Efter næsten 35 år i Brabrand og Årslev sogne takker provst Esben Andersen om få dage af. I dette interview fortæller han om at være ansat i et embede, hvor arbejde og fritid i høj grad har haft flydende grænser – og hvad han forestiller sig om tiden efter arbejdslivet.
Esben Andersen har ikke som sådan lagt detaljerede planer for sit liv efter årene som præst og provst i Brabrand. Men han har gjort sig mange tanker om tiden – og hvad det vil sige pludselig at have nok af den.
”Jeg glæder mig til at tage tråden op, fra jeg var seks år gammel – og igen at prøve det liv, hvor tiden er det, der er mest af. I arbejdslivet er man nødt til hele tiden at skulle videre. Der er altid en opgave mere, efter den man er i gang med. Jeg glæder mig til at være mere i det, mens jeg gør tingene,” siger Esben Andersen og ser et øjeblik drømmende ud af vinduet.
Han har allerede lavet nogle små indledende øvelser. En dag, da han skulle til ørelægen, valgte han at gå langs Brabrand Sø og op til City Vest. Han lægger ikke skjul på, at han nød gåturen.
”Det vigtigste i livet er jo ikke resultatet men processen. Nu kan jeg prøve på nye måder at udforske og være i de ting, jeg er i gang med.”
Som tjenestemand har Esben Andersen haft muligheden for at stoppe som 60-årig. Han har rundet de 64 og besluttede for nogen tid siden, at nu skulle det være.
”Jeg har som præst set for mange, der stoppede for sent. Man kan aldrig vide hvad der sker i morgen,” siger han og ser intenst på Vores Brabrands udsendte. Som altid har han et budskab, han gerne vil være sikker på bliver modtaget.
”Og så håber jeg at stoppe i tide, før andre er begyndt at længes efter det , og mens jeg har ressourcer og overskud til at begynde en ny tilværelse.”
Hans eneste overordnede plan er, at han skal være hjemmegående husfar. Han glæder sig til at have tid til de enkle ting i livet: Lave mad, gå ture og passe barnebarnet. Hans kone har stadig nogle år tilbage på arbejdsmarkedet og har et krævende job.
”Jeg regner med at melde mig ind i mandeklubben her i Brabrand, hvis de vil tage imod mig. Måske kommer der senere lidt undervisning til. Vi må se, hvad er dukker op.”
Forskellen mellem et job og et embede
Familien er allerede flyttet ud af tjenesteboligen på Nordentoftsvej, hvor hans afløser, Karsten Høgild snart rykker ind med sin familie. Den afgående provst og hans kone har fundet et nyt lokalsamfund i Beder.
Esben Andersen ved af 35 års erfaring, at det kan være svært at holde fri fra et lokalsamfund, når man har – og måske har haft – et embede.
”Der er stor forskel på at have et job og et embede. Et embede er man hele tiden i. Arbejde og fritid smelter meget mere sammen end i et almindeligt job. Det er en særlig livsstil, hvor man i princippet er til rådighed hele tiden. Hvis jeg ville holde fuldstændig fri, kunne jeg ikke være i Brabrand rent fysisk.”
Han har oplevet at komme hjem fra campingferie og knap nok nåede at sætte nøglen i døren, før han blev kontaktet om et dødsfald. Her var ingen tid til bare at nøjes med at tjekke emails den første arbejdsdag.
”Man har jo ikke præstekjolen på hele tiden – men på en måde er den altid usynligt på. Folk forbinder én med kirken. I den forstand er man præst hele tiden.”
Esben Andersen tilføjer hurtigt, at livsstilen som præst har givet ham mange glæder og ekstra dimensioner i tilværelsen.
”Det giver jo for eksempel et andet indhold at gå en tur i Netto. Folk henvender sig til mig både som menneske og præst. Måske veksler man bare et par ord med hinanden, men man snakker ofte med nogen om noget.”
Han har gennem årene fået en relation til mange mennesker, og det indebærer en fordring på hinanden, der forpligter, forklarer han. Og så er det en stor glæde at kunne hjælpe andre mennesker.
Den nære relation til mange mennesker oplevede han især i sine første 19 år som ”fuldtidspræst” ved kirkerne i Brabrand og Årslev. De seneste 16 år, hvor han halvdelen af tiden har løst de mere administrative opgaver som provst, har han tilsvarende haft lidt mindre nærkontakt med sit lokalområde.
Arbejdsuge over 50 timer
Med embedet som præst følger de mildest talt skæve arbejdstider. I princippet har man seks-dages-uge og fri om mandagen. I realiteten kan opgaverne ligge på alle ugens syv dage.
”Jeg har altid haft et arbejde, hvor jeg kunne tilrettelægge tiden, som jeg ville. Jeg har haft opgaver både morgen og aften – men til gengæld med mere luft i kalenderen end mange andre mennesker. Jeg har aldrig haft problemer med at finde tid til at komme til tandlægen.”
Han har aldrig målt sin arbejdstid – bortset fra et enkelt år hvor han af nysgerrighed noterede sine arbejdstimer ned: Det år arbejdede han 51 timer i gennemsnit, varierende fra 23 timer til 78 timer om ugen.
”Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi var så forskellige”
Via sine mange forskelligartede opgaver som præst og samtaler med tusindvis af mennesker har han fået et godt indblik i, hvor forskellige vi mennesker er.
”Jeg havde aldrig forestillet mig, at vi var så forskellige. Det har været utrolig fascinerende at opleve.”
Han har blandt andet været en del af sorg- og livsmodsgrupper, hvor deltagerne for alvor kommer tæt på hinanden.
”Som præst har jeg oplevet det som meget oplivende. Det er ret fantastisk, hvordan mennesker i sorg kan hjælpe hinanden. Det er både lægende og livgivende, når man deler sine oplevelser med hinanden.”
Han har i det hele taget set en forandring, i forhold til mange menneskers evne til at sætte ord på sig selv og sit liv.
”Det er en meget positiv udvikling, at mange mennesker er blevet så gode til at formulere sig om sig selv. Fra man er helt lille, har man lært at kommunikere udadtil. Til gengæld er folk ikke altid så gode til at lytte. Det kan undre mig, at man ikke er mere nysgerrig på andre mennesker.”
Han fortæller, at han til bisættelses-samtaler eksempelvis altid spørger børnene, hvordan deres forældre mødte hinanden og blev kærester. Og det kan børnene ofte ikke svare på.
”De har aldrig spurgt om det! Jeg tror, det vil være godt, hvis vi bliver mere nysgerrige på hinanden. Det tror jeg, der ville komme rigtig meget godt ud af,” siger han.
”Nu hvor vi selv er blevet mere åbne om vores følelser, er det oplagt, at vi også interesserer os mere for dem, vi kender rigtig godt. Vi kender ofte kun nogle af facetterne hos hinanden.”
Større åbenhed om at miste og sørge
Ønsket om en større nysgerrighed går igen, når vi taler om Folkekirken og dens udvikling i de 35 år, Esben Andersen har haft sit virke i Brabrand og Årslev.
”Det har slået mig, at jeg hos nogle mennesker oplever en større åbenhed for, hvad kirken er og kan være. Og omvendt fornemmer jeg, at en del mennesker har en stor forhåndsafstand – fordomme – over for kirken, hvoraf jeg synes, at nogle er forkerte. Det undrer mig lidt,” siger han.
”Jeg kunne godt ønske mig, at flere mennesker havde en større nysgerrighed på, hvad kristendommen er. Man må meget gerne eksperimentere med andre religioner som buddhisme, islam osv – men så må man også gøre det med kristendommen!”
Han nævner også Folkekirkens paradoks, at man stadig har et vigende medlemstal, samtidig med at deltagelsen i kirkelige handlinger er steget i de sidste mange år. Det er især de særlige begivenheder, der trækker mange til, mens der bliver færre i kirken om søndagen. Esben Andersen nævner allehelgen, der nu er blevet årets næststørste kirkedag:
”Da jeg startede som præst, var allehelgen en helt almindelig søndag. Der har tydeligvis været et behov for at markere fællesskabet mellem de levende og døde. Vi har fået et helt anden åbenhed om det at miste og at sørge.”
Meget forskellige lokale kirker
De sidste 16 år har Esben Andersen som provst haft opgaven at være arbejdsleder for præsterne det vestlige Aarhus.
”Sognene i Aarhus Vest er på nogle måder meget forskellige på – men de samarbejder nok mere end de fleste andre steder. Mange kirker her ved, at deres eksistens ikke er en selvfølge, og det skaber nok en særlig åbenhed og vilje til at turde prøve nye ting,” siger han.
Han nævner nabokirkerne i Brabrand og Gellerup som to kirker, der udspringer af den samme vilje, men kommer til udtryk på to forskellige måder.
”Der er stort fokus på at spille hinanden gode og se, hvad vi sammen kan udrette. Det har været enormt spændende at arbejde sammen med de mange forskellige præster og menighedsråd og opleve sognenes forskellige kvaliteter. Det har bekræftet mig i, at det er Folkekirken ret god til at rumme.”
Brabrand Aarslev Kirker tager afsked med Esben Andersen søndag d. 19. marts. Det sker med gudstjeneste i Sdr. Aarslev Kirke kl. 9.00 og i Brabrand Kirke kl. 11.00, med efterfølgende reception i Brabrand Sognegård, hvor alle er velkomne.
