Lotte Qvist og Dorte Middelbo Levinsen er ikke bare fodterapeuter. De påtager sig også rollen som psykologer, socialrådgivere og sjælesørgere, når der er brug for det. For nylig kunne de sammen fejre 25 års jubilæum sammen på Hovedgaden i Brabrand.
”Jeg er stadig vild med det. Det er det bedste job i verden,” siger Lotte Qvist – og hendes partner gennem 25 år i Klinik for Fodterapi på Hovedgaden, Dorte Middelbo Levinsen, nikker:
”Mange har nok svært ved at forstå, at vi gider alle de fødder. Men jeg tænker egentlig slet ikke på fødderne – men på alle de mennesker og deres behov, vi lærer at kende. Det at kende personen er meget vigtigere end at kende foden!”
De ordner ikke bare nedgroede negle, fodsår og andre skavanker på fødderne –men de tager sig også tid til at tale med patienterne og rådgive dem, så godt de kan. De påtager sig også gerne rollen som psykologer, socialrådgivere og sjælesørgere, når situationen kræver det.
”Der er ikke ret mange andre i sundhedssystemet, som bruger 45 minutter på at tale med folk. Og det kan sagtens være om alt muligt andet end det rent faglige,” siger Dorte.
”Alle steder har man så travlt – men vi er selvstændige og bestemmer selv vores tid. Vi tager os tid til at høre på, hvad der sker i folks liv. Jeg elsker at høre deres historier, om deres skoletid eller minder fra 2. Verdenskrig,” tilføjer Lotte.
Når en person klager over vejrtrækningsproblemer eller vand i benene, lytter de alvorligt og foreslår, at man går til lægen. ”Har du fået kigget på det modermærke,” kan de spørge, mens de ser alvorligt på én.
De ved godt, at nogle patienter måske nærmest kun betaler for en tid hos dem for at have en, som lytter, og som interesserer sig for, hvordan man har det.
Den slags giver tillid og taknemmelighed hos både patienter og pårørende. Det oplevede fodterapeuterne på jubilæumsdagen, hvor det væltede ind med mennesker, som i en årrække har fået fodbehandling i klinikken på Hovedgaden, og som ville sige tak med gaver og blomster.
Var sygehjælper og butiksansat
Dorte og Lotte mødte hinanden på skolebænken for lidt over 25 år siden. Helt konkret sad de ved siden af hinanden gennem de halvandet år på fodterapeut-uddannelsen på Randers Tradium. Det viste sig, at de begge var blevet opfordret til at tage uddannelsen af en fælles bekendt.
De kom begge fra et andet erhverv, men havde en fælles drøm om at hjælpe folk med deres fødder. Dorte arbejdede som sygehjælper, mens Lotte var butiksansat i Føtex.
De ville gerne starte noget sammen, og der viste sig hurtigt en mulighed på Hovedgaden 52. Det var helt perfekt for de to, som begge er opvokset i det vestlige Aarhus – Dorte i Brabrand og Lotte i Åbyhøj.
Markedsføringen sørgede Dortes far for. Han gik i forvejen rundt med kirkebladet, så han kunne lige så godt tage en flyer om den nye fodterapi med rundt i de lokale postkasser. Det var før den tid, hvor den slags kunne klares via sociale medier.
”Lokalerne i nummer 52 fungerede så fint for os dengang, men de levede ikke op til de krav, man har i dag. For eksempel var det ikke særlig handicapvenligt,” siger Lotte.
Desuden var pladsen blevet for trang, og derfor slog de straks til, da det tidligere solcenter lukkede i Brabrandhus lidt længere henne ad gaden i begyndelsen af 2020.
Og faktisk er de større lokaler allerede ved at blive for trange. De er nu fem selvstændige fodterapeuter, som deler rammerne på Hovedgaden 58D, og de søger endnu en fodterapeut til at hjælpe med at klare de mange opgaver. Hvis man vil flytte en tid, går der ofte en måned, før man kan få en ny.
Hjælper mange diabetes-patienter
Man kan ikke undgå at mærke begejstringen hos de to fodterapeuter, som med hver deres personligheder byder ind med bud på, hvad der gør arbejdet med fødderne til deres favorit-beskæftigelse:
”Vores fag er mega-vigtigt. Fødderne er jo verdens vigtigste transportmiddel,” understreger Lotte.
På Klinik for Fodterapi løser de ikke kun akutte fod-problemer men tilstræber altid at sende patienterne af sted med den bedst mulige vejledning, der kan forebygge at større skader opstår.
Blandt andet hjælper de mange diabetespatienter, som døjer med manglende følelse i fødderne eller åreforkalkning og dårligere heling af sår. Nogle diabetes-patienter ender med amputation, men fodterapeuterne vurderer, at det er muligt at forebygge mod, at det går så galt.
De fem fodterapeuter er på skift i klinikken men kører også ud og giver behandlinger i hjemmet eller på blandt andet plejehjem. Her aftaler de med den lokale sygeplejerske, hvor lang tid der skal gå mellem de forskellige behandlinger.
De små ting kan let blive til noget stort
De er alle fem selvstændige med egen virksomhed og deler kun lokaleudgifterne og den hyppige snak om bogføring og elektronisk fakturering. Desuden har de også mange faglige samtaler og sparrer med hinanden om særligt vanskelige udfordringer.
”Når fødderne ikke bøvler, så tænker man ikke på dem. Men hvis de 24 små muskler i fødderne ikke bliver trænet og holdt ved lige, så bliver de dovne, og man får dårligere balance,” påpeger Lotte.
Dorte supplerer med en oplevelse, hun havde hos sin egen mor: Ved at lade hende træne med en lille bold over en periode, fik hun vækket sine fødder, så hun pludselig igen kunne gå uden rollator.
De minder om, at der ikke er ret mange naturfolk, som går med rollator, og foreslår at man er opmærksom på at bevæge fødderne og bruge dem varieret.
”I de 25 år, vi har været fodterapeuter, er mange af os heldigvis begyndt at bruge mere funktionelt fodtøj. Men når vi ser, at en patient trænger til at få nye sko, så siger vi det. Måske burde vi ikke blande os, men det gør vi,” siger Lotte.
De betegner sig selv som fodnørder og elsker at lave indlæg til patienternes sko og vejlede om fodgymnastik.
”Det er de små ting, der let kan blive til noget stort. Det vi laver er jo typisk ikke livstruende, men det handler om livskvalitet, når man kan gå til det, man gerne vil.”
