Sten Kloppenborg fortsætter med at invitere fine musikalske navne til at spille i stuen på Hejredalsvej. I foråret rundede han koncert nummer 50. Og han har nye store oplevelser på vej – for eksempel med Tim Alvin og Big Creek Slim lørdag d. 9. september.
Når forskellige personer slæber instrumentkasser ind hos Sten Kloppenborg i nummer 116, så ved naboerne godt, at det er en koncert-aften på Hejredalsvej.
Dem har der været en del af efterhånden. Over 50, faktisk. Men naboerne tager det pænt, selvom lydniveauet af og til overstiger det normale i rækkehus-kvarteret. Og nogle af dem er ligefrem klar til at tage en musiker med hjem, når de forlader koncerten. Så er der ”bed & breakfast”, til landevejene igen kalder dagen efter for den rejsende i musik.
”Det er det fine ved Brabrand, at mange har den rummelighed og forståelse. Jeg inviterer tit naboerne med til koncerterne, så de skal se hvad det er, der foregår, og jeg oplever faktisk, at den helt nære opbakning bliver større og større,” siger Sten Kloppenborg.
Det var tilbage i 2015, at han første gang bød inden for til en koncert med Tobias Trier. Og siden er det blevet til et hav af store musikalske oplevelser for mange mennesker med blandt andre Kalaha, Elisabeth, Mike Andersen, Nice Little Penguins, Kajsa Vala, Alan Haynes, Mukhajee Development, Mika Vandborg, Dissing & Las, Tue West, Hvalfugl, Ufe Lorentzen og Mathilde Falch.
Alt sammen helt tæt på, i et hjørne af stuen, hvor Sten Kloppenborgs sofa plejer at stå.
”Hey man, it´s like everyone´s on stage” lød det fra bluesguitaristen Alan Haynes, da han for nogle år siden spillede på Hejredalsvej. Og konceptet er fortsat det samme: Alle betaler 200 kr. for at overvære koncerten, og alle pengene går til musikerne. Man kan så oveni for 60 kr. købe en veltillavet portion chili con carne.
Sædvanligvis har Sten Kloppenborgs mor også bagt en kage til hyggelig deling blandt koncertgængerne.
Optakt til Danmarksturné
Forhåbentlig kan du mærke begejstringen, når Sten Kloppenborg fortæller om sine egne oplevelser med koncerterne hjemme i stuen. Og der er mange. Blandt andet tidligere koncerter med Elisabeth G. Nielsen, som døde i 2022:
”Det var fantastisk at opleve Elisabeth to gange. Jeg synes, hun var en helt fantastisk kunstner – og jeg nåede næsten at blive personlig ven med hende. Første gang var hun solo med playback, men så opfordrede jeg hende til at komme med sit band. Og så kom de her og spillede som optakt til deres turné.”
Han nævner andre, bl.a. Vestbo trio og Bjørn Fjæstad, som ligeledes kom direkte fra øvelokalet og spillede i Brabrand, før de tog på turné.
Og udendørs i haven er det lykkedes at afvikle flere udendørs sommer-koncerter, senest med Dissing og Las i juli i år.
”Det skal være win-win hele vejen rundt”
Mange undrer sig over, at det kan lade sig gøre for Sten Kloppenborg at overtale så mange kvalitets-musikere til at stille op til koncert i stuen på Hejredalsvej. Men det går efterhånden ganske let – lidt som en snebold der bliver stor nok til selv at kunne rulle ned ad bakken.
”Nu henvender folk sig til mig for at komme og spille. Jeg har efterhånden et stort netværk, så der er tit en bassist, som har spillet her i en anden sammenhæng. Ofte vil musikerne meget gerne komme igen,” fortæller Sten Kloppenborg.
Han nævner bassist Henrik Poulsen som den musiker, som nok har spillet flest gange på Hejredalsvej. Han spiller blandt andet i Peter Sommers band Tiggerne, men har besøgt rækkehuset i Brabrand med blandt andre Alan Haynes, Vega Strauss Band og Mughajee Development.
En enkel serviet-beregning afslører, at det ikke er det helt vilde honorar, musikerne kan hente hjem ved en koncert i Sten Kloppenborgs stue. Men i den store sammenhæng er det en mulighed, der får det hele til at gå op.
”Det skal være win-win hele vejen rundt, og de store spillesteder er også med i den balance. Det kan måske sikre en tur økonomisk, at musikerne kan gøre et stop her i Brabrand på vejen og få en overnatning, inden de tager videre.”
Og dertil kommer glæden ved at spille – også når der ikke står i tusindvis af mennesker foran scenen. Især under corona-krisen mærkede han den kolossale lyst til at komme ud og spille:
”Da havde jeg koncerter med helt ned til 10 personer i stuen. Der var musikere, som var så sultne for at komme ud at spille, at de var klar til at køre fra København for at spille for 10 mennesker og en portion chili con carne.”
Dobbeltkoncert med to dygtige sangskrivere
Når de to sangskrivere Tim Alvin Boström (The Boy That Got Away) og Marc Rune (Big Creek Slim) lørdag d. 9. september spiller stuekoncert på Hejredalsvej, handler historien bag som altid om Sten Kloppenborgs store netværk:
Til en anden hyggelig stuekoncert i Aarhus mødte han Tim Alvin. Han fortalte om sine koncerter, og Tim Alvin fortalte om sit projekt ”The Boy That Got Away” og om fascinationen af en bluesguitarist fra Thy der kalder sig Big Creek Slim.
”Dermed var ideen om en dobbeltkoncert født, og det var ret nemt at få aftalerne i stand. Det er garanteret fordi ideen også er god, sjov, spændende og udfordrende. Jeg håber, I også synes det og er med på en aften hvor vi helliger os manden og guitaren,” fortæller Sten Kloppenborg i Facebook-gruppen CCC, hvor alle koncerter bliver annonceret.
Tim Alvin Boström er til dagligt forsanger og guitarist i det anerkendte århusianske rockband The Boy That Got Away, turnérer med D-A-D´s Jesper Binzer og har varmet op for Dizzy Mizz Lizzy.
The Boy That Got Away er uforfalsket og kompromisløs rock, hvor de stærkeste elementer fra rockens guldalder i 60’erne og 70’erne møder grungens vilde, men melodiske rebelskhed. Men på Hejredalsvej er Tim bare Tim, som spiller sine sange og fortæller om sin vanskelige baggrund.
Og så kommer altså også Marc Rune – alias Big Creek Slim – som er en rigtig bluesmand, som spiller musikken fra Mississippi-deltaet, som var det selveste Robert Johnson, der stod foran dig.
Han har tilbragt meget tid i flere omgange som landstryger i USA, men har også flere roste album, flere Danish Music Awards og utallige koncerter med både danske og udenlandske medmusikere.
Hvis du synes, at den dobbeltkoncert lyder spændende, så er der stadig billetter at få. Modellen er enkel:
Billetter koster kr. 200 pr person, der skal indbetales på MobilePayboks “CCC musik2” eller 2771vp. Pladsen er sikret når pengene er indbetalt. Entréen går som altid ubeskåret til kunstneren.
Lørdag d. 9. September kl. 20.00 på Hejredalsvej 116: The Boy That Got Away / Big Creek Slim. Der serveres chili con carne kl. 19.00.
Læs også: