Fællessang er en unik og fast del af den danske sangtradition, og du kan ikke finde tilsvarende andre steder i verden. Derfor giver det heller ikke sig selv at stable fællessang på benene i Gellerup, hvor der bor mere end 80 forskellige nationaliteter. Men d. 1. september tager Martin Hornstrup, tovholder for projektet Alsang i Gellerup, kampen op til fællessang på Fredspladsen.
Der er nogen, som siger, at man ikke kan slå på én, man lige har sunget sammen med. Det kan man nok godt, men for Martin Hornstrup er det et meget godt billede på, hvad fællessang gør ved os som mennesker:
”Der sker noget med os, når vi synger sammen. Vi bliver alle sammen en lille smule mere bløde og en lille smule mere åbne, når vi overgiver os til sangen, og det er et godt udgangspunkt for fællesskab,” siger han.
Og efter adskillige måneder med corona-restriktioner og holden afstand, inviterer Alsang i Gellerup derfor nu til igen at rykke lidt tættere sammen, når der er fællessang på Fredspladsen som en del af Alsang-dagen.
”Jeg håber, en masse mennesker har lyst til at prøve kræfter med det her fællessang, for det er først når man prøver det og tager del i det, at man mærker, hvor dejligt det er at læne sig ind i sådan en stor flok, som synger sammen”, siger Martin Hornstrup.
Fællessang i et multikulturelt område
De sange du synger og kender, er ofte et udtryk for den kultur, du er rundet af, eller den baggrund du har. Derfor er det heller ikke lige til at sammensætte et repertoire af sange, der kan samle og favne hele Gellerup:
”Hvis du er opvokset i et arbejderhjem, kender du nok arbejdersange, og hvis du er opvokset i et religiøst hjem, så kender du nok salmerne. Så det er klart, når man så oveni købet er så mangfoldigt et område som Gellerup, hvor man ikke bare er forskellige, som man kan være forskellige som danskere, men som etnicitet, så er det jo bare vidt forskellige sange, man har med sig”, siger Martin Hornstrup.
På dagen vil der derfor blive sunget en blanding af både danske og internationale sange fra hele verden, og så vil Gellerups egen nye sang ”Åbn din gyldne port”, som udkom i foråret, blive sunget:
”Man kan sige, at når sangen er ny for os alle, så er vi også fælles om, at skulle lære den”, siger han.
Udfordring at tiltrække andre end etniske danskere
Når fællessang er en dansk tradition, ligger der også en naturlig udfordring for Martin Hornstrup og hele holdet bag Alsang i Gellerup i at tiltrække andre end etniske danskere til arrangementet, og da dansk er det fælles sprog i Gellerup, vil der også være flest danske sange på dagen:
”Derfor har jeg haft mere fokus på indholdssiden af sangene. At det er sange, der på den ene eller anden måde taler om mangfoldighed og det at være åbne for hinanden – at skabe samfund, hvor der er plads og rum – og så håber jeg, at vi kan samles om det”, siger Martin Hornstrup.
Og hvad er din forventning til fremmødet?
”Selvom jeg forventer, at der vil være en overvægt af danskere, så håber jeg virkelig, at det bliver en dag, der også afspejler, det område, som vi er i, og jeg håber, at mange vil opleve sig mødt i, at vi synger på andre sprog og om andre kulturer og traditioner.”
Fællessang er en del af Alsang-dagen d. 1. september, hvor der ligeledes er inviteret til havefest og koncert i Joops Have i anledningen af Aarhus Festuge.
Program for dagen:
16.00 Fællessang for hele verdenen på Fredspladsen
17.30 Streetfoodboder og børneaktiviteter åbner
18.00 Hygge, hang-out og musik
20.00 Koncert med JJ Paulo
21.00 Lysshow i Den Gyldne Port