For Andreas Rasch-Christensen er Brabrand Idrætsforening et fristed. Til daglig er han forskningschef og en af landets førende eksperter på folkeskolen. Torsdag d. 23. januar vil han sætte skub i en samtalesalon om frivillighed, og hvordan man kan engagere endnu flere i frivilligt arbejde.
Han har været på farten nærmest nonstop hele ugen, rejst til møder i København, deltaget i tv-indslag, ordnet administrative opgaver på arbejdspladsen, VIA University College. I stedet for at lægge sig på sofaen derhjemme, kører han direkte til idrætsanlægget på Engdalsvej og begynder at putte poser i skraldespande og sætte hjørneflag op.
”Det handler jo om, at man nærmest ikke kan lade være. Det er et frirum. Også for mig. Det handler om at kunne koble fra og koncentrere sig om noget andet end det, der har fyldt hovedet hele ugen. Man snakker med folk og får masser af positive reaktioner tilbage”, forklarer Andreas Rasch-Christensen.
Til daglig er han forskningschef på professionshøjskolen VIA University College og en af landets førende eksperter i folkeskolen. Han er medlem af en række udvalg i Undervisningsministeriet, og han optræder hyppigt som ekspert inden for dagtilbud, folkeskolen, folkeskolereformen og læreruddannelsen.
Og så er han som nævnt en af dem, som er med til at sørge for, at en græsplæne tæt på Brabrand Sø kan fungere som samlingspunkt for masser af mennesker fra hele Brabrand.
”Det giver mening på flere måder. Her bidrager man i høj grad til at skabe merværdi sammen med andre mennesker. Den fornemmelse kender alle frivillige. Det er enormt, hvad man får tilbage.”
Vild med fodbold – og Liverpool FC
Han er 48 år, født i Kolding og har boet i Brabrand med sin familie, herunder to døtre, de seneste 17 år. Og så er han vild med fodbold – især den engelske klub Liverpool FC – og har gennem årene skrevet meget om spillet, blandt andet for Politiken.
”Fodbold har altid fyldt meget i min tilværelse. Men det har ikke stået skrevet nogen steder, at jeg skulle blive engageret i foreningsliv. Og da min yngste datter startede til fodbold, var det faktisk min kone, der tog med hende ned på idrætsanlægget de første gange.”
Det blev kunstgræsset, der trak ham ned til Engdalsvej. En god ven, Paw Simon Krogh, var i gang med at samle en projektgruppe og bad ham om at være med.
”Og så blev jeg også hen ad vejen meget optaget af, hvorfor vi egentlig har sådan en fodboldklub. Hvad er det for nogle værdier og visioner, der ligger bag? Hvad er det, der betyder noget for os? Det er de ting, der er fuldstændig afgørende for, at jeg er aktiv i klubben nu, hvor min datter ikke længere spiller her mere. Vi har et unikt fællesskab, som det betyder meget for mig at være en del af.”
Ud over at sidde i bestyrelsen for fodboldafdelingen i Brabrand IF er han også inviteret ind i et udviklings-netværk i DBU Jylland, hvor man skal se på, hvordan man styrker breddefodbolden i Aarhus.
Pædagogikken i vuggestuer og børnehaver
Ved siden af jobbet som forskningschef rejser han desuden flere gange om ugen til møder i København som formand for en række faglige råd og nævn. En del af dem vedrører folkeskolen, og de seneste år har han desuden siddet med ved udformningen af det pædagogiske grundlag for hele 0-6-års arbejdet i de danske vuggestuer og børnehaver.
”Typisk har skoleområdet fyldt rigtig meget, mens man lidt har glemt de yngste. Derfor har det været fantastisk at være med til at samle alle aktører om et fælles pædagogisk grundlag, funderet på områdets traditioner og værdier”, forklarer han engageret.
Ikke karrierefremmende at optræde i medierne
Stort set hver uge optræder Andreas Rasch-Christensen i medierne som faglig ekspert. Det er en del af sit faglige virke han udfører, men ikke nødvendigvis med stor lyst.
”Hvis man kender mig som person, ved man, at jeg ikke af naturen er et meget udadvendt eller formidlende menneske, der altid har en masse på hjerte. Det er noget, man lærer. Det er lidt ligesom at skulle stille sig op og holde et oplæg for 2000 mennesker. Det vil jeg egentlig helst være fri for. Men med årene lærer man det, og jeg gør det som en del af arbejdet.”
”Som fagpersoner har vi en pligt til at medvirke til at formidle vores resultater. I virkeligheden ville det nok ofte være lettere at blande sig udenom. Det er bestemt ikke karrierefremmende på nogen måde at optræde i medierne.”
”Jeg siger også nej til en del forespørgsler. For eksempel kan jeg ikke vurdere, om det er en god idé, at kronprinseparret sender deres fire børn på privatskole i Schweiz. Jeg har også sagt nej til at deltage i Debatten med Clement. Jeg mener ikke, det er min rolle.”
Engagementet som frivillig
Da Brabrand IF i november 2019 af DBU Jyllands Region 3 blev kåret til Årets Fodboldklub, var det blandt andet begrundet i foreningens vision om at være et fællesskab, der kan favne mange forskellige mennesker.
”Det er ikke mange steder, der er samlet så mange mennesker med så store forskelle i sociale, økonomiske og etniske baggrunde”, lød det blandt andet.
Andreas Rasch-Christensen understreger, at der i en forening som Brabrand IF skal være plads til alle i fællesskabet – både de ambitiøse og dem, som ”kun” har brug for at være sammen med andre mennesker.
De mange frivillige er en altafgørende forudsætning for det høje aktivitetsniveau, og han hylder især de mange forældre, som bruger fritiden som trænere og ledere. Og det er helt legitimt, at engagementet især ligger i at være med til at sikre gode rammer for sine egne børn.
”Det skal vi virkelig have respekt for. Alle undersøgelser viser, at engagementet kommer af en særlig interesse for nogle ting. Når interessen ikke længere er der i samme omfang, trækker man sig ofte ud. Det er helt legitimt, men giver os også nogle udfordringer.”
Andreas Rasch-Christensen tror, nøglen til et større og bredere engagement ligger i at have en forening med tydelige fælles værdier. I Brabrand IF er det blandt andet netop plads til forskellighed og at kunne skabe et rart sted at være for alle.
Torsdag d. 23. Januar kl. 19.00, Pejsestuen i Brabrandhallen: Samtalesalon med Andreas Rasch-Christensen, ”Frivillighed er nerven i dansk foreningsliv”. Entré 75 kr., inkl. ost og vin.
Læs også:
Andreas Rasch-Christensens kronik i Aarhus Stiftstidende: Klubben er lokalsamfundets hjemmebane