
Brabrand IF Petanque har afholdt generalforsamling, og i bestyrelsens beretning var det helt centrale emne fællesskabet. “En forening lever af, at der er mange, der hver især bidrager med det, de kan – og det er netop dét, der gør fællesskabet stærkt,” lød det blandt andet fra forperson Anne Marie Bigum.
“Frivillighed handler ikke om at kunne alt eller have masser af tid. Det handler om at ville være med – om det så bare er en lille indsats hist og her. Hver opgave, hver hjælpende hånd og hvert smil gør en forskel,” lød det på generalforsamlingen i BIF Petanque fra forperson Anne Marie Bigum.
“Men vi må også være ærlige: Vi kan ikke læne os op ad de samme få kræfter år efter år. Hvis fællesskabet skal blive ved med at fungere, kræver det, at flere tager del. Alle har noget at byde ind med – måske du kan bage en kage, tage en vagt ved arrangementer, hjælpe med planlægning, eller bare møde op og støtte op om aktiviteterne, eller tjekke om der bliver låst af, når alle går hjem.
Ingen forventes at gøre alt, men alle kan gøre noget. Og hvis hver især giver lidt, bliver det meget lettere for os alle.”
Anne Marie Bigum kom derfor med en opfordring:
“Tag del. Meld dig, når der er brug for hjælp. Dine evner, din tid og dit engagement betyder mere, end du tror. Til sidst en stor tak til alle jer, der allerede trækker læsset – jeres indsats er uvurderlig. Og til jer, der måske endnu ikke har fundet jeres plads i fællesskabet: døren står åben, og der er altid brug for jer.
Sammen kan vi fortsætte med at skabe en forening, hvor man både får og giver – og hvor det fælles engagement gør forskellen. Tak for endnu et år fyldt med frivillighed, fællesskab og viljen til at bidrage.”
Masser af DM-medaljer
2025 blev endnu et år, hvor Brabrand IF Petanque høstede masser af DM-medaljer. Til DM-ugen i Ålborg, hvor de 3 mix discipliner blev afviklet, vandt Betina Carstensen og Tommy Jensen guld for andet år i træk i mixdouble veteran.
Herefter var der DM i åben herre og dame række i Hedebo, hvor der også kommer lidt medaljer til klubben: Single damer var der bronze til Anne Marie Bigum, og i double damer var der sølv til Thea Fihl og Anne Marie Bigum.
I triple damer var der sølv til Betina Carstensen, Thea Fihl og Anne Marie Bigum og bronze til Ilse Larsen, som stillede op med Hanne fra Kliken og Julie fra Bornholm.
Til sidst blev der afholdt DM for veteraner i Korsør, hvor Brabrand igen høstede medaljer i veteran double: Der var sølv til Betina Carstensen og Tommy Jensen, og i veteran triple var der guld til Betina Carstensen og Tommy Jensen, som stillede op med Brian fra Star Petanque.
I år havde afdelingen to klubhold med i Dansk petanqueforbunds sommerturnering, 1. division og 2. division. Der blev kæmpet bravt i mange svære og tætte kampe. Men desværre måtte førsteholdet se sig slået til sidst og rykke ned i 2. division til den kommende sæson. Andetholdet spillede fantastisk i den sidste runde og spiller fortsat i 2. division.



