
Brabrands nye filmklub FilmVærket kom sidste år flyvende fra start og måtte i løbet af vinteren lukke for tilmelding, da antallet af medlemmer havde passeret 100. Forleden holdt foreningen generalforsamling og er klar til endnu en sæson med otte film fra hele verden på programmet.
Det er ikke mange foreninger, hvor mellem en tredjedel og halvdelen af medlemmerne dukker op – men sådan var det forleden, da Brabrands nye filmklub FilmVærket holdt generalforsamling på Gasværket.
Mellem 35 og 40 medlemmer mødte frem og deltog ivrigt i debatten om foreningens planer for det kommende år.
Og til generalforsamlingen lagde bestyrelsen op til, at man hvert år skal melde sig til på ny, sådan at folk på venteliste har lige så gode muligheder for at blive medlem af foreningen, som hvis man det seneste år har været en del af foreningen.
“Vi lagde op til, at man aktivt skal melde sig til hvert år, og at det skal være efter “først til mølle”-princippet. Og det var der stor opbakning til,” fortæller formand Ove Hansen.
“Når man aktivt skal melde sig ind, undgår vi, at FilmVærket bliver en lukket klub, og samtidig sikrer vi mulighed for, at der kommer nyt blod i foreningen.”
På grund af den store interesse for filmklubben, der i løbet af vinteren måtte lukke for nye medlemmer, har foreningen fra starten en god økonomi, og derfor forbliver det årlige kontingent på 200 kr.
For det beløb sikrer man sig adgang til at møde op til alle otte filmforevisninger – ca. én om måneden.
Ideer til flere film-aktiviteter
Alle de nuværende medlemmer samt de folk der står på ventelisten, vil omkring 1. juni få et mail med informationer om, hvordan man melder sig til. Efterfølgende vil også andre kunne melde sig til.
På generalforsamlingen blev det ligeledes luftet, om der skal være en form for tilmelding til hver filmaften, så bestyrelsen sikrer, at der kun møder de ca. 75 personer op, der må være i gallerisalen.
Det er dog bestyrelsens erfaring, at der højst dukker 60-70 procent af medlemmerne op til en filmaften, og derfor valgte man at fortsætte uden tilmelding til de enkelte filmaftener.
Bestyrelsen præsenterede desuden en række ideer til andre aktiviteter, der kan supplere filmvisningen. Blandt andet blev det foreslået i løbet af sæsonen at invitere til foredrag om film. Bestyrelsen vil nu søge økonomisk støtte til den type initiativer.
På generalforsamlingen fortalte bestyrelsesmedlem Christine Hemme om næste sæsons otte film. Der vil senere blive sendt en folder rundt til medlemmerne med informationer om filmene.
Meta Jørgensen og Maja Mygdal Jørgensen blev genvalgt til bestyrelsen, Lena Søllingvraa Lindblad blev genvalgt som suppleant og Vivian Elkjær stillede op til den anden suppleant-post og blev valgt. Knud Rønn blev genvalgt som revisor.



