Duer på altanen har i mange år været en plage for beboere i Gellerupparken. For Stine Schou på Gudrunsvej har plagen udviklet sig til et næsten uoverskueligt problem. Men onsdag kom en udmelding fra Miljøstyrelsen, der kan ændre sagens gang.
Stine Schou har længe været dybt frustreret over duerne på hendes altan på 7. etage på Gudrunsvej. Her er et duepar for længe siden flyttet ind, og i en gammel spand udruger de det ene kuld unger efter andet, uden at hun kan andet end at se til, mens hendes altan gradvist ser mere og mere trist ud:
”Det er gået fuldstændig amok. Det her duepar har overskidt det hele. De lægger typisk to æg ad gangen,og før ungerne er flyvefærdige, lægger de nye æg og overkommer så åbenbart ikke at passer de gamle, så der ligger døde unger ved siden af reden,” siger Stine Schou med et træt udtryk i øjnene.
Hun regnede ellers med, at hun havde sikret sig mod duerne, der i mange år har plaget beboerne i Gellerupparken. Hvide plasticposer, glimmer guirlander og andre ting der glimter, holder duerne væk. De første par år havde hun held til at afskrække dem fra at flytte ind hos hende.
Den ene af hendes smalle altaner er fortsat duefri – men pludselig var en due i gang med at ruge på to æg i en spand, hun havde brugt til dyrkning på den anden altan.
”Måske havde jeg været bortrejst for længe – så lå der pludselig en rede med to æg. ”Tab dem ud over altanen,” sagde folk til mig. Men det kunne jeg ikke finde på. Jeg slår ikke dyr ihjel. Jeg spiser dem ikke en gang,” siger Stine Schou.
”Det kommer du til at fortryde,” sagde folk til hende.
Levende og døde dueunger på altanen
Lige nu ligger der to unger i spanden på altanen, mens hun indenfor i stuen har været optaget af at finde en løsning på problemet, der hen over sommeren har vokset sig endnu større:
Pludselig kom der besked fra Brabrand Boligforening til alle beboerne, at alle altaner skal ryddes fuldstændig, da de skal renoveres og males.
Hun skrev tilbage, at hun havde den udfordring, at hun har både døde og levende dueunger på altanen – og dem havde hun overhovedet ikke lyst til at røre ved.
”Jeg har faktisk anskaffet alt udstyret for længe siden – beskyttelsesdragt, gummihandsker, mundbind, visir og sågar en højtryksrenser. Men jeg aner virkelig ikke, hvad jeg skal stille op med de levende dyr,” siger hun.
Boligforeningen svarede, at den sagtens kunne hjælpe med at finde et firma, der kunne ordne det – dog for hendes egen regning.
Det var Stine Schou umiddelbart uforstående overfor. Da beboerne selv har pligt til at vedligeholde altanerne, mente hun, at hendes vedligeholdelseskonto måtte dække udgiften. Men det afviste boligforeningen umiddelbart med henvisning til, at der er tale om en INDVENDIG vedligeholdelseskonto.
Gennembrud i sagen
Andre beboere havde tidligere fortalt, at de havde betalt et firma for rengøring af altanen for dueklatter, og det havde kostet 7500,-.
Stine Schou kontaktede et privat firma, som tilbød at rengøre altanen for 1600,- plus moms. Men det forudsatte en tilladelse fra Miljøstyrelsen. Firmaet henviste til Jagtloven, der forbyder, at man flytter eller ødelægger aktive reder.
Gennem de sidste uger har hun været i løbende dialog med boligforeningen, firmaet – og Miljøstyrelsen, der i første omgang bekræftede, at duerne i Gellerupparken er omfattet af Jagtloven, og at man derfor ikke må fjerne aktive reder.
Senere lovede Brabrand Boligforening at forsøge at få Miljøstyrelsen til at give en dispensation, så duereden på Gudrunsvej kunne fjernes.
Og tirsdag var der tilsyneladende et gennembrud i sagen.
Brabrand Boligforening havde i første omgang vurderet, at duerne i Gellerupparken som ”tamdyr” er undtaget fra Jagtlovens bestemmelser. Og efter at have vurderet omstændighederne igen giver Miljøstyrelsen (MST) Brabrand Boligforening ret:
”Det er korrekt, at “vilde tamduer” ikke er at betragte som vildt i jagt- og vildtforvaltningslovens forstand. Det betyder således, at det generelle forbud mod at fjerne reder, der fremgår af jagt- og vildtforvaltningslovens § 6 a, stk. 2, ikke gælder, når der er tale om netop “vilde tamduer”. Tamduer er at betragte som skadedyr,” skriver Miljøstyrelsens jurist til boligforeningen.
Med den afgørelse ser boligforeningen nu ikke længere en udfordring med duerne på Stine Schous altan:
”Med svaret fra MST som grundlag ser vi derfor ikke noget til hinder for at fjerne æg fra reder og aflive unger fra tamduer, blot det er dyreetikken overholdes,” skrev boligforeningen til hende.
Hvis der, når renoveringen af altanerne skal i gang til oktober, stadig er æg/unger, lover boligforeningen at hjælpe med at få dyrene fjernet.
Stine Schou overvejer nu, om hun selv skal få det private firma til at rydde op på altanen og fjerne duerne – for egen regning.