Når Kamilla S. Sigh på lørdag på Skovbakkevej 17 holder forårsmarked, så drysser hun som altid et stænk af julestemning ud over det hele. Selvom der er forholdsvis længe til jul, viser hun et solidt udvalg af sine knap 2000 forskellige julekugler frem på terrassen.
”Kom endelig forbi og nyd et glas vin og lad dig inspirere af skønne kvinder og deres fine varer. Der bliver en massevis at kigge nærmere på: smykker, kunst og børnetøj. Det hele er bare hygge og aldeles low key!”
Sådan lyder invitationen fra Kamilla S. Sigh, som til daglig driver virksomheden Sighs.dk, der er fast leverandør af julekugler til de danske hjem.
Som tidligere år inviterer hun en stribe andre spændende mennesker ind i haven til et rigtig forårsmarked lørdag d. 28. maj kl. 11-17. Du kan ud over Kamilla Sigh møde følgende :
- Pia som står bag miss-cantik.dk og sælger smykker
- Brabrand-kunstneren Camilla Langballe Brorsbøl (med Instagram-profilen @c_a_l_a_k_u_n_s_t) sælger ud af sine malerier
- Eva med firmaet Lullabuy i Brabrand kommer og sælger børnetøj
- Mandy (med Instagram-profilen Arata.dk) laver kunstfærdige mønstre på papir med tråde
- Kvinden bag Nordic Papercut, Annemette Glud Kloster, laver unik håndskåret papirkunst
- Søskendeparret bag firmaet By PipPip, der er kreative ud i alverdens små tasker, net, elastikker, makeup-punge og smykker
Og så er der holdets eneste mand, Steen Benjaminsen fra Vinkælderen, som sædvanen tro skænker gavmildt op i vinglassene og leverer gode vintilbud.
Forårsmarked hos Kamilla S. Sigh, Skovbakkevej 17, lørdag d. 28. maj kl. 11-17.