
En praktikplads kan være vejen til et job og i nogle tilfælde også en pris. Det har Lasse Spangsberg, nyuddannet professionsbachelor i digital konceptudvikling fra Erhvervsakademi Aarhus, netop bevist. Sammen med JYSK i Brabrand har han vundet den regionale udgave af DM i praktik i Aarhus.
”Jeg blev lyttet til, på trods af at jeg bare var en praktikant i en organisation med over 34.000 ansatte,” siger Lasse Spangsberg, som netop har vunden den regionale udgave af DM i praktik.

Prisen gives til praktikmatch, hvor samarbejdet mellem studerende og virksomhed skaber ægte værdi. Og netop det er sket hos JYSK i Brabrand.
Hos JYSK, der har 800 ansatte på hovedkontoret i Sødalsparken, blev Lasse Spangsberg inkluderet som en del af teamet fra første dag.
Ansvar for design til 29 lande
Allerede tidligt i forløbet fik Lasse Spangsberg ansvar for at udvikle JYSKs Black Friday-design på tværs af 29 markeder. Opgaven voksede hurtigt i både omfang og betydning.
”At få lov til, langt hen ad vejen, at være primus motor på et nyt design til Black Friday, var en kæmpe stjerne på skulderen for mig,” siger han.
Lasse kom med en atypisk baggrund og skulle opbygge sine designkompetencer undervejs. Det blev mødt med tillid og tålmodighed.
”Jeg fik lov til at bygge mit designfundament, og det, jeg leverede, var næsten bare en bonus for dem,” siger den 28-årige nyuddannede UX-designer, der er tidligere markedsføringsøkonom og sælger.
Samtidig oplevede han kolleger der både udfordrede og støttede ham:
”Jeg har haft et team, der skubbede mig ud på dybt vand, men samtidig gjorde det klart, at jeg altid kunne få hjælp.”
Praktik, der også udvikler virksomheden
Hos JYSK fremhæver UX manager og praktikvejleder Valentin Jørgensen, at samarbejdet går begge veje.
“Lasse kommer med noget, vi ikke har i teamet. Han får stillet spørgsmål til ting, vi bare har gjort pr. automatik. Og så kommer han med et humør af en anden verden,” siger han.
Valentin Jørgensen peger samtidig på værdien af praktikanter generelt.
”De kommer med en sult og en lyst til at lære. Det kan vi som virksomhed lære rigtig meget af.”
For Lasse blev praktikopholdet også vejen ind i jobbet som digital designer. I dag er han ansat som UX-graduate hos JYSK og et eksempel på, hvordan praktik kan føre direkte til job.
Han indstillede selv JYSK til prisen som tak for et fantastisk forløb.
“Det bedste har været kollegerne og teamet. De gav mig chancen for at prøve nogle ting af. Denne pris er til dem,” siger han.
Nu venter landsfinalen i DM i praktik for erhvervsakademier. Den foregår den 20. maj i København, hvor Lasse og JYSK skal dyste mod seks andre forbilledlige praktikforløb fra hele Danmark.
Over 1.600 studerende er hvert år i praktik via Erhvervsakademi Aarhus. Praktik er en fast del af alle erhvervsakademiuddannelser. En stor del af praktikforløbene fører til job.



