Kunstneren Thomas Kruse malede i firserne sammen med beboerne i Gellerupparken gavlene på to høje blokke. I dag er de store gavlmalerier nærmest ikoniske for området. Fremtiden for det ene maleri er dog usikker, fordi blokken, det hænger på, er ved at blive renoveret. En gruppe beboere har taget initiativ til en redningsaktion, og Thomas Kruse var forleden på besøg i Gellerup Museum for at fortælle historien bag gavlmalerierne.
Det var i 1985, at Thomas Kruse sammen med gruppe beboere, der havde meldt sig på et lokalt tegneskolehold, hen over sommeren malede de to store gavlmalerier. På stilladser, der nåede helt op til taget på de otte-etager blokke, blev der trukket streger i kvadrering, som skulle hjælpe med at holde proportionerne.
”Vi var tit nødt til at løbe ned og stå på fodboldbanen og kigge op for at se, om det så rigtig ud,” husker Thomas Kruse, der har mange års erfaring i at lave kunstprojekter, der involverer lokale borgere.
”At male en gavl var et stort arbejde, først skulle vi fjerne den film, der sad på de nye plader, der skulle isolere gavlene. Derefter skulle vi male med en bindende autolak, som var så krads, at man blev noget fortumlet af at hælde malingen over fra de store 10 liters spande”.
Tredje gavl blev aldrig malet
Gavlen med den gule grundfarve var det første maleri, der stod færdigt.
”Motivet tager udgangspunkt i Livstræet og viser, nogle af de mennesker, der bor i Gellerupparken. Den blågrønne gavl er et kig ud mod verden. Det er her, vi sendte fredsduerne afsted,” forklarer Thomas Kruse og afslører, at der faktisk skulle have været tre gavlmalerier. Men fordi efteråret nærmede sig, og det var dyrt at have et stillads stående, så stoppede projektet, da de to første malerier var færdige. Den tredje tegning kom aldrig op på en gavl.
”Det skulle have været malet med en rød grundfarve og vist eksempler på livet inden for i lejlighederne bag gavlene,” fortæller Thomas Kruse. Til mødet på Gellerup Museum havde kunstneren skitsen med til det tredje maleri, der aldrig kom op.
Gavle kan blive ikoner
At autolak er noget, der holder mange år, det viser et kig på de to gavle, som efter snart 35 år, stadig fremstår meget klare i farven. Kun en gang i de mange år er gavlene blev vasket ned, men muligvis har det lavet skader på trapezpladerne, der er malet på.
Derfor har nogle beboere travlt med at finde en løsning på, hvordan det blå maleri med duerne på blok B7 kan bevares. Der er kun kort tid til entreprenørmaskinerne kommer og begynder at pille pladerne ned, fordi gavlen skal renoveres.
”Et gavlmaleri kan blive ikonisk. Og det ender tit med, at folk ikke vil af med dem. Tænk på malerierne i Brande eller Hans Krulls Mågekyset i midtbyen,” siger Thomas Kruse, der selv gerne vil være med til at arbejde for, at Gellerupparkens gavlmalerier bevares.
Nyt møde og redningsaktion
Efter Thomas Kruses fortælling om historien bag gavlmaleriet gik de fremmødte på museet sammen med kunstneren ned i byparken for at se de to gavle tæt på. Undervejs blev der lavet aftaler om, hvordan deltagerne hver især nu går i gang med at tage kontakt til forskellige personer og institutioner, som måske kan være med til at finde en løsning for, hvordan gavlmalerierne kan bevares også efter renoveringen.
Og der blev aftalt nyt møde i Gellerup Museum onsdag den 22. maj klokke 15, hvor alle interesserede er velkomne.
Der er også igangsat en underskriftsindsamling på Facebook, der kræver, at gavlmaleriet på B7 bevares. Du kan skrive under her.
Se Søren Marcussens 3-minutter i Gellerup-film om Thomas Kruse og gavlmalerierne i Gellerup.
Artiklens forfatter, Helle Hansen, er personligt involveret i underskriftsindsamlingen for bevarelsen af gavlmalerierne.