
Charlotte Haulund og Mark Winberg er vilde med Frankrig – og ikke mindst franske retro-ting. Et par gange om året kører de sydpå og gennemtrawler markeder i Nordfrankrig for stemningsfulde ting og sager. I weekenden holdt de marked på Fuglsangvej i Brabrand.
For anden gang ryddede Charlotte Haulund og Mark Winberg i weekenden deres hjem i Villa Fuglsang på Fuglsangvej i Brabrand for at indrette franskinspireret marked.
For tre år siden overtog de den historiske gamle villa, der tidligere var omdrejningspunkt for Gartneriet Fuglsang og også undervejs har været kollektiv. Men nu har de franske stemninger sneget sig ind.

Charlotte Haulund og Mark Winberg er begge grebet af glæden ved det franske, og de nyder at gå rundt på små franske markeder og finde ting, som de køber og bringer med hjem til Brabrand.
For anden gang åbnede de i weekenden dørene og bød på kaffe og vin, samtidig med at de præsenterede og solgte deres mange franske fund.
Desuden viste Mark Winberg en del af sine produktioner i sin trævirksomhed, Mark Woodlands, hvor han genbruger træ til blandt andet at producere langborde og bænke. Hans showroom og værksted ligger i Ecopark på Bautavej 1A.
”Det har været en rigtig hyggelig weekend. Mange benyttede sig af muligheden for at kigge forbi, fortalte de to, som deler passionen for det franske. Nu venter så arbejdet med at omdanne stuerne og køkken-alrummet til hverdagens brug igen.
Hvis du var en af dem, som ikke nåede forbi i løbet af weekenden, så planlægger de Charlotte Haulund og Mark Winberg at gentage arrangementet d. 19.-21. maj næste år.
Du kan følge Mark Woodlands her på Facebook eller på Instagram via profilen mark_woodlands, mens Charlotte Haulund her på Instagram viser billeder af mange af de franske retroting, hun er inspireret af.