Husker du de perioder af dit liv, hvor tingene for alvor tog fart? For musikjournalisten og tidligere DR-vært Kurt Baagø var det året 1976 – for præcis 50 år siden. I fire kapitler fortæller han om tiden som ung i Brabrand – på vej ud i den store verden. Her får du fjerde og sidste afsnit, der bl.a. fører ham i kollektiv i Rømerhaven og til Fronthuset som militærnægter.
“Stjerne-Kurt, han flyver i sin røde rumraket
Han gumler på en hotdog
og tager sig livet let.
Derude blandt galakserne, han føler, han er fri. Han er fri.
Det vil sige indeni”
(Kj. Hedelund, Randers)
Det vers rammer ganske godt, hvordan jeg gik og havde det for 50 år siden. Det passer sådan set endnu bedre i dag.
Den anden mandag i august, hvert år frem til 1976, var sommerferiens sorgløse frihed indtil da blevet afbrudt af skoleklokkens skingrende ringen.
Men i august 1976 var studentereksamen overstået.
Så skulle der fjumres.
Hvad levede sådan nogen som mig så af, når det var slut med S.U. og relativt rentesvage S.U.-lån?
Sjasen, Socialen. Socialhjælp.
Uden faste indtægter kunne man henvende sig på Socialkontoret, få tildelt en socialrådgiver, som man skulle stille hos en gang om måneden.
Derefter møde op på Arbejdsformidlingen mellem 9 og 11 en enkelt gang om måneden for at få stemplet “ledig” i arbejdsløshedsbogen.
Så var der bingo.
Hverken socialrådgiveren eller arbejdsformidleren stillede ubehagelige spørgsmål. De var rigtig flinke. Men en enkelt gang skete det, da jeg, som sædvanligt, mødte på formidlingen lige inden deadline kl. 11, at en nævenyttig formidler bemærkede, at hvis jeg var interesseret i et arbejde, kunne jeg bare komme til åbningstiden kl 9.
Tak for tippet.
I august 76 havde jeg boet et år i “Husvildely” på Edwin Rahrs Vej i Brabrand.
Så skulle der ske noget andet.
Min bedste ven Poul, der boede på værelset ved siden af, bedsteveninden, Jette og mig ville flytte i kollektiv som så mange andre dengang. Vi havde en fuldfed lejlighed på over 100 kvadratmeter med smuk udsigt over Brabrand Sø på hånden.
Vi slog til og var klar til at flytte den 1. september.
Inden da bankede Steve, amerikaneren, jeg havde udvekslet adresser med ved en tysk motorvejs-ausfahrt en måned tidligere på vores dør.
Steve fra USA blev hængende en måneds tid, var næsten ikke til at drive ud af huset.
Han gik på postkontoret en gang om måneden og hævede et beløb, poste restante, sendt hjemmefra, så han havde til dagen og vejen og lidt til.
Jeg benyttede lejligheden til at vise ham lidt rundt i Danmark.
En uges tid slog vi os ned hos et par venner i Brøndbyvester og lånte deres tandem-cykel til at køre ud på Christiania. Fristaden fejrede 5 år som fristad sidst i september.
Stemningen var rigtig god derude efter, at politikerne havde raslet med sabler og truet med bål og brand og bulldozere, men gav op på halvvejen.
En dag sad vi i Christianias Spisehuset og skulle have os en dejlig kop Fristads-te.
Den kostede kun en femmer.
Steve havde lige været på postkontoret, hævet US-dollars, fået dem vekslet og betalte med en dansk 100-lap.
Men så fik han kun 5 kroner tilbage i byttepenge, himlede op og udstødte eder og forbandelser, fuck, shit, bastard, cunt, til jeg måtte lægge mig imellem og hive den rasende US-hippie væk fra disken.
Jeg forsøgte mig på den afvæbnende måde, men det gad de heller ikke høre på. Min amerikanske ven havde fået tilbage på en 10 ́er. Basta og færdigt arbejde.
Med uforrettet sag stod vi på tandemen og cyklede tilbage mod Brøndbyvester. Stemningen på tandem ́en var rådden.
Jeg prøvede at undskylde Danmark og Christiania og var med Steve. Det var for dårligt, det kunne de virkelig ikke være bekendt.
Jeg sad forrest og styrede, Steve sad bagved og skumlede.
Men så i nærheden af Hvidovre havde han fået rodet lommerne igennem. I én af lommerne lå en 100 kr.-seddel.
Så var det mig, der skumlede. Fjols, for H….. da
Dagen efter tandem ́ede vi tilbage til Fristaden, hvor det var mig, der måtte gå i bar ́en i Spisehuset og aflevere Jordens største undskyldning på den amerikanske hippies vegne.
Steve var osse med på Tingstedet i Brabrand, hvor klientellet ikke var udpræget skarpe til engelsk, men prøvede alligevel. Én af værtshus-gæsterne prøvede at rable noget engelsk af sig, tegnede og forklarede og sluttede sine sætninger: med. Det kan I godt fortell you.
På vejen hej spurgte Steve:
“Were those guys bullshitting me?”
Yes, they were.
Big time!
Det kan I godt fortell you!
I Rømerhaven, som byggeriet, vi var flyttet ind i hed, gik det strygende med vores 3-mandskollektiv.
Vi kendte hinanden tilbage fra Engdalskolen og kunne virkelig godt lide hinanden.
Lydsporet til vores første måned som kollektivister stod på Bob Marley & the Wailers, Live at the Lyceum, London.
Stadigvæk i mit hjerte og i min sjæl én af verdens allerbedste live-plader, No Woman No Cry, Them Belly Full, originaludgaven af I Shot The Sheriff og så Trenchtown Rock med linjen:
“One good thing about music, when it hits you, you feel no pain”
Og ørjj, hvor reggae gjorde godt i krop og sjæl og swingede på en helt anderledes behagelig måde end al den noget stive og 4-kantede rock, vi hidtil havde kendt.
Andre plader på grammofonen de måneder var Christiania-støttepladen med I Kan Ikke Slå Os ihjel.
For slet ikke at snakke om Trilles ikoniske Hej Søster.
I opgangen ved siden af boede min søster og var enlig mor med et par skønne tvillingedøtre, som jeg var næsten ligeså vild med, som deres mor var.
Når Onkel Kurt kom til “Min Lille Sol” fra Hej Søster ramte den hver gang, durk ind i hjertekulen. Sådan er det osse i dag, 50 år senere.
Den 25. oktober truede livets alvor.
Jeg skulle aftjene min værnepligt og havde til sessionen af et ærligt hjerte erklæret, at det stred mod min etiske og moralske overbevisning at slå ihjel. Den oktober-mandag tog jeg toget fra Århus til Engesvang station mellem Silkeborg og Herning og blev derfra med nægter-kollegerne kørt til Kompedallejren, en halv snes triste barakker ude i midten af det midtjyske ingenting.
Arbejdsløsheden hærgede, så vi nægtere nægtede at lade os udstationere til arbejde, der retteligen burde tilfalde arbejdsløse.
Hvad skulle vi så give os til?
Lejrpersonalet informerede os om mulighederne og kørte os rundt til potentielt nægterarbejde som for eksempel strandrensning og nedskæring af selvsået fyr i de omliggende plantager.
Vi blev osse kørt på Tvind og fik det fyrstelige tilbud at være med til at bygge på Tvindmøllen.
Hver dag fra 7, morgen til 7/19 aften.
Arbeit macht frei.
Tvind mindede en del om en Sovjetrussisk tvangsarbejdslejr.
Mølleholdet arbejdede fra tidlig morgen til sen aften inde i store telte i giftige styren-dampe med at hærde møllevingerne. Hvis Arbejdstilsynet skulle komme forbi en dag…
Ingen af os valgte at blive nægtere på Tvind. Det ville aldrig have kunnet tjene folket.
En anden dag i intro-ugen spillede Danmark kvalifikationskamp i fodbold mod Cypern i Idrætsparken.
Vi havde som civile værnepligtige fået frikort til DSB, så hvorfor blive i Kompedal og høre på flere af lejrledernes åndssvage forslag???
Danmark vandt 5-0, og så tog vi nattoget tilbage til Kompedal.
Det endte med, at jeg valgte at blive såkaldt satellit-udstationeret til det, der kom til at hedde Fronthuset, Mejlgade 53 i Århus C.
