siger hun.
Mange steder er lokalcentret knyttet sammen med plejehjemmet, men sådan er det ikke i Brabrand, hvor plejehjemmet ligger for sig selv henne på Engdalsvej. Bente Kjeldsen mener, at lokalcentret egentlig burde ændre navn til Aktivitets- og Sundhedscentret for at signalere, at det også er et sted for seniorer med masser af energi og mod på at deltage i forskellige aktiviteter.
Sundhedsklinikken bruges nemlig af alle aldre, og det samme er tilfældet med træningscentret, der drives i samarbejde med Brabrand IF. Her kan alle komme og træne fra kl. 7 til 20. Man kan få en nøglebrik, så man kan komme ind, hvis lokalcentret er lukket til blot 200,- årligt.
Alle kan komme og spise eller tage mad med hjem
Endnu en god grund til at komme i lokalcentret er cafeen, hvor der hver dag serveres varm mad kl. 11.30-12.30. Cafeen er åben for alle, så enhver kan komme forbi og spise i løbet af dagen.
Det tilbud benytter blandt andre seks lokale postbude, som dagligt holder pause i cafeen og får sig et måltid mad. Man kan også tage maden med hjem, hvis man helst vil det, og bestille hvis man skal have gæster.
En gang om måneden er der fælles spisning. En del familier møder op i tre generationer, bedsteforældre, børn og børnebørn og spiser sammen.

Brobygning og medindflydelse
Men de mange aktiviteter kommer ikke af sig selv. Det er her, brugerrådet kommer ind i billedet. Det nuværende brugerråd har otte medlemmer, som arbejder utrolig godt sammen om arrangementerne, og derfor synes Bente Kjeldsen, at det stadig er sjovt at være med.
De får ingen betaling, men de er med til at fylde lokalcentret med liv stor set hver eneste dag.
Brugerrådene blev i sin tid opfundet af daværende rådmand Jens Arbjerg Pedersen. Dengang talte man hovedsagelig om omsorg for de ældre. I dag handler det især om brobygning og medindflydelse.
Derfor besluttede byrådet sidste år at modernisere ordningen, sådan at også andre end de faste brugere af lokalcentrene nu kan vælges til brugerrådet for et år ad gangen.
Desuden vælges der underudvalg, der tager sig af de forskellige aktiviteter og producerer Centerbladet m.m. Som noget nyt kan man nu lade sig vælge direkte til et underudvalg uden nødvendigvis at skulle tage en plads i selve rådet. Bente Kjeldsen håber, at det vil give flere lyst til at være med.
Brug for alle gode kræfter
Hun tager gerne selv en tørn mere i brugerrådet, men vil helst afgive formandsposten.
”Det er nok vigtigt, at nogle af os ”gamle” tager en periode mere for at skabe et overlap i forhold til de nye, som kommer ind. Men når man har været med så længe som jeg, er man ved at løbe tør for ideer, så det vil være fint med nyt blod”.
Der er brug for alle kræfter, både de der helst vil løse konkrete opgaver, og de der godt vil være med til at koordinere. De otte nuværende medlemmer er allerede i gang med at forsøge at rekruttere nye medlemmer til rådet, der fremover formentlig vil komme til at hedde Brabrand Centerråd.
”Jeg håber, at de, der alligevel kommer her rigtig tit, vil føle, at det ikke vil være svært at melde sig. Og vi har det jo også rigtig hyggeligt og sjovt. Man er sammen med dejlige mennesker, som arbejder godt sammen. Der går ikke 15 minutter, fra folk er gået, til bordene er flyttet på plads. Og vi kan igen sige tak til hinanden for et godt arrangement.”
Tirsdag d. 30 januar kl. 17.00 er der orienterings- og opstillingsmøde på Lokalcenter Brabrand. Her skal et nyt råd vælges for det kommende år.