Tag først en 500 kilo tung roterende vippescene – og tilføj så en koreograf, en danser, en skuespiller og filminstruktør fra Gellerup og en dygtig lokal cirkusartist med rødder i Cirkus Tværs. Så har du ingredienserne til en meget anderledes udendørs forestilling ”Human In Balance – Gellerup”.
Du kender sikkert det klassiske vippebræt, som mange bruger til at træne deres balanceevne på derhjemme. Forestil dig så, at det er forstørret mange gange, så det kan fungere som en kæmpemæssig bevægelig og delvis roterende scene.
Så har du rammen for den meget utraditionelle forestilling, teater- og dansekompagniet Don Gnu på fredag og lørdag opfører på Verdenspladsen ved Sports- og Kulturcampus fredag d. 1. juli og lørdag d. 2. juli.
”Vippescenen er en stor udfordring for os alle, fordi den fuldstændig ændrer på, hvordan tyngdekraften normalt fungerer for os. Det ændrer fuldstændig på, hvordan du bevæger kroppen og bruger dig selv i bevægelsen,” siger Jeppe Kaas Vad, som er projektleder på forestillingen.
Det gigantiske balancebræt står som en tydelig metafor for mellem-menneskelige relationer. Her kan ingen bevæge sig, uden at det påvirker andre. Men hvis man omvendt ikke bevæger sig, går alt i stå og ingen kommer videre…
”Projektet er resultatet af en drøm om at sætte den kunstneriske proces fri og inddrage publikum mere, end det ofte er tilfældet. På scenen står Don Gnu’s performere derfor sammen med lokale kunstnere, der med ny nerve og intensitet udfordrer det kendte,” skriver teater- og dansekompagniet Don Gnu om projektet.
Forestilling bygges op på tre uger
Forestillingen blev til som et udviklingsprojekt mellem de to europæiske kulturhovedstæder Aarhus 2017 og Pafos. Første del blev derfor udviklet under åben himmel på gaden i Pafos, Cypern i maj 2017 i et tæt samarbejde mellem DON GNU og danserne.
Og nu er scenen så kommet til Gellerup, hvor Aarhus Kommune finansierer den usædvanlige forestilling. Tre af de fire medvirkende, danseren, Giorgia Reitani, cirkusartisten Khaled Mohamed og koreografen Jeppe Kaas Vad, øver nogle af forestillingens elementer af dans, skuespil og artisteri.
”Vi er i gang med at udforske, hvilke muligheder scenen har, og i de kommende dage begynder vi så at udvikle fortællingen og bringer følelser og mening ind i forestillingen. Det er et meget kompakt forløb, hvor vi sammen skaber forestillingen på bare tre uger,” forklarer Jeppe Kaas Vad.
”Vi har på forhånd nogle ideer, og så tilpasser vi dem vores forskellige måde at være på,” tilføjer den italienskfødte danser Giorgia Reitani, som ligeledes er tilknyttet projektet.
Nyuddannet cirkusartist er vokset op i Cirkus Tværs
For 22-årige Khaled Mohamad er det noget helt nyt at være med i et teaterstykke. Han har, siden han var 10 år, været en del af Cirkus Tværs, hvor han som så mange andre børn i Gellerup har lært artisteri og cirkusliv fra bunden.
Khaled Mohamed valgte for tre år siden at rejse til Stockholm for at dygtiggøre sig yderligere på et cirkus-gymnasium i den svenske hovedstad. Fornylig vendte han hjem til Gellerup, hvor han forleden optrådte med sin eksamens-forestilling på Verdenspladsen midt i bydelen.
Nu er han færdiguddannet cirkusartist, men glæder sig over at få mulighed for at snuse til teaterverdenen i den kommende forestilling.
”Jeg håber, jeg kan bidrage med mine kvalifikationer i form af breakdance og en masse spring. Det er ret udfordrende for mig på denne her bevægelige scene, som vi alle sammen først lige skal lære godt at kende, siger han, mens Jeppe Kaas Vad tilføjer:
”Jeg har aldrig før arbejdet sammen med en person med timing og skills, som Khaled har. Det er rigtig spændende sammen at finde ud af, hvordan vi integrerer det hele bedst muligt i forestillingen.”
Det andet lokale ansigt i forestillingen er skuespilleren og instruktøren Chadi Abdul-Karim, som er opvokset i Gellerupparken, hvor han for mange år siden startede som rapper i selskab med blandt andre L.O.C.
I en årrække har han været en del af både film og teaterprojekter og skal i ”Human in balance Gellerup” bidrage med den verbale del af forestillingen.
Lokale unge inviteret ind til prøverne
Mens Giorgia Reitani, Khaled Mohamed og Jeppe Kaas Vad gentager et forløb, hvor Khaled skal afslutte med et halsbrækkende spring ud over kanten på scenen, stikker et par lokale unge forsigtigt men nysgerrigt hovedet ind gennem døråbningen. Jeppe afbryder prøven.
”Hey drenge, kom bare ind.”
Det viser sig at være et par af Khaleds bekendte fra Cirkus Tværs-tiden, som er nysgerrige på, hvad det er, gruppen har gang i.
De bliver inviteret ind og får mulighed for at teste vippescenen, og dens potentiale for at skabe afsæt for spring. De finder hurtigt ud af, at det kræver både tilvænning og timing.
Don Gnu – individ og flokdyr
”Don Gnu laver action teater og dans kombineret i et legende og poetisk mandeunivers,” skriver teater-kompagniet om sig selv.
Det blev etableret i 2010 af koreograferne Jannik Elkær og Kristoffer Louis Andrup Pedersen, der i fællesskab står for den kunstneriske ledelse. I dag er Don Gnu et af landets mest turnerende kompagnier, der også har turneret med forestillinger i store dele af verden, bl.a. alle de nordiske lande, Sydkorea, Canada, store dele af Europa samt Cuba.
Navnet ”Don Gnu” er bygget op omkring paradokset; at være én og flere på samme tid. Don som individ og Gnu som flokdyr, beskriver forholdet og dynamikken i samarbejdet mellem individ og gruppe. At vi står til ansvar som individ, men kun forstår og lever i relation til andre.
Forestillingen ”Human in balance Gellerup” vises fire gange med to forestillinger fredag d. 1. juli kl. 15.00 og 17.00 og to lørdag d. 2. juli, henholdsvis kl. 12.00 og 14.00. Forestillingerne vises udendørs på Verdenspladsen, Karen Blixens Boulevard 23. Det er gratis, og der er ingen billetbestilling.