Et hold studenter fra Universitetet havde købt Mejlgade 53 og ville have for-, mellem- og baghuset bygget om til et kraftcenter for venstrefløjen. Et arnested for revolutionen.
Under påskud af, at det skulle blive til et medborgerhus, der kunne tjene almenvellet.
Satellit-udstationeringen havde den fordel, at jeg kunne blive i Århus og kun tage toget frem og tilbage til Kompedal hver fredag efter rent arbejdstøj og lønposen.
Jeg er mildt sagt ikke særlig praktisk begavet, så jeg hjalp mest nægterkollegerne med ikke at gå i vejen om formiddagen og i stedet gå ud købe ind og stille an til frokost.
Efter frokosten tog jeg opvasken og luskede ud og tog 16 ́eren hjem til Brabrand.
Bifrost var lydsporet til nægterperioden.
De var braget igennem med 10000 Folk på Christiania-pladen i foråret og udgav deres første plade om efteråret.
Bifrost var hippiemusik fra i udkanten af hippiemusikkens guldalder. Den høje Annapurna i narrekostume og sangen om narren, der kunne lide at blive til grin. For slet ikke at snakke om, hele vejen igennem den gudesmukke og bedårende syngende, Ida Kleman.
Så vidt så godt.
Der var osse Tom Lundéns anderledes dystre sange:
“Det er ikke nemt at være ude og glemt
når man er faldet herned hvor man ikke mer’
ved om man er købt eller solgt
skal være flov eller stolt
Og man føler sig skabt som en
håbløs,
fredløs,
hjemløs,
hjælpeløs fortabt”
Langt væk fra fordums hippie-romantik, præcist rammende tidsånden i udkanten af 68-oprøret.
“Hippie” var ved at blive ment nedsættende, synonymt med naive blomsterbørn, lallende rundt i evige hashtåger.
Først hed det at være en “flipper”. Det var nu ved at gå over til “flad flipper.” Der var gået politik i ungdomsoprøret.
Klart nok en god ting og relevant, nu tiderne ikke var så fede og muntre som i 60erne og første halvdel af 70érne. Men der opstod grimme tendenser på venstrefløjen til at dyrke og hylde autoritære forbilleder: Formand Mao, Lenin, Stalin, Fidel Castro, Pol Pot, Kim Il-Sung og hvad vi havde af blodtørstige tyranner, der tillod sig at kalde sig socialister og kommunister.
Vorherrebevares.
Herhjemme havde vi Amdi på Tvind og DKP, Danmarks Moskva-tro, kommunistiske parti og det, der var endnu værre alleryderst til venstre. Begrebet “den udogmatiske venstrefløj” opstod som betegnelse for os, der godt kunne finde ud af stå til venstre for Anker Jørgensen uden at skulle dyrke den ene eller den anden venstregud, følge en eller anden fjoget partilinje og hengive sig til diverse forskruede udlægninger af Marx og Lenin.
“Arbejdere i alle lande.
Hold op med det,”
som Århus-anarkisten Jakob Haugaard drillede.
Tilbage til Bifrost.
Den første Bifrostplade drønede løs i vores tremands kollektiv og blandt nægterkollegerne.
En aften, tog vi, en flok militærnægtere, ind på et lillebitte spillested, Vaskehuset i Silkeborg, hvor vi, pilskæve, flippede voldsomt ud over en helt vildt forrygende Bifrost-koncert. Bifrost spillede bare så anderledes pissegodt og bød ligesom Jefferson Airplane på hele 3 sangere…eller var det 4?
I Århus mødtes byens flippere i Stakladen, syrede ud og dansede vildt til Bifrost.
Helt vildt.
Der var godt gammeldags kul på.
Og gang i den.
Nogenlunde sådan sluttede mit 1976.
Inden nytårsaften mødte jeg døden første gang: Vores onkel Niels i Stoholm var død.
Dét var underligt.
Nytårsaften både drak og røg vi. Og jeg var på syretrip for i alt ca. 15. gang. Det sidste…foreløbig.
Tiderne, de skifter, baby.
Da 76 blev til 77 fik livet en anderledes blå tone…
Læs også:
Et år i livet, 1976: Værtshuset Tingstedet og det knap så forsømte forår
Et år i livet, 1976: Hippieliv med højskole, Bob Marley, Weather Report, Roxy Music, Rolling Stones…
