Sødalskolen åbnede torsdag dørene for årets forårsudstilling. Det var anledning til at få et kig inden for i en folkeskole, der bobler af nye læringsformer og spændende samarbejdsprojekter med blandt andre Aarhus Tech og Aarhus Universitet.
Kan børn i 3. klasse lære at programmere? Og har de overhovedet lyst til at lære det? Svaret er ja, hvis man spørger lærer Carsten Møller, Sødalskolen.
Cirka to tredjedele af eleverne i skolens to 3. klasser har i de seneste måneder deltaget i WRO, World Robot Olypiad, der er et internationalt forsknings- og udviklingsprogram med det formål, at børn oplever, at det er sjov, nemt og værdifuldt at arbejde med teknologi og videnskab.
Gennem flere år har skolens elever deltaget i det Lego-sponserede program First Lego League Junior, der er en miniturnering, hvor de yngste elever udvikler enkle robotter, får besøg af en dommer og modtager medaljer. Det nye er at der nu også er mulighed for at være med i World Robot Olympiad.
Indledningsvis får de til opgave at være med robot-teknologi til at finde løsninger på samfundsrelaterede problemer. Denne gang handlede det om fødevareproduktion. For eksempel kunne en løsning handle om at få sorteret de gode æbler fra knap så fine æbler og få dem sendt hurtigt og enkelt til henholdsvis butik og mosteri.
”Det handler grundlæggende om at finde ud af, hvordan en eksisterende løsning fungerer, og så at bygge en model i Lego, der indeholder en enkel robotløsning”, forklarer Carsten Møller.
”Noget af det, jeg synes er rigtig godt i forløbet, er at de ikke alene arbejder med programmering, men også lærer at arbejde sammen ud fra en strategi. Der står fire elever rundt om bordet og arbejder sammen. Alle er aktive.”
Ved Sødalskolens forårsudstilling torsdag var der præmier til de bedste hold fra 3. klasse i den netop afholdte First Lego League, hvor holdene ”Best Bots” og Coding Pirates” løb med de bedste placeringer.
Skolen samarbejder med Aarhus Universitet om afholdelse af både First Lego League og World Robot Olympiad.
Husbygning kræver forståelse for matematik
First Lego League var bare et af de mange projekter, der blev vist frem ved forårsudstillingen på Sødalskolen torsdag. I løbet af eftermiddagen viste eleverne deres søskende, forældre og bedsteforældre rundt på skolen og fortalte om de mange forskellige aktiviteter, der optager dem i løbet af skoledagen.
Eksempelvis udstillede andre af skolens klasser længere nede ad gangen modelhuse, der er bygget som en del af et samarbejdsprojekt med Aarhus Tech.
Allerede i indskolingen bygger eleverne modeller af træ, som så gennem de følgende skoleår bliver brugt blandt andet i matematik-undervisningen. De finder ud af, at det i virkeligheden er rigtig nyttigt at kunne lægge sammen, gange og dividere, når man skal lave ruminddeling eller fremstille spær og vinduer – eller sørge for at der kommer lys i husene.
De mange huse på række ser ud til at være håndværksmæssigt flot fremstillet – og har så samtidig fået deres eget personlige præg af de elever, der har lavet dem.
Henne hos de yngste elever, serverer 0. klasse müsli-kager og viser samtidig, at der kan laves kunstudstilling af skrald fundet i lokalområdet.
”Alle skolens 0. klasser deltog i indsamling af skrald, og vi valgte så at anvende en lille del af det affald, vi samlede, til at lave en udstilling”, fortæller børnehaveklasseleder Lars Sloth.