Mads Schäfer Bak kender om nogen fodboldens op- og nedture. Skæbnen har nu bragt ham til Brabrand, hvor han straks har indtaget en nøgleposition på holdet.
En karriere som fuldtids-professionel blev pludselig konverteret til en hverdag med som studerende og familiefar – og med en fodboldkarriere der bliver holdt i gang i det vestlige Aarhus.
Pludselig kan Mads Schäfer Bak cykle på arbejde. Eller hvad man nu skal kalde det, når man spiller for lommepenge i Brabrand. 4-5 gange om ugen triller han ad Brabrandstien ud til træning og kamp – ofte i selskab med holdkammerater som Michael Pedersen, Nichlas ”Tunna” Knudsen, Jacob Linnet og Lukas Enevoldsen.
Uden formiddagstræning i Hobro er der blevet tid til at aflevere barnet i vuggestue og følge timerne på Aarhus Universitet, hvor Mads Schäfer Bak bliver bachelor i historie næste sommer. Der er blevet tid til et liv ved siden af fodbolden – også selvom træningen i Brabrand kl. 17 falder sammen med aftensmad og godnathygge med den lille før sengetid.
”Jeg er blevet gift, har fået barn og bor nu på femte år i Aarhus. Og både min kone og jeg studerer her. Hvis vi skulle flytte, ville vi sætte det hele på stand-by. Omstændighederne kræver et meget stort tilbud fra en klub et andet sted.”
Det var ikke Rosenborg der ringede
Det tilbud kom ikke i sommer, efter at han var blevet ledig på markedet, da Hobro ikke ønskede at forlænge aftalen. Der var flere sonderinger, men intet konkret. Og så blev det Brabrand. Knap to uger før den første turneringskamp skrev han under på aftalen med den nyoprykkede 1. divisionsklub.
”Jeg kunne være kommet til en klub i Norge. Jeg kunne måske tjene 30.000 om måneden der. Men med prisniveauet deroppe, ryger de hurtigt, så det er svært at spare noget op. Og niveauet var måske heller ikke så højt, at det var værd at rejse efter. Det var ikke Rosenborg, der ringede.”
27-årige Mads Schäfer Bak lægger ikke skjul på, at han fortsat har ambitioner på fodboldbanen. Målet er som minimum at spille i 1. division. Også gerne en tand højere, hvis det er muligt.
”Jeg vil stadig godt noget mere. Jeg håber jo at gøre mig interessant for større klubber via gode præstationer i Brabrand, og naturligvis især hvis holdet overlever i 1. division.”
”Men det er også vigtigt for mig at have et sted, hvor man kan li ´at komme. Gode venner, gode kammerater, prioriterer jeg højt.”
Med- og modgang som prof-spiller
Knap 10 år som kontraktpiller har lært ham, at det går både op og ned – og at der ikke nødvendigvis er ret meget, man kan gøre ved det.
I starten af fodboldkarrieren gik det som smurt. Mads kom fra landsbyklubben Byllerup-Bov og skiftede til SønderjyskE som 12-årig. Kom på klubbens idrætsakademi, da han skulle i gymnasiet – og fik sin første fuldtidskontrakt i SønderjyskE efter gymnasiet som 18-årig.
Efter fire år i det sønderjyske gik turen nordpå til Hjørring, hvor han spillede i 1. division, der senere blev til Vendsyssel FF.
Det blev kun til et år i det nordjyske. Mads havde ambitioner til mere end den bløde del af 1. Division, og han boede i øvrigt i Aarhus nu. Så da Hobro tilbød en kontrakt på et halvt år, slog han til.
Det startede forrygende. Holdet rykkede op i Superligaen, og han fik pænt med spilletid og klarede sig godt. Begge parter var glade, og han sagde ja til en forlængelse på to år.
Da begyndte modgangen. Hobro hentede før debuten i Superligaen en række nye spillere ind, og Mads, der dengang hed Jessen til efternavn, røg helt ud af holdet.
”Pludselig vender det”
Den anden halvdel af sæsonen gik bedre, og også Hobros andet år i superligaen var ofte med Mads Jessen på holdkortet.. Men da så Hobro fik Ove Pedersen som træner, blev det igen vanskeligere. Den nye træner havde ikke rigtig fidus til ham på hans vante plads som midtbanespiller og rykkede ham rundt på holdet. Han spillede kant – og sågar også midterforsvarer. Når han endelig spillede.
”Det er jo noget, man lærer at leve med. Sådan er det jo. Man ved., at der er mange faktorer, der spiller ind, og man må ikke lade sig gå på af det. Jeg kunne måske være taget væk efter det første gode år, mens Jonas Dal var træner. Så kommer der en anden træner, der ikke gider én overhovedet. Det er så svært at forudsige. Pludselig så vender det.”
Og det gjorde det. Igen. Hobro var nu rykket ned i 1. division og havde fået ny træner, Thomas Thomasberg. Og Mads spillede igen helt fast. Alt var fint. Og Hobro rykkede op i Superligaen igen i foråret 2017.
Men det begyndte samtidig at stå klart, at Hobro ikke havde planer om at forlænge kontrakten. En del andre spillere havde kontrakt-udløb ligesom ham og forlængede én efter én. Men han hørte ikke noget.
”Jeg havde godt set det komme, at de nok ikke ville forlænge. Mer selvfølgelig lidt uforstående, i og med at det gik så godt i foråret. Men sådan er branchen.”
Mads Schäfer Bak gik hele sommeren og ventede på tilbuddet, der aldrig kom. Og slog han til og tog til Brabrand.
”Jeg ville ikke trække det længere. Så kunne Brabrand jo også nå at finde en anden, og så ville den mulighed være udelukket.”
Glad for starten i Brabrand
Klasse fornægter sig ikke. Allerede i den første turneringskamp mod Roskilde – efter mindre end to uger i klubben – tog Mads Schäfer Bak dirigentrollen og var med til at styre det første point i hus. Han scorede endda selv det afgørende mål få minutter før afslutningen.
”Der er blevet lagt noget mere ansvar over på mig, end jeg er vant til. Det har jeg det rigtig godt med.”
Han har i det hele taget været glad for starten i Brabrand, selvom det ikke er blevet til så mange points på det sidste.
”Vi fik en glimrende start, og er siden desværre faldet af på den og har mistet lidt selvtillid. Dog bliver vi sjældent kørt over og skal fortsætte med at holde kampene tætte, som vi gjorde i de første mange kampe, så marginalerne igen kan tippe over på vores side. Det arbejder vi hårdt på til hver træning, og det er dét, som gerne skal være et varemærke for Brabrand.”
