Da Brabrand IF´s fodboldkvinder i weekenden spillede kamp i 2. division, måtte de undvære holdets målfarlige angriber, Nina Hollensen. Hun deltog samtidig ved DM i roning på Bagsværd Sø, hvor den tidligere OL-deltager genvandt det danske mesterskab i singlesculler.
30-årige Nina Hollensen har siden 2011 roet Brabrand Sø tynd i utallige træningssamlinger med Aarhus Roklub og som landsholdsroer.
Men det seneste år havde hun egentlig skruet ned for ro-karrieren og sagde for et år siden fra til det danske landshold. Samtidig flyttede hun tilbage til Aarhus som færdiguddannet læge og begyndte på en fuldtidsstilling på Universitetshospitalet i Skejby.
I stedet for søvandet i Brabrand Sø er det nu fodboldbanerne på Engdalsvej, hun bruger mest tid. Her er hun en målfarlig angriber og kantspiller på det 2. divisionshold, der efter tre oprykninger i træk nu ligger nummer tre i rækken.
Men DM på Bagsværd Sø var alligevel for fristende en mulighed. Hun vandt sidste år det danske mesterskab i single sculler og muligheden for at genvinde var en tilpas stor gulerod, hun ikke kunne ignorere.
Og det lykkedes at hente guldmedaljen med hjem til Aarhus, samtidig med at holdkammeraterne slæbte et enkelt point hjem fra kampen i Aalborg.
”Jeg havde da hørt om guldfireren…”
”Det kunne du blive rigtig god til. Vi tror på, at det er muligt for nogle at gå hele vejen og kvalificere sig til OL.”
Nogenlunde sådan lød beskeden i 2011 fra eksperterne i Dansk Forening for Rosport til den da 19-årige Nina Hollensen. Forbundet søgte høje, stærke piger, som var gode til armspænd, kondition, styrke – talenter som kunne træne sig op til at lykkes med at kvalificere sig til OL i Rio de Janiero i 2016.
Det var en udfordring, hun ikke kunne sig nej til. Selvom hun da var en lovende fodboldspiller, som spillede fast på Skovbakkens U18 DM-hold, var hun klar til at gøre forsøget.
”Jeg kendte ikke rigtig til roning som sportsgren. Jeg havde da hørt om guldfireren, men det var slet ikke en sport, jeg havde overvejet at gå til. Men så kom jeg i gang, og jeg kunne rigtig godt li´ det,” fortæller hun.
Året efter stoppede hun med at spille fodbold og satsede nu fuldt ud på roning – ofte 20-25 timer om ugen.
Hun lægger ikke skjul på, at hun har et stort konkurrence-gén, og det spillede ind i valget:
”Det fangede mig da, at jeg kunne se, at jeg i roning havde mulighed for at blive rigtig godt. Jeg er meget målrettet – bare det er nogle mål, man kan gå efter sammen med andre.”
Det havde derfor stor betydning, at hun kæmpede til OL i dobbeltsculler sammen med Lisbet Falch Jakobsen – og ikke som et soloprojekt.
Ser frem til mødet med en hel flok piger i Brabrand
Det lykkedes – men først til allersidst, hvor de to klarede den til Final Qualification Regatta. I Rio var de et halvt sekund fra at nå semifinalen – men oplevelsen var det hele værd, siger hun i dag.
Fire år senere var hun tæt på at komme med til OL i Tokyo også, men hun blev sorteret fra mindre end tre måneder før legene.
”Lidt tilfældigt tog en af mine tidligere klubkammerater, som nu spillede i Brabrand, kontakt. Det lød som det helt rigtige for mig. Det betød meget for mig at komme på et hold, hvor jeg kan se frem til at mødes med en hel flok piger flere gange om ugen.”
”Det er virkelig perfekt med det her hold, hvor indstillingen passer perfekt til mig. Det er ikke, fordi jeg vil i gang med et nyt eliteforløb. Men vi er enige om, at når vi er på banen, så vil vi det allesammen. Samtidig er der plads til fis og ballade i omklædningsrummet og til at kunne have andre planer i livet.”
Hun tilføjer, at træningen på Brabrand Sø samtidig er skåret betydeligt ned. Men da DM kun var nogle få uger væk, indså hun, at det var nødvendigt at gå i skarp træning for at klare sig godt ved DM.
Og det viste sig at være tilstrækkeligt til at kunne hente endnu en medalje af fineste karat til samlingen.
