I aften kl. 20.00 kan du på Gasværket opleve det legendariske danske latin-funk-ensemble Buki Yamaz. I 2025 var det 50 år siden deres debutalbum udkom i 1975. Som et af 70’ernes mest stilskabende orkestre blandede Buki Yamaz jazz, funk, latin og psykedeliske elementer med en kompromisløs musikalitet og en intens live-energi. Bandet består af Mikkel Nordsø: Guitar. Kim Sagild: Guitar. Kim Yarborogh: Bas. Ethan Weisgard: Trommer. Ben Besiakov: Keys. Christina Von Bülow: Fløjte. Tira Skamby: Percussion. Billetter á 240,-/290,- kan bestilles her.
Den engelske sangerinde Zara Mc Farlane sluttede torsdag aften International Jazz Day i Gellerup af med en forrygende koncert. Hun er i øjeblikket på vej rundt i verden på en turné til hyldest for legendariske Sarah Vaughan – men koncerten i Gellerup Kirke var hendes egne numre præget af hendes opvækst på Jamaica. Der var masser af reggae men også jazz, funk og soul i fine blandinger og med et velspillende band i ryggen.
De mange mennesker, der bruger Brabrandstien i løbet af ugen, er nu bedre stillet i tilfælde af hjertestop, efter at Brabrand Rostadion har placeret en hjertestarter på hjørnet ud mod Brabrandstien. Hjertestarteren var tidligere placeret aflåst inde i bygningen, men en af de mange frivillige på og omkring rostadion, Jan Mølgaard, har ansøgt TrygFonden om et udendørs skab til hjertestarteren. Det er nu modtaget og monteret.
Hele torsdagen var der masser af fest og farver på Fredspladsen foran Gellerup Kirke. Ikke alene kom folk for at høre koncerter i kirken og på den nærliggende Gellerup Højskole. Der blev også uddelt naturvin af de to arkitekter og byudviklere Thomas Degn Friis og Levi Dørken, som inviterede til samtaler om pladsen og bygningerne omkring den. De arbejder på at kunne præsentere et tilbud til Aarhus Kommune om overtagelse af hele ejendommen, der trænger til en grundig renovering. Fristen for afgivelse af bud er d. 22. maj.
Mette Marie Ostenfeld, Brabrand, er 30. april 2026 fratrådt stillingen som direktør for Energi & Installation i AURA Koncernen efter gensidig aftale. Indtil den rette løsning er fundet, vil koncernens administrerende direktør Carsten Höegh Christiansen fungere som konstitueret direktør for området og sikre kontinuitet i den daglige drift. Fratrædelsen sker forud for en ny strategiperiode. Mette Marie kom til AURA i oktober 2019 og har gennem sin tid i AURA spillet en central rolle i at transformere energiforretningen i en turbulent periode præget af øget konkurrence og nye markedsvilkår.
I Brabrand IF Gymnastik er sæsonen 2026-2027 nu næsten på plads i forhold til hold og instruktører. Der mangler dog fortsat instruktører til tre ud af fire forældre-barn-hold. Desuden søges hjælpeinstruktører til Remix-holdet. Du skal være min. 15 år og have springerfaring. Er det noget for dig? Så kontakt Teamleder Majbrith Frøsig Christensen, der er teamleder for Børn og Unge på bifgym.bu@gmail.com.
Forleden var Aarhus Friplejehjem Helheden i fodboldklubben AGF og fik et unikt indblik i hverdagen hos byens Superligahold. Besøget blev en særlig oplevelse for alle deltagere – ikke mindst for beboeren Bo, som selv har en fortid i AGF, hvor han blandt andet spillede sammen med John Stampe. Under rundvisningen fik Bo mulighed for at genopleve minderne fra sin tid i klubben. Her mødte han også Ole, tidligere AGF-spiller og mangeårig medarbejder i klubben.



