Rema 1000 hedder butikken på Stenbækvej. Men mange i lokalområdet taler i stedet om, at de ”skal ned og handle hos Asger”. Men om få uger er det slut. Efter 28 år i dagligvare-branchen skal Asger Korgaard nu ud og finde en anden levevej. Hensynet til familien vinder over glæden ved at være købmand.
”Jeg har verdens bedste job. Jeg er bare nødt til lige at få renset hovedet og få ro på. Så må vi se, hvad jeg ellers kan finde ud af. Jeg har jo lavet det her altid. Men nu skal jeg ikke være købmand mere.”
12. september er det slut. Nu skal familien og de tre børn på 4, 7 og 10 år have mere opmærksomhed. Det er slut med arbejdsdage, der begynder lidt i 6 om morgenen og slutter et sted mellem kl. 15 og 20. Dertil kommer sammenlagt halvanden times transport til og fra hjemmet i Auning. Sådan har hverdagen været for Asger Korgaard – som regel syv dage om ugen.
”Når man selv ejer butikken, er der altid noget at lave. Det er svært at slippe det. Man bliver aldrig færdig.”
De lange arbejdsdage bliver en livsstil
Det startede juleaften. Hans yngste datter bemærkede, at det nok var bedst, at far fik sine gaver først – så hun var sikker på, at han ikke faldt i søvn, inden de var pakket ud.
”Så går man og tænker sig godt om. Der gik nogle måneder, hvor jeg drøftede det igennem med fruen og lavede en liste med fordele og ulemper.”
På listen med fordele står stadig glæden ved at drive sin egen virksomhed og gå i butikken og have kontakt med kunderne. Øverst på listen med ulemper står de lange arbejdsdage.
”De siger det til dig allerede ved ansættelsen: Du skal være forberedt på, at det bliver lange arbejdsdage. Så man ved det jo godt. Men det bliver en livsstil.”
Han lægger ikke skjul på, at det også tynger at være chef for 45 ansatte.
”Bare planlægningen fylder rigtig meget i hovedet. Jeg kan vågne kl. 4 om morgenen og spekulere på, hvem det nu er, der skal lukke butikken i dag.”
”Vi skal afspejle det samfund vi lever i”
Han kalder de 45 ansatte for sin ”bonusfamilie”.
”Vi kender hinanden så godt! Jeg har haft verdens bedste personale. Det er dem, der har bygget butikken.”
Asger Korgaard er gennem årene blevet kendt for at ansætte personer med meget forskelligartede baggrunde, også udviklingshæmmede.
”Min holdning er, at vi skal afspejle det samfund, vi lever i og kunne ansætte alle slags mennesker. Der er så mange forskellige opgaver i en butik, at vi har et eller andet til dem alle. Der er lidt oplæring, og når de så kan, så vokser de. At se de mennesker komme ind ad døren som usikre uden tro på, at der er brug for dem – og så se dem udvikle sig. Det er belønning nok for mig.”
Drømmen om at blive selvstændig
43-årige Asger Korgaard har været i dagligvarebranchen i 28 år. Han startede som morgenopfylder i Superbrugsen i hjembyen Auning, da han var 15. Han kom til Brabrand for syv et halvt år siden, da han forlod et job hos Netto i Jægergårdsgade.
”Jeg kunne blive selvstændig hos Rema 1000. Det var drivkraften. Når man møder ind om morgenen, låser man sig ind i sin egen butik.”
Formelt er man som købmand i Rema 1000 ansat af virksomheden, der også ejer bygningen. Man er underlagt kædens markedsføring, priser, varer men har ellers stor frihed til at skabe sin egen forretning.
Tager kundekasketten på
Asger Korgaard beslutter eksempelvis selv, hvor stor bemandingen skal være. I den forbindelse har han lagt stor vægt på, at der aldrig må være lang ventetid ved kassen, og at personalet skal have overskud til at snakke med folk. Hvis man spørger efter en vare, skal personalet tage sig tid til at følger personen hen til den rigtige hylde.
En gang i mellem tager jeg en kundekasket på og går ind i min egen butik og lægger mærke til, om der er noget, der irriterer mig. For eksempel at der står syv personer i køen, eller hvis jeg selv skal finde varerne i den anden ende af butikken. Og hvis personalet ikke hilser på mig.”
”En dåse flåede tomater koster præcis det samme her som i Lidl og Netto, så det eneste der adskiller os er servicen.”
”Ned og handle hos Asger”
Han har gjort det til en æressag at hilse på alle, der kommer i butikken, og det har omvendt givet en masse bekendtskaber.
”Jo bedre man lærer folk at kende, jo mere kommer man ind på livet af dem. Man følger dem hele vejen, når de skal have vin til barnedåb, konfirmation og bryllup og øl til begravelsen.”
Mange kunder oplever, at de nærmest har et personligt forhold til deres dagligvarebutik, og at de skal ”ned og handle hos Asger”.
”Det er jo ikke noget, man kan sætte en plan for, men jeg har altid gerne villet gøre et godt indtryk. Jeg har altid tid til at snakke med en kunde og meget gerne med et glimt i øjet.”
Glæden ved vin
Han lægger ikke skjul på, at han meget bedre kan li´ at gå i butikken og snakke med kunderne end at sidde på kontoret ude bagved.
”Jeg nyder at følge lidt med i kundernes liv. Når en kunde har købt 12 flasker vin til en fødselsdag om lørdagen, er det vigtigt for mig at huske at sige tillykke, når jeg ser vedkommende igen.”
Og vin – det er faktisk den vigtigste afdeling i butikken, siger Asger Korgaard med et glimt i øjet. Han holder selv meget af et glas vin og synes, det er spændende at vide noget om druerne og vinenes historie i det hele taget.
De positive mennesker i Brabrand
Det er vigtigt for ham, at han også her i artiklen får sagt tak til kunderne. Det er dem, der får det hele til at løbe rundt.
”Jeg bøjer mig i støvet og bukker og siger tusind tak for samarbejdet. Jeg har aldrig mødt så positive mennesker som her i Brabrand. Der er aldrig nogen der skælder ud eller beklager sig. Hvis der er udsolgt af letmælk, så er det bare i orden. Så kommer der nye forsyninger i morgen. Man giver hinanden eleastik.”
”Når butikken åbner om morgenen, har vi nul kroner i omsætning. Det er dér, vi starter. Man skal aldrig tage kunderne som en selvfølge. Ydmyghed er sundt.”
Mads Veirup bliver ny købmand på Stenbækvej
Da Asger Korgaard meddelte beslutningen til regionschefen i Rema 1000, kunne han mærke, at mavefornemmelsen var rigtig. Egentlig kan han kun opsige kontrakten hvert femte år, og der er et par år, til muligheden bød sig igen. Men chefen kunne mærke, at der skulle findes en løsning nu.
Den nye købmand på Stenbækvej bliver Mads Veirup, som bor i lokalområdet og indtil nu har været købmand på Trøjborg.
Asger Korgaard har sidste dag i butikken onsdag d. 11. september og overdrager så nøglerne til Mads Veirup. Butikken holder lukket en enkelt dag, hvor der tælles varer op, og åbner så igen.
Og Asger Korgaard?
”Jeg skal ud og prøve en ny branche – og at arbejde 37 timer om ugen. Med fri i weekenden. Jeg vil også gerne prøve at have juleferie.”
Man skal ikke regne med, at Asger Korgaard inviterer til afskedsreception eller lignende. Det med at være midtpunkt er ikke ham. Så hvis man vil hilse af med ham, må man selv finde ham i butikken i løbet af de næste par uger.
Datoen for Asger Korgaards sidste arbejdsdag er ændret fra d. 12. til d. 11. september.