42-årige Chresten Heesgård Ibsen er én gang lykkedes med at samle i tusindvis af mennesker om en sag. Det var i 2016, da han sammen med en anden via Facebook skabte organisationen Fair Bidragssats. Så hvorfor skulle det være umuligt at samle de 15-20.000 stemmer, der skal til for at komme i Folketinget uden at være medlem af et parti?
Han sidder ved spisebordet og bladrer i listen af stillere. Foreløbig har 83 personer skrevet under på, at de anbefaler Chresten Heesgård Ibsen som kandidat til Folketinget. I løbet af foråret 2019 udskriver statsminister Lars Løkke Rasmussen formentlig folketingsvalg, og Chresten Ibsen skulle gerne være på kandidatlisten. Kravet er 150 underskrifter på listen.
”Jeg skal ud og gå med hatten i hånden”, smiler han. De første underskrifter i kvarteret omkring Hvedebjergvej og Pallisvej har foreløbig givet masser af opbakning og god nabosnak.
Ikke siden Jacob Haugaard i 1994 blev valgt ind i Folketinget med over 23.000 personlige stemmer, er det lykkedes en løsgænger at blive valgt. Men Chresten Ibsen tror på, at det kan lykkes. Han har én gang prøvet at sætte gang i en sag, der mobiliserede i tusindvis af mennesker.
Starten på Fair Bidragssats
Chresten Ibsen bor med sin kone og tre børn i et hus på Hvedebjergvej i det nordlige Brabrand. Som de fleste andre har de lånt de fleste af pengene i en kreditforening. I februar 2016 modtog han et brev fra Totalkredit om en stigning i administrationsbidraget – den såkaldte bidragssats – på 1300 kr. om året.
Chresten Ibsen blev meget irriteret over stigningen, og et par uger efter, søndag d. 21. februar, oprettede han Facebook-gruppen ”Kritiske interessenter i Nykredit og Totalkredit”.
En enkelt ven meldte sig straks i gruppen, og lidt efter skrev en Anders Sandbjerg Larsen fra Ikast en kommentar og meldte sig også ind. Men så gik det stærkt: Mandag havde gruppen 2000 medlemmer, tirsdag 4000 og onsdag 6000. Og Anders Sandbjerg Larsen ringede og foreslog, at de skulle mødes over en kop kaffe.
De besluttede at stifte foreningen Fair Bidragssats, der hurtigt fik 4500 medlemmer – mens det mere uforpligtende fællesskab i Facebook-gruppen nåede helt op på 40.000 medlemmer. Og de to stiftere blev inviteret til København til møder med toppolitikere og finansbranchens spidser.
”Vores største ”skalp”, hvis man kan sige det sådan, var, at vi forhindrede børnoteringen af Nykredit. Desuden fik vi indflydelse på en ny lovgivning, der skulle skabe større gennemsigtighed i den finansielle sektor,” fortæller han.
Fair Bidragssats er stadig en aktiv forening, men aktiviteterne har dog været på vågeblus det sidste stykke tid.
Politik bør være båret af personlige holdninger
Det var oplevelserne i Fair Bidragssats, der inspirerede Chresten Ibsen til at overveje at gå ind i politik. Han syntes ikke rigtig, politikerne lyttede. Møder på Christiansborg, hvor han gik ud efter en halv time med fornemmelsen af, at der ikke ville ske andet, end at så kunne der sættes et ”flueben” ud for dén aftale…
”Som politiker har jeg ikke en bestemt mærkesag, men til gengæld vil jeg gerne være god til at lytte. Det har jeg oplevet politikere, der ikke var særlig gode til.”
Han mener, at dansk politi generelt er alt for styret af parti-disciplinen, og at politik bør være båret af personlige holdninger. Det ville være til gavn for borgerne, hvis alle stillede op uden at være knyttet til et parti.
I en kort periode har han været medlem af Alternativet, som han roser for at have modet til at formulere nogle drømme og visioner for det politiske arbejde. Men han føler sig ikke særligt knyttet til en af fløjene i Folketinget.
”Jeg kan finde ting hos de fleste partier, som jeg godt kan li´. Jeg kan se fordele i at have fri konkurrence, og jeg mener også, at fællesskabet kan løse nogle ting. Egentlig tror jeg slet ikke, fløjene i dansk politik er så forskellige. Jeg tror bare, de udtrykker sig på forskellige måder. Det er vigtigt, at politikerne lytter mere til hinanden og til borgerne.”
Til kamp for Gellerupbadet
Han er 42 år og er i øjeblikket lagermand på Starks distributionslager i Årslev. I en årrække har han drevet egen virksomhed, Chib Pressebureau, men samfundsengagementet og det frivillige arbejde i Fair Bidragssats tog al opmærksomheden, og virksomheden sygnede hen.
”Jeg har altid været meget politisk opmærksom. Jeg kan ikke lade være med følge med i nyhederne og forholde mig til dem. Jeg bliver også let forarget – og nogle gange reagerer jeg også.”
Da Gellerupbadet var truet af lukning tilbage i 2002, mødte han naturligvis op til generalforsamlingen i Gellerupbadets Venner – og blev ud af det blå valgt til formand.
Han kastede sig engageret ind i arbejdet med at forhindre lukningen og gik blandt andet på gaden for at samlet underskrifter. Og missionen lykkedes.
Dæmpede en gruppe unge ned i bussen
Chresten Ibsen mener generelt, at vi alle som samfundsborgere bør blive bedre til at reagere, når vi oplever, at noget er forkert – om det så handler om noget principielt på samfunds-niveau eller er en hændelse i dagligdagen.
Han fortæller om en episode for nylig, hvor hele familien sad i bybussen. Nogle unge sad og råbte og chikanerede de andre passagerer. En kvinde rejste sig og bad dem stoppe – hvilket kun førte til, at de begyndte at råbe ad hende i stedet.
Så gik Chresten og hans kone Maija ned og satte sig hos dem og bad dem om ikke at råbe ad de andre passagerer. ”Er I pædagoger eller hvad,” vrissede de unge irriteret. ”Ja, nu er vi”, svarede parret – og det endte faktisk med, at de unge stoppede med at råbe op.
Borgerinitiativet ”500 dage”
Han er stadig formand for foreningen Fair Bidragssats, men valgte midt i august på egen hånd at gå ud i offentligheden med borgerinitiativet ”500 dage”:
I en video på Facebook opfordrer han finansbranchen til at forbedre sin etik og generelle opførsel, inden 500 dage er gået, det vil sige inden den 1. januar 2020.
”Essensen med initiativet er, at forandringerne ikke kommer af en shitstorm. Det er branchen selv, forbedringerne skal udspringe af. Mit håb er, at det simpelthen vil fungere som en intern konkurrence i branchen hen mod bedre etik”, forklarer han.
”Det kan godt være svært at få en stor forening samlet, så det her satte jeg bare i gang. ”500 dage” når ikke ud til lige så mange som Fair Bidragssats. Men jeg er glad, hvis der bare er nogle stykker i finanssektoren, som vil overveje, om det er etisk forsvarligt, det de gør. Det handler om at sætte nogle svingninger i gang.”
Kan blive en god politiker
Måske sidder du tilbage og overvejer, om det nu er realistisk, at Chresten Ibsen kan blive valgt til Folketinget som løsgænger. Der skal normalt mellem 15.000 og 20.000 stemmer til, at en opstillet uden tilknytning til et parti kan blive valgt. Han mener selv, at det er muligt.
”Nu gør jeg det bare, så må vi se. Det plejer at gå godt. Jeg bryder mig ikke om følelsen af at sidde tilbage og ikke have gjort noget”, siger Chresten Ibsen.
Han ser frem til at prøve at være aktivt med i en valgkamp med valgmøder og alt det andet, der hører sig til. Og han mener også, at han kan gøre en forskel.
”Jeg er jo oprindelig fra Vestjylland, og dér skal man passe på med at have for høje tanker om sig selv. Men jeg tror faktisk, at jeg kan blive en god politiker.”