Du gik sikkert glip af mange ting, da coronaen i marts lukkede alt ned. Blandt andet måtte en Winemaker´s Dinner i Gellerup med den sydafrikanske vinproducent Elizabeth Petersen, også kaldet Libby, aflyses. Men torsdag d. 20. august er Café Europa klar til at gennemføre arrangementet.
COVID-19 hærger fortsat de fleste steder, men alligevel tør ægteparret Birgit og Jørgen Møller-Nielsen nu godt binde an med vinarrangementet i samarbejde med Café Europa.
Der er nemlig akut brug for økonomisk hjælp til Sydafrika, hvor de fleste har det hårdt oven på den krise, der også dér lukkede det meste ned. Og Birgit og Jørgen Møller-Nielsens salg af Libby´s vine har netop til formål at støtte både Libby og et ungdomshjem, Beth Uriel, der får 20 kr. pr. solgt flaske vin.
”Opbakning er meget vigtig. I Sydafrika bløder de. Der er alkoholforbud, og det betyder at Libby ikke kan sælge sin vin i Sydafrika og at hele markedet er meget presset. Vi er i øjeblikket de eneste i verden, som kan sælge hendes vin”, siger Jørgen Nielsen.
Torsdag d. 20. august kan man støtte projektet økonomisk, samtidig med at man smager Libby´s vine og nyder et godt måltid mad hos Café Europa i Aarhus Kommunes kontorhus i Gellerup, Blixens.
Videohilsen fra Libby
På grund af coronaen kan Libby ikke selv deltage denne gang, men der vil dog være en videohilsen fra hende undervejs.
Birgit og Jørgen Nielsen fra HumanAid Wine vil fortælle om Libby, som er Sydafrikas første farvede kvinde med eget vinmærke. Man kan også høre om ungdomshjemmet Beth Uriel, som HumanAid Wine støtter med donationer fra vinsalget.
Det hele går løs kl. 18.00 med Libby’s Pride Sweet Rosé som velkomstdrink. Lidt efter serverer tjeneren en forret af røget laks med grillet grønne asparges og en hovedret bestående af oksemørbrad serveret med svampesauce og ovnstegte kartofler, undervejs med passende udvalg af Libby´s vine. Og naturligvis dessert og kaffe til sidst – alt sammen for 475,- kr.
Du kan bestille bord til arrangementet på emailen krj@europa1989.dk. Din booking skal bekræftes inden du betaler. Arrangementet forudbetales via MobilePay til 389699 (J. Nørgaard Cafe Gellerup). Sidste tilmelding er onsdag d. 12. august.
Læs også:
Vinsmagning i Gellerup til støtte for socialt udsatte i Sydafrika