De første to unge fodboldspillere fra Brabrand IF´s ”gyldne årgang” 2004 er på vej til at blive en fast del af klubbens 2. divisionshold. 18-årige Jeppe Dybdahl Maltesen og Magnus Rindum var med holdet på træningslejr i Tyrkiet og skal nu deltage i divisionsholdets træning tre af ugens fire dage.
Gennem Brabrand IF´s 20 år som divisionshold er langt de fleste kampe spillet uden ”indfødte” Brabrandspillere på holdet – forstået som spillere, der har spillet ungdomsfodbold i klubben. Men det er nu på vej til at ændre sig.
Klubbens u19-hold vandt i efteråret 2022 Liga 1-rækken, der er den højeste række, det er muligt for klubben at spille i uden en særlig licens. To af spillerne, Jeppe Dybdahl Maltesen og Magnus Rindum, har siden nytår trænet med klubbens 2. divisionshold, og den tilknytning bliver nu endnu tættere, fortæller træner Tom Søjberg.
”De to spillere har været med os på træningslejren i Tyrkiet, og i den uge har vi set, at de har udviklet sig enormt. De har gjort det så godt, at de nu skal træne en del mere med os fremover. Vi glæder os til at se fortsættelsen,” siger Tom Søjberg.
Han er ligeledes imponeret over, hvordan de to spillere gennem hele efteråret er fortsat med at levere flotte præstationer på u19-holdet, hvor de hører til blandt de spillere, som altid går forrest.
Planen er, at de to fremover er en del af divisionsholdet ugens første dage, men træner med u19-holdet om torsdagen og spiller på u19-holdet i weekenden. Senere på foråret kan de blive en endnu tættere del af 2. divisionsholdet, vurdererTom Søjberg.
Et meget spændende hold
Han ser endnu flere spillere på u19-holdet med potentiale for at tage det samme spring. Han håber, at den tilgang, Jeppe Dybdahl Maltesen og Magnus Rindum har vist ved både træning og kampe vil smitte af på flere af u19-holdets spillere, som så også vil få muligheden.
”Det er et meget spændende hold med gode fodboldspillere og et godt kammeratskab. Jeg håber, at andre på holdet så også siger, ”Så kan vi også”. Det bliver meget spændende at se, hvordan de unge spillere udvikler sig i den kommende tid.”
Træner for u19-holdet er Frederik Poulsen, som gennem mange år har været fast spiller på Brabrands 2. divisionshold. Han har en løbende tæt dialog med Tom Søjberg om, hvordan de enkelte spillere udvikler sig.
Spiller mandag kl. 16 på Jysk Park mod Silkeborg IF
Hele truppen havde en udbytterig uge i Tyrkiet i uge 7, hvor der blev trænet flere gange om dagen. Undervejs spillede holdet en træningskamp mod FC Bälti fra Moldavien. Det var en kamp, der endte 0-0, men hvor Brabrand havde flere skud på træværket ved Jeppe Dybdahl, Kasper Andersen og Emil Sander.
Brabrand spillede uden sandsynlige nøglespillere som Markus Bay, Christoffer ”Mini” Maul, Jesper Brinck, og Lukas Enevoldsen, som ikke var med på træningslejren. Til gengæld fik en række af holdets unge spillere chancen og gjorde det godt.
Det er derfor en tilfreds Tom Søjberg, som nu sammen med holdet går ind i de sidste intense uger før forårspremieren d. 11. marts i Kolding. Hans største bekymring er, at flere af holdets potentielle midterforsvarere på skift har været skadet. Han håber, at de nu med kan arbejde intenst på at blive klar til premieren.
Det får de blandt andet mulighed for på mandag d. 27. februar, hvor holdet kl. 16.00 løber på banen på Jysk Park i Silkeborg til en kamp mod Silkeborg IF. Her stiller træner Kent Nielsen med et hold af spillere, som ikke får fuld spilletid i søndagens kamp mod AGF.