En af City Vests mest trofaste lejere, Slagter Stjernholm, forlader indkøbscentret. Slagtermester Allan Stjernholm har opsagt kontrakten med centrets ejer, entreprenørvirksomheden A. Enggaard, og lukker i løbet af juli. I stedet åbner han en ny slagterbutik på Søren Frichs Vej 7.
I slutningen af 2022 kunne Slagter Stjernholm fejre 50 års jubilæum sammen med resten af City Vest. Som den eneste af City Vests nuværende butikker har Stjernholm været med hele vejen fra starten i 1972.
Men om nogle få måneder er det slut. Indehaver Allan Stjernholm afleverede til nytår en opsigelse af lejekontrakten. Den udløber 30. juni, men det er aftalt med centrets ejer, at han har en måned mere i centret og lukker ned i løbet af juli.
42-årige Allan Stjernholm lægger ikke skjul på, at det har været en svær beslutning. Mens talrige andre lejere i de sidste par år har fået nok og har lukket deres butikker, har Slagter Stjernholm holdt ved.
Som formand for centerforeningen har han med stigende utålmodighed ventet på en afklaring af centrets fremtid fra den tidligere ejer, Danske Shoppingcentre. Flere lovede deadlines for udmeldinger blev ikke overholdt – og da den så endelig kom kort før jul sidste år, slog den hovedet på sømmet for Allan Stjernholm.
”Vi fik få dage før jul bare en skriftlig orientering på fem linjer, om at huset var solgt. Intet andet,” siger slagtermesteren, som ikke lægger skjul på at udmeldingen fik særdeles kraftige følelser til at gå gennem kroppen.
Inden nytår havde han afleveret opsigelsen uden at have en alternativ plan for fremtiden.
Ikke en lukning – men en flytning
Allan Stjernholm fortæller, at han har haft en særdeles konstruktiv og god dialog med repræsentanter for den nye ejer, A. Enggaard A/S, som har lagt forskellige løsningsforslag på bordet.
”Jeg må sige, at Enggaard har opført sig væsentligt pænere end den tidligere ejer. Men jeg har dog valgt at sige nej tak. Jeg kan ikke få nogen form for sikkerhed for, at en ny model for City Vest bliver bæredygtig, og så vælger jeg at gå nye veje,” siger han.
Slagtermesteren understreger, at der ikke er tale om en lukning men en flytning. Han har i løbet af årets første måneder søgt med lys og lygte efter nye lokaler, der kunne blive rammen om en ny fremtid for slagterbutikken.
Dem fandt han i en nybygget ejendom, der har fået navnet Godsbanehuset, og ligger på Søren Frichs Vej 7 i det helt nye kvarter vest for godsbanen.
”Vi får noget mindre plads, end vi har haft i City Vest, men det passer rigtig fint til, at vi kan bygge en ny butik op på basis af alt det, vi selv synes, vi er gode til. Det er en super god aftale for os,” siger han.
”Det er det her, jeg brænder for, og som jeg bilder mig ind, at jeg er god til. Men det må bare gerne være i lidt mindre skala, hvor jeg kan være med i det hele.”
Først for nylig har han kunnet orientere sine medarbejdere, der alle flytter med til den nye butik. Også kunderne er han begyndt at fortælle om planerne:
”Heldigvis er de fleste tilbagemeldinger positive, selvom mange af mine kunder her fra Brabrand naturligvis er trætte af det. Jeg håber på, at mange af dem fortsat vil handle hos mig i den nye butik.”
Han tilføjer, at der ligger en stor parkeringsplads i kort gåafstand til den nye butik, så den vil være nem at komme til i bil.
Strategisk tomgang har været kostbar
Allan Stjernholm har tydeligvis mange følelser, der skal håndteres i forbindelse med beslutningen. Han har dog valgt at se frem mod en tid med færre bekymringer om fremtiden.
”Jeg synes, det er virkelig ærgerligt, at det skulle gå sådan for City Vest. Jeg er selv kommet her, siden jeg kunne gå. Mange har nok haft en romantisk forestilling om, at alt kunne fortsætte som før, men der er bare sket så store ændringer i detailhandlen de seneste år, at det var en umulighed.”
Han lægger dog samtidig ikke skjul på, at hans respekt for de tidligere ejere ikke længere er særlig stor. Danske Shoppingcentres politik om såkaldt ”strategisk tomgang”, hvor man med vilje har undladt at leje butikslokaler ud, har været kostbar for de tilbageværende lejere. Han har selv over de seneste fem år mistet 35 procent af kunderne.
”Det er ikke med min gode vilje, at vi flytter. Jeg blev ved med at tro på en løsning for centret og ville bare ønske, at Danske Shoppingcentre havde meldt mere ærligt ud. Deres håndtering har låst de eksisterende lejere fast i alt for lang tid”.
Slagter Stjernholms sidste åbningsdag i City Vest bliver sandsynligvis d. 8. juli. Den resterende del af juli vil så gå med at lukke butikken ned i indkøbscentret.
Han overtager det nye lejemål på Søren Frichs Vej 1. august. Det er ikke afklaret præcis, hvornår slagterbutikken åbner dér.
Læs også: