Klunser Allan Fisker, Gudrunsvej, har ikke givet op, selvom hoften gør ondt, og han er plaget af en slags nervebetændelse. Sidste år fik han sendt 16 varebiler med nødhjælp til Ukraine, og for nylig nåede yderligere to læs frem. Yderligere to bliver sendt af sted i morgen, onsdag.
På årsdagen for starten på krigen i Ukraine er mange ting blevet hverdag i det krigsplagede land. Blandt andet er forsyningen af nødhjælp nu velorganiseret, og de mange, som sørger for, at det kommer af sted, får besked tilbage, at alt når hurtigt frem og kommer i brug hos nødstedte lokale familier.
Det glæder blandt andre 79-årige Allan Fisker, som fortsat er i fuld gang alle ugens syv dage med at finde, samle og sortere ting og sager, som ellers var kasseret. I sit kælderrum på Janesvej 43 sorterer og pakker han tøj, sko og køkkengrej i flytte- og banankasser og gør det hele klar til afsendelse.
Det hele bliver så med jævne mellemrum afhentet af genbrugsbutikken Smukt & Brugt på Paludan Müllers Vej, som sørger for transporten til Lviv i Ukraine. Allan Fisker har dog af egen lomme betalt 25.000 kroner til transport af de i hundredevis af kasser, der er gået af sted fra Janesvej.
”Jeg kan godt klare det økonomisk. Jeg har lav husleje her og lever i det hele taget billigt,” siger Allan Fisker, som har boet 49 år i Gellerup.
Han bevæger sig fortsat rundt i Gellerupparken og Bispehaven og finder masser af gode, brugbare ting på containerpladserne. En del mennesker hjælper selv med transporten over til kælderrummet på Janesvej.
”Jeg kører ikke med min cykeltrailer mere. Min hofte er ikke for god, og jeg har en del rystelser i hænderne,” fortæller Allan Fisker, som også er plaget af en del diffuse smerter, der nok er en slags nervebetændelse.
Hurtig sortering og uddeling
De seneste meldinger tyder på, at modtagelsen og fordelingen af nødhjælpen nu foregår meget hurtigt og velorganiseret.
”Det går over al forventning med det læs, som vi sendte til Lviv forrige lørdag. Allerede sidste mandag blev der læsset af, og tirsdag var mange hjælpere i gang med at sortere og pakke kasser, som skulle deles ud. Således blev der sorteret køkkengrej i tallerkener, separate kopper, skeer, gafler m.v.,” skrev Gunhild Kåsastul senest i en email nogle dage efter afsendelsen af den seneste sending.
Hun står for den direkte kontakt med modtagerne af hjælpen i Lviv. Efterfølgende sendes hjælpen til byer som Lugansk, Nikolayev og Izmail.
”Vi er vel nok privilegerede”
Der blev senest sendt 98 kasser med tøj, sko, køkkenudstyr og legetøj til flygtningehjemmet “Bright Dream”, og velgørenhedsorganisationen Eternal Hope for internt fordrevne flygtninge fik mere end 100 kasser.
Det plejer at tage tre måneder, fra læsset bliver afleveret, til det bliver frigivet af tolderne, men på nuværende tidspunkt bliver det frigivet allerede på grænsen, kunne hun fortælle. Og det glæder Allan Fisker.
”Der er nu 14 forskellige kirker derude, som sammen hjælper hinanden med uddeling, bespisning og besøg af ældre i kældre med forskellige fornødenheder. Det er så enkelt og primitivt, og alligevel så hjælper det nogle. Vi er vel nok privilegerede med de forhold vi har herhjemme,” siger han.
Hvis du har tøj, sko og helt enkelt legetøj uden batterier, er du velkommen til at aflevere tingene til Allan Fisker, som så samler og pakker det, sammen med alle de andre ting, han har liggende klar. Du kan kontakte ham på tlf. 5125 5251 og lave en aftale om aflevering onsdag d. 1. marts.