Når Aarhus Kommunes kontorhus i Gellerup om kort tid slår dørene op, åbner også Den Gode By i en del af stueetagen: Et fællesskab for mindre virksomheder, der samtidig forpligter sig til at være med til at hjælpe folk med at udvikle ideer til et projekt eller en ny virksomhed.
I midten af det 1200 kvadratmeter store lokale kommer der til at stå et stort træ. Med en solid stamme og en krone, der kan brede sig over skrivebordene, bliver træet en metafor for den vækst, der vil kunne finde sted i Den Gode By Gellerup.
Endnu består fællesskabet kun af de rå mure, men i de kommende uger tager indretningen form, og inden 1. februar vil idémanden Christian Fumz kunne byde de første indbyggere velkommen.
En del mindre virksomheder og projekter har allerede aftalt at flytte ind. Og flere vil følge efter. Huslejen er forholdsvis beskeden, men til gengæld skal indbyggerne i Den Gode By forpligte sig til at hjælpe nye indflyttere i gang, forklarer Christian Fumz:
”De fleste mennesker har brug for en social ramme og et fællesskab, hvor man kan sige sine tanker og ideer højt. Nogen der tager én alvorligt. Undervejs bliver man sikkert klogere på, hvad der er vigtigt, og hvad man selv brænder for.”
Christian Fumz ser Den Gode By som et sted, hvor gode ideer kan vokse – om resultatet så kan blive en ny virksomhed eller en aktivitet, der vil kunne forbedre byens liv. Det afgørende er, at man her kan møde andre, som vil hjælpe én på vej videre.
Alternativ til jobcentret
Døren til Den Gode By vil stå åben, og hver dag mellem kl. 12 og 14 sidder Christian Fumz klar til at tage imod alle, som har brug for hjælp eller sparring til at komme videre.
”Det kan være en idé til en ny virksomhed, eller en aktivitet, der kan gøre byen bedre. Det handler om, at man er klar til at investere noget tid i det selv. For nogle kan det føre til, at man senere kan leve af ideen. For andre kan det være vejen videre i jagten på et job.”
Christian Fumz håber, at Den Gode By kan blive et alternativ til jobcentrets måde at skabe beskæftigelse på.
Han vil selv hjælpe med den indledende afklaringsfase. Senere kan der blive en plads i Den Gode By, og projektet vil kunne udvikles videre i samspil med de andre indbyggere.
Social vækst
Den Gode By Gellerup vil blive drevet af en forening. Som indbygger i Den Gode By bliver man medlem af foreningen og en del af det netværk, der tilbyder at hjælpe nye idémagere i gang. Og når de nye så er kommet godt i gang, kan de assistere de næste.
Det kaldes social vækst, og en af de nye initiativer, Aarhus Kommune vil prøve af i bestræbelserne på at øge beskæftigelsen.
Christian Fumz har tidligere prøvet noget lignende af i Aalborg, hvor stedet hed ”Byens Rum”. Det nye i Gellerup er, at Den Gode By bliver skabt i samspil med Aarhus Kommune og ligger i kommunens bygning.
Et skrivebord i Den Gode By koster 1500 kroner om måneden. Hvis man kan klare sig med en såkaldt fleksplads, er prisen 500 kroner. Så får man gratis kaffe, wifi og plads i et køleskab. Dertil kommer adgangen til de andre engagerede mennesker, man sidder sammen med.
Indbyggerne i Den Gode By
Blandt de virksomheder, der flytter ind omkring 1. februar er en revisor, et rejsebureau, et web-bureau, en højttaler-producent og en virksomhed, der leverer lagerstyring til sundhedssektoren.
Desuden vil jordmodercentret i Skejby tilbyde netværk for mødre, og Fonden for Iværksætteri vil ligeledes have til huse i bygningen. Også Verdenshaverne i Gellerup flytter ind med et planteværksted.
I et sidelokale er Adnan Fayez ved at indrette lydstudie, der skal blive til Unity Sound, hvor man gratis kan komme og indspille musik eller forskellige lydprojekter. Lokalet ved siden af bliver indrettet til videooptagelser.
Endelig vil Nushan Roshani fra Galleri Andromeda 8220 flytte ind med et kunstakademi for børn og unge.
”Det afgørende er, at folk kan komme i gang med noget nyt så billigt som muligt.
Kimen til at komme i gang er, at døren til Den Gode By er åben, så man bare kan gå ind.”
Den Gode By vil være åben for alle i Aarhus. Og grundtanken er, at jo mere forskellige man, jo bedre. For så kan man bedre inspirere hinanden